Tale ved Rådet for Europæisk Politik (ØMU-møde), tirsdag den 20. april 1999.

'Euro’en og Danmark - et perspektiv og mere end økonomi'

Jeg håber, at vi i dag vil få en livlig debat - måske også en spændstig debat om Euro’en.

Tak til Rådet for Europæisk Politik for, at de har grebet opfordringen til at få gang i Europa-debatten. Det tror jeg, vi alle sammen føler os forpligtet af.

Nu håber jeg, at debatten i højere grad vil samle sig om indholdet - fremfor om hvornår der skal være en folkeafstemning. Det med tidspunkt - hvornår - kan der siges en hel masse klogt og strategisk om, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men lad os nu i stedet få en debat om holdninger og perspektiver for Danmark og Euro’en.

* * *

For blot få år siden troede mange, at det ikke var muligt: 11 lande samlet i et økonomisk fællesskab med fælles valuta og fælles pengepolitik. Vi er ikke meget for at nævne ordene 'at skrive historie' nu om stunder, fordi dagsordenen i dag kan være forandret til en ny i morgen.

Men det er faktisk en historisk begivenhed. Vi taler om nogle af de lande, som Danmark er tættest på: Tyskland, Frankrig, Benelux og Finland, som nu har indgået et nyt økonomisk samarbejde. Vi taler om et område, som danskerne hyppigt rejser til. Vi taler om, at vi økonomisk har en gensidig afhængighed, som er ganske afgørende for os. Alene vores handel med Euro-området udgør knap halvdelen af vores samlede udenrigshandel.

Jeg har ikke lagt skjul på, hvad mit eget synspunkt er, når det gælder Danmarks tilknytning til Euro’en: Jeg mener, vi skal være medlem. Jeg mener, det er bedst for Danmark og vort velfærdssamfunds fremtid.

Som jeg sagde før, så kommer vi senere tilbage til tidspunktet for, hvornår danskerne skal tage stilling til spørgsmålet. For det er vel at mærke alene den danske befolkning, der afgør den sag ved en folkeafstemning!

* * *

Min begrundelse for at sige ja behøver på ingen måde at være identisk med andre partiers begrundelser eller andre personers begrundelser. Det siger jeg, fordi de bevæggrunde, der fører frem til en konklusion kan være vidt forskellige og være knyttet til forskellige europæiske visioner.

Min Europa-vision behøver ikke nødvendigvis at være den samme som andres Europa-vision. For mit vedkommende gælder, at visionen om et Europa - et nyt Europa, et nyt samarbejde i en helt ny ramme - er et område, hvor høj social tryghed går hånd i hånd med høj konkurrencedygtighed.

Jeg synes, at vi selv har vist i Danmark, at social tryghed og konkurrencestyrke ikke er modsætninger, men i virkeligheden hinandens forudsætninger. Livslang uddannelse og muligheder for alle. Det hører med til at kunne klare sig i fremtidens globale konkurrence.

Lad mig præcisere: På Euro-området taler vi ikke alene om en valuta - Euro’en, der konkurrerer med dollar’en. Vi taler om mere end det. Vi taler om en valuta, der er fælles for det indre marked. Men ikke bare en valuta for det indre marked, det er også en valuta for et marked, vi politikere har truffet nogle beslutninger for. Vi har lagt nogle mindstekrav ind, som giver markedet et menneskeligt ansigt. Vi stiller krav om mindstebetingelser vedrørende miljø. Vi stiller krav om mindstebetingelser på arbejdsmiljøområdet. Og krav om forbrugeroplysning o.s.v. Vi udvikler gradvist en helt ny beskæftigelsesstrategi.

Men, det er mere end det. Det er også et område, hvor medlemslandene bekender sig til visse grundlæggende velfærdsprincipper. Og det er endelig et område, hvor der hersker enighed og respekt for menneskerettighederne, og enighed om, hvordan man skal respektere minoriteter i vore befolkninger.

Som det er fremgået, er det et ganske særligt område. I markedsmæssig og politisk henseende. Det vil jeg gerne starte med at understrege meget kraftigt, for dermed er Euro-debatten for mig ikke alene en økonomisk, teknisk debat, men i meget høj grad en politisk debat.

Jeg føler faktisk, at vi med Amsterdam-traktaten og Euro-samarbejdet har fået nogle gode instrumenter til rådighed for os. Vi skal bruge instrumenterne til at skabe stabilitet, tryghed indenfor en gruppe af lande og dermed en meget stor befolkningsgruppe - frigjort for spekulationspres. Vi skal bruge instrumentet til at udvikle vores miljøpolitik og blankt afvise sociale dumpninger eller kortsigtet politik, der skaber arbejdsløshed.

Den europæiske region er en helt særlig region på den blå klode. Det forpligter os til at gå videre. Man kan sige, at vi med enigheden om Agenda 2000 - de næste 5-6 års Europa-budget - har fjernet visse skeptikeres sidste begrundelser for at gå ned i tempo i forhold til udvidelsen mod Øst- og Centraleuropa. Og man kan faktisk også sige, at vi med Euro-området har fået et nyt ekstra værktøj til at sikre en fornuftig udvidelsesproces.

Men, vi kan og bør gå videre endnu. Jeg mener faktisk, at vi nu må begynde at forme en foregangsregion, der kan sætte sit præg på resten af den blå klode - både i forhold til den tredje verden, i forhold til Latinamerika, Afrika, Asien, USA, Canada og Japan.

Jeg mener, at vi i de kommende WTO-forhandlinger bør markere os tydeligere og stærkere. Og jeg mener, at den drøm, nogle af os havde som unge, ikke længere er så fjern. Den er i sigte og inden for rækkevidde. Vi kan begynde fra den europæiske regions side at stille krav til verdenshandelen på en anden måde end før. Krav om overholdelse af visse grundlæggende faglige rettigheder, krav om visse ILO-standarder, krav om forbud mod børnearbejde. Naturligvis under hensyntagen til, hvor hurtigt u-landene kan leve op til disse krav - krav om at ting skal gå ordentligt til for alle mennesker i alle lande på denne klode.

Jeg lagde mærke til, at USA’s præsident i sin tale til nationen for ikke så lang tid siden var inde på nogle af de samme elementer. Derfor er det ikke kun teori, men faktisk inden for rækkevidde. For første gang i mange år - måske for første gang nogensinde.

Med disse stærke positive perspektiver vil jeg gerne uddybe ræsonnementerne om, hvorfor vi samarbejder om en stabil valuta, Euro’en. Svaret er enkelt: Fordi Euro’en er vigtig for vores økonomiske velfærd.

Siden 2. Verdenskrig har Danmark, som et mindre land, altid været knyttet til en større valuta: Efter 2. Verdenskrig deltog Danmark i Bretton Woods systemet. Det varede indtil august 1971, hvor amerikanerne suspenderede dollar’en. I september 1971 blev den såkaldte Smithsonian aftale indgået. Aftalen indebar, at andre valutaer kunne svinge +/- 2 1⁄4 % i forhold til dollar’en. Det indebar, at de europæiske valutaer kunne svinge med op til +/- 41⁄2 %. -

Så kom Basel-aftalen af 10. april 1972, hvor det blev besluttet at begrænse EF-valutaernes udsving over for hinanden til +/- 2 1⁄4 %. Vi tilsluttede os aftalen sammen med de øvrige ansøgerlande; Norge, Storbritannien og Irland og systemet for de europæiske valutaer blev kendt som 'slangen i tunnelen'.

I marts 1973 blev Bretton Woods systemet i den form, det havde fået med Smithsonian-aftalen, så endeligt opgivet. 'Slangesamarbejdet' fortsatte i Europa i endnu en årrække.

EMS-systemet afløste 'Slangesamarbejdet' fra den 13. marts 1974 og frem til Euro’ens indførelse fra 1. januar i år. EMS-systemet har været rammen om det europæiske valutasamarbejde. Men vi husker EMS-systemets reelle sammenbrud for et par år siden og bevæggrunden og baggrunden herfor.

* * *

På den ene side kan man sige, at det europæiske valuta-samarbejde klart har bevist sin holdbarhed og sin værdi. Det er efter min opfattelse uden for diskussion. På den anden side har selve sammenbruddet af EMS-samarbejdet også vist, at det alligevel var sårbart, når der blev sat tryk på. Derfor mener jeg, at det var velbegrundet at gå i gang med at overveje, hvad man i øvrigt kunne gøre for at styrke sin forsvarsevne i forhold til spekulationspres og i forhold til regionens krav og behov for valutastabilitet.

Udfordringen er først og fremmest at få gjort noget ved ledigheden og den lave vækst - uden at sætte det, man allerede har opnået, over styr.

Svaret er i høj grad forandringer og strukturpolitik, som hvert enkelt land naturligvis suverænt træffer beslutninger om: Arbejdsmarkedet og en offensiv makroøkonomisk politik. For sidstnævntes vedkommende selvfølgelig også koordineret på den måde, som er velkendt i det europæiske samarbejde.

Den Europæiske Centralbank sænkede den 8. april renten med et 1⁄2 procentpoint med det formål at bidrage til at stimulere vækst og beskæftigelse.

* * *

For mig er dette historiske forløb et bevis på, at vejen frem er at trække på samme hammel ved at samordne vores økonomiske politik. Jeg er slet ikke i tvivl om, at et samarbejde af denne karakter er langt bedre end en situation, hvor vi arbejder mod hinanden og hermed risikerer at eksportere arbejdsløsheden til hinanden.

Vi har jo arbejdet mod hinanden før. Det har historien flere eksempler på. Hvis vi skal finde den inderste, reelle begrundelse for, hvorfor vi har den høje arbejdsløshed i den europæiske region, faktisk 18 millioner arbejdsløse, så finder vi forklaringen. Den er ikke, at vi har et europæisk samarbejde, men at vi har manglet et europæisk samarbejde, der er tilstrækkeligt stærkt på dette felt.

Jeg tænker især på oliekriserne i 1974 og i 1979, hvor det var helt åbenlyst, at vi reelt ikke i Europa havde et offensivt modsvar til oliesheikernes prisforhøjelser, som ramte vore samfund så massivt. Der var ikke udviklet en doktrin i det europæiske samarbejde. Jeg husker det så tydeligt. Vi manglede et fælles modsvar, der kunne beskytte beskæftigelsen.

Problemet var, at når der kom et ydre chok, som de to oliekriser var udtryk for, befandt vi os i en situation, vor alle de vesteuropæiske lande fik underskud på deres betalingsbalancer. Hvert enkelt land reagerede og følte sig presset til at gennemføre interne betydelige nedskæringer med det resultat, at hvert enkelt land i virkeligheden pressede nabolandet til, at de så også måtte foretage betydelige nedskæringer.

Resultatet lod ikke vente på sig. Vi skruede hinanden ned i en nedadgående arbejdsløshedsskabende spiral i stedet for et udvikle et intelligent modsvar til det chok, vi mødte fra de olieproducerende lande. Historien gentog sig i 1979. Hvis vi ser på arbejdsløshedskurven for Europa, kan vi se det tydelige spor.

For Danmarks vedkommende er det i virkeligheden først nu efter 6 års massiv indsats lykkedes os, at få arbejdsløsheden ned til det laveste i Europa - og den laveste ledighed i 20 år.

Det er vel læren efter de seneste 20 år: Jeg nærer slet ingen tvivl om, at det spor vi prøver at forfølge nu - udadtil - handler om at opbygge robusthed i området over for ydre chokvirkninger. Indadtil er det forudsætningen for at stabilisere vort samarbejde om vore beskæftigelsesmål. Derfor skal vi holde fast i det tætte samarbejde i EU, det gælder Euro-landene, og det gælder Danmark.

* * *

Og nu til mine synspunkter omkring fast kronekurs og fastlåsning af valutaer - er det en fordel, eller er det ikke en fordel? Hvor betydningsfuldt er det for os at have den frihedsgrad, der følger af at kunne devaluere eller revaluere?

Jeg vil gerne sige, at den faste kronekurs er en ufravigelig hjørnesten i regeringens økonomiske politik. Målet er at sikre lave renter, lav inflation og stabile valutaforhold. Det hjælper forbrugerne, det hjælper opsparingen, det hjælper beskæftigelsen. Man skal ikke tage fejl: En høj inflation er ikke til fordel for lavindkomster, tværtimod. En fast kronekurs med deraf følgende effekter hjælper investeringer og afsætning og derigennem også vækst og beskæftigelse.

En såkaldt aktiv valutakurspolitik kan indimellem virke fristende for nogen, men al erfaring viser, at resultatet er negativt for små lande, hvis der først kommer gang i sagerne. Især for små lande med en stor udenrigshandel. Jeg skal ikke nævne landenavne fra nyere tid, men blot sige, at en af vore nærmeste naboer har gjort nogle temmelig smertelige erfaringer! Men nu bygger vi bro - i mere end en forstand. Og min hollandske kollega vil nok bekræfte, at efter devalueringen af den hollandske gylden i starten af 80’erne, tog det næsten 10 år inden den hollandske rente på ny var så lav som tidligere.

* * *

Tallene for Danmarks økonomiske udvikling viser uden for enhver tvivl, at fastkurspolitiken har tjent os godt. Og at vi altid har søgt det forpligtende, internationale valutasamarbejde. Derfor også vores aftale om ERM 2.

Med ERM 2 respekterer vi formuleringen fra det nationale kompromis fra 1993. Det nationale kompromis 'Danmark i Europa' siger: 'Danmark må, også når andre EU-lande evt. går over til 3. fase, deltage i et nært valutasamarbejde i EF'.

Regeringen har med ERM2 fastholdt de grundlæggende principper for dansk valutakurspolitik: Fastkurspolitikken og det forpligtende internationale samarbejde. Faktisk har jeg ikke mødt ret mange, der for alvor har ønsket, at vi brød med vores valutapolitiske grundsætninger, som nu efterhånden har mere end 40 år på bagen. Jeg anser den stabilitet, der er en del af dette samarbejde, som noget fuldstændigt fundamentalt for Danmark.

* * *

Men er der ikke nogle minusser ved Euro ́en?

Det er naturligvis en meget stor beslutning at opgive sin nationale møntfod. Det er en meget konsekvent beslutning, som ikke er sådan at vende tilbage til, når beslutningen en gang er truffet. Man kan også gøre sig mange tanker om tempoet i den integrationsproces, som knytter sig til Amsterdam-traktaten, om vores de facto placering i forhold til samarbejdet. Det skal jeg ikke gå ind i lige nu.

Man kan bestemt også gøre sig tanker om, hvilken prisdannelsessituation, hvilken finanspolitisk effekt, der vil komme af, at vores naboland - Tyskland - i givet fald vil have den samme valuta som Danmark: priserne bliver målt i samme valutaenhed, således at enhver borger, tysk, som dansk, som tredielandsborger inden for EU-området, kan sammenligne direkte.

Der er heller ikke tvivl om, at noget af det samarbejde, der knytter sig til Amsterdam-traktaten vil få mere fart på i Euro-medlemsskabet. Der vil formentlig, som jeg antydede før, også være nogle effekter på omfanget og karakteren af de finanspolitiske instrumenter vi kan bruge, enten for at modvirke et konjunkturnedslag eller opnå en konjunkturopgang.

* * *

Spørgsmålet om renteniveauerne i forhold til Euro-landene, når vi ikke er medlemmer af Euro’en, er blevet diskuteret meget. Alt andet lige er der ikke tvivl om, at det ikke at være medlem af Euro-området over en periode vil betyde, at vi kommer til at betale en merrente. Dens størrelse og dens omfang vil også være bestemt af en række andre udviklinger.

Jeg vil også nævne, at Danmark som attraktivt investeringsland for udenlandske investorer selvsagt ikke kan se bort fra, at det har betydning, hvorvidt vi er medlem af Euro’en eller ej. Hvor stor en betydning kan ingen sige, men det har betydning. Vi mærker det, sådan er det bare. Det er der såmænd ikke nogen grund til at lægge skjul på.

* * *

Der er mange vinkler, man kan lægge i diskussionen. Det er godt, at vi nu er i gang med denne debat. Lad os for alt i verden komme i gang med at diskutere substansen. Det er vigtigt, at vi gør os alle anstrengelser for, at befolkningen - hver eneste person, der til sin tid skal tage stilling - i hvert fald har haft reel adgang til at gøre sig bekendt med, hvad medlemskab af Euro’en betyder. Og hvad det betyder at være uden for.

Det ville jeg hermed gerne give mit bidrag til i dag.