Tale ved Verdens Bogdag på Rådhuspladsen i København, ''Bogens dag er verdens dag''

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved Verdens Bogdag Mandag den 23. april 2001 på Rådhuspladsen i København

Kære alle sammen.

Bogen har rigtig godt af, at UNESCO har udråbt dagen i dag til bogens og ophavsrettens dag. Bogen – og dermed også menneskene bag – fortjener at blive hyldet over hele verden i dag.

Især fordi bogen normalt ikke gør stor stads ud af sig selv. Og fordi bogen langtfra er det mest højtråbende medie i vores hektiske elektroniske tidsalder.

Bogen er så meget. Bogen er så mange ting. Bogen kan ligge, der lige så stille – især når folk læser i den. Bogen kan også være farlig, at der er nogen, som kunne få den tanke, at man fik fantasi af at læse i bogen – og det er jo noget af det værste, der kan ske!

Bogen bliver brændt, men heldigvis ikke ret ofte. Bogen skal ikke brændes. Det er den for vigtig til. Bogen er et værn mod glemsel. Mod ligegyldighed. Mod indadvendtheden – mod at vi er os selv nok.

* * *

Har I egentlig tænkt på, hvor mange utrolige ting, bøger kan bruges til? Bøger kan man bruge både om dagen og om natten. Bøger kan bruges liggende, siddende og stående. Og så ligger en bog godt i hånden og i øvrigt på maven og på hovedet. Man kan kigge i dem, man kan fordybe sig i dem, man kan bladre i dem og springe i dem. Man kan også sprætte dem op og presse blomster i dem. Og for resten kan man også læse i dem.

Man kan gøre det igen og igen. Man kan lave æselører og folder i ryggen. Jo mere brugte bøgerne er, jo flere æselører, desto mere vidner det om, at de har været værd at slå op i mange gange. Bøger kan man være stille med, grine og græde over, tale om og blive oprørt over. Alene og i fællesskab.

Man kan have bøger i sin erindring, i sin reol og i sin taske. Man kan læse i den. Man kan prale af den.

* * *

Og så ”drager” de. Kender I det, når man kommer på besøg hos nogen. Så har man det sådan med at gå hen til bogreolen, lægge hovedet lidt på skrå og se, hvad har de nu her af titler. Bogreolen eller stakken af bøger på natbordet fortæller en hel del om, hvem man besøger, og hvilke tanker der rumsterer i deres hoveder. Vi mig din nabos bogreol og jeg skal sige dig, hvem han er, eller hvem han måske gerne vil være!

For der er jo prestige og signalværdi i bøger. Jeg tror, mange har bøger man stolt viser frem, og så er der de bøger, man rent faktisk læser i.

Jeg vil gerne blive lidt ved bøgernes magiske evne til at ophæve tid og sted. Bøger er gode at springe med i tid og sted. Pludselig er man helt et nyt sted måske i en anden tid.

Jeg tænker på det fantastiske ved at sidde i lænestolen et sted i det danske land en aprildag og i det næste øjeblik at være på besøg i Afrika med Karen Blixen.

Eller på vej med Henrik Nordbrandts lyriske drømmebroer.

Eller på togt med Nordkaperen i Stillehavet.

Eller med Harry Potter på eventyr.

Eller tilbage i Saxos krønike med jætter og smukke kvinder og guder.

Eller H. C. Andersens evige menneskelighed.

Eller Tove Ditlevsens mørke barndomsgade på Vesterbro eller stille pigesind.

Eller ved at lære om hemmeligheden bag indisk madlavning med en karry, der næsten prikker i næsen.

Eller hører Ninas sang fra brusebadet og duften af kaffen, der om lidt er klar.

Spøg til side. Min pointe er, at vi i dag skal hylde bogen for både dens form og dens indhold.

Bøger er – netop i kraft både af form og indhold – et holdepunkt i en fragmenteret, flaksende verden. Et holdepunkt, der giver plads og rum til drømmene og visionerne, som jo er en fundamental drivkraft for alle mennesker.

Bøger sætter tanker i gang. Sætter fantasi i gang. Gør os klogere, dybere og mere alsidige som mennesker.

Bøger er de ekstra dikkedarer, som Benny Andersen så finurligt skriver om i sit digt ”Chagall & Skorpiondans”. Her siger han: ”Uden dikkedarer var vi kun et hul i rummet. Uden dikkedarer var selv tomhed overflødig. Selv den mest uanseelige dikkedar er et tegn. Et tegn på liv, på vilje til liv, på vilje til valg mellem dig og intethedens intethed.”

* * *

Det er så vigtigt, at vi fortsat sikrer, at der er plads til bøgerne – plads til drømmene, visionerne og tankerne.

I dagens samfund er der flere faktorer, som udfordrer bogen og dens position i samfundet. Jeg taler bevidst om udfordringer og ikke trusler. For bogen har gennem det seneste århundrede konstant været påvirket af nye mediers fremkomst. Alligevel har den klaret sig. Den er godt nok ikke længere det toneangivende medie. Og forfattere og bogbranchen må til tider sejle i en hård sø. Men bogen er der fortsat.

Bogen har klaret sig rimeligt på trods af hårde konkurrenter - især TV og computere. Jeg må sige lige ud, at jeg ikke ser nogen modsætning mellem de nye elektroniske veje og bogen. De er ikke konkurrenter. De er ikke modsætninger. Det er måske endda gode supplementer i den moderne tid. Og ærligt talt: Det er nu engang sjovere at gå i seng med en bog end med en computer!

Jeg mener, at netop samspillet mellem computeren og bogen åbner nogle nye og spændende initiativer. Vi kan læse på Internet om bogen, og vi kan læse i bogen om Internet. Jeg siger ikke, at livsbetingelserne for bogen er de bedste, men jeg tror fuldt og fast på, at bogen vil overleve.

På den anden side overlever bogen ikke af sig selv. Hvis der ikke er mennesker, som i dag på denne lille rådhusplads, der trodser vejret! Jeg mener, det er vel næsten kun i Danmark, at man holder bogdag, mens regnen siler ned. På den anden side – der findes jo ikke dårligt vejr men kun dårlig påklædning!

Det er næsten ligesom i ”Big Brother” i TV. Folk nedlægger arbejdet og forlader huset, hvis de ikke kan få deres smøger. Og det gør i virkeligheden, at det aldrig kan gå helt galt i Danmark. Vi holder Bogens Dag, selvom det regner, for det har vi nu engang besluttet os for. Og til næste år vil vi sikkert rykke inden for og solen vil skinne – og det er helt som det skal være.

Næh, der er brug for at vi på trods af dårligt vejr – og dårlige TV-udsendelser – værner om bogen. Den er en del af os selv og den kan ikke slås ihjel.

Jeg vil sige, at bogen beror selvfølgelig på, at der er forfattere, som vi ikke skal glemme. Jeg vil sige, at bogen skaber sproget. Sproget er vokset ud af bogen og sproget kan kun leve sammen med bogen. Derfor vil jeg godt minde om Benny Andersen endnu engang, når han skriver et sted – fra en af hans digtsamlinger 1993: ”Denne kommen og gåen”. Der skriver han: ”Danske forfattere har navne som Jacobsen, Andersen og Jensen. Christensen og Jæger. Men også navne som Oehlenschläger, Pontoppidan, Paludan og Panduro.”

Kære alle sammen: Uanset navnet, blev dansk mere dansk for hver linie, de skrev. Se mere dansk kan det ikke blive. I danske ord, af danske forfattere og det danske sprog. Og tænk så engang alle sammen, at det samme kunne være sagt om ethvert andet lands bøger og sprog. Jeg mener i virkeligheden, at bogen er adgangsvejen til det universelle. At det nationale og det nære trives bedst, på smukkeste vis, sammen med det universelle og det globale. At bogen er sikkerheden for, at vi aldrig bliver så indelukkede i Danmark, så indadvendte i Danmark, at vi glemmer, at der er folk omkring os, som kan bidrage med mangfoldighed og oplevelser.

Det drejer sig om at komme til orde. Det drejer sig om at se, at vi selv er smukkest sammen med andre og ikke isoleret fra andre. Deri ligger bogens vigtigste budskab i dette nye århundrede, som er på vej til at finde sine fødder og finde sin nye menneskelighed.

Så længe der er forfattere med noget på hjerte, vil der være læsere at tryllebinde.

Jeg håber, at I alle sammen vil gøre jeres til at smitte andre med jeres begejstring for bogen. At I vil lukke andre ind i bøgernes vidunderlige verden. Det modsatte er ikke til at holde ud at tænke på.

Og snip, snap, snude – så er den historie ude!

Ha’ fortsat en god dag, alle sammen! Og lad os holde sammen om bogen og om vores bogrige land.