”Verdensborgere i et nyt fællesskab”. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved Industriens Årsdag 2001 den 20. september 2001

Tak for velkomsten.

Må jeg starte med at sige stor tak for det tema, I har valgt i Dansk Industri. Det er ambitiøst, og nogen vil sikkert tænke: Er det relevant for mig? Man plejer jo gerne, hvis man er en forening at søger at ramme et nyt tema med den sikkerhed, der ligger i at være nogenlunde sikker på at have alle med. For der er selvfølgelig en risiko ved at sætte sig ambitionen om at være verdensborger som virksomhed. Så meget desto mere respektfyldt er jeres ambition.

Jeg synes, at det er flot, at I har sat jer det mål. Og jeg synes, at det er imponerende, at I har afsat en hel dag til det. Jeg bilder mig selv lidt ind, at jeg kender en del til europæiske industriorganisationer. Men jeg har ikke mødt nogen endnu, som i den grad har sat det tema, som I har i dag.

Desværre har de seneste dages begivenheder også understreget, at det er mere vigtigt end nogensinde at engagere sig.

Jeg vil derfor starte med at sige nogle ord om tirsdag den 11. september. Og især tiden efter. Ikke alene fordi jeg personligt og som statsminister kan slippe temaet. Det kan jeg ikke. Men fordi jeg anser en analyse af verden efter den 11. september for at hænge så meget sammen med den ambition, I har stillet, og som jeg er enig i.

Vi kan ikke længere skille det ad.

For sagen er, at tirsdag den 11. september ændrede verdens dagsorden. Vi har ikke helt forstået endnu den fulde rækkevidde af begivenhederne i USA. Men de er store. Og de er meget, meget fundamentale.

Det fly, der blev kapret, var amerikansk. De bygninger, der blev angrebet, stod i USA. Men de mennesker, der døde, var jeres og mine naboer. Jeg synes, at det er meget vigtigt at huske, at det forfærdelige sammenbrud af de to tårne var et sammenbrud, hvor tusindvis af mennesker, begravet i ruiner af stål, sten, cement og støv, skabte en fortvivlelse hos millioner, og millioner af mennesker og hos regeringer en fornemmelse af afmagt og en ufattelig mangel på forståelse for det, der var sket. Skabte et glimt af sårbarhed, som pludselig står så stærkt og entydigt for os.

At selve verdens største supermagt er sårbar nu, understreger en meget enkel og meget fundamental ting: At der ikke længere findes noget neutralt hjørne. Noget tæppe bag hvilket vi kan gemme os i tryghed og sikkerhed. Nogen horisont, hvor vi kan sige: Her kommer de ikke.

* * *

De mennesker, der mistede livet den 11. september, for få dage siden, minder os om en ligeså forfærdende kendsgerning, at det dybest set var tilfældigheder, der gjorde, at de befandt sig på et sted, hvor brutale terrorister valgte at slå til. At de i virkeligheden inderst inde ligeså godt kunne have været os.

Én af os, der aldrig nogen sinde vendte tilbage den aften til familie og venner.

Derfor er verden ikke længere den samme.

Vores forestillinger om sikkerhed og forsvar har fået et grundskud. Og nu lever vi i et mærkeligt vakuum, hvor usikkerhed og bevidsthed om en ny nødvendig global alliance så småt begynder at tage form. Men der er stadig meget, meget lang vej foran os.

Og det er vigtigt, at vi forstår, at der engang var en kold krig, hvor ven var ven, og hvor fjende var fjende. At der var engang efter en kold krig, hvor fornemmelsen af en ny tryggere verden bredte sig. Hvor vi husker, at vi hoppede og dansede på den faldne Berlin mur. Tog om hinanden og om en fremtid, vi troede på.

* * *

Nu har terroristerne så angrebet alt det, vi tror på. De har angrebet selve vores fundamentale tro på, at hvert eneste menneske har værdi, alene i kraft af, at det er et menneske.

Derfor står og falder fremtiden med os og vores insisteren på vores værdier. Og det er ligeså klart, at hvis vi ryster på hånden eller bliver bange, utrygge eller handlingslammede, så har de vundet. Og derfor er det ligeså klart, at den opgave vi skal løfte, kun kan løftes af alle parter i vores samfund og på vores verdensklode.

* * *

Det er temmelig meget, der skal lægges tilrette nu. Her i landet og internationalt. Og det er hævet over enhver tvivl, at danske virksomheder kommer til – og håber jeg – vil være med til at løfte en hel central opgave.

For vi er jo bundet sammen nu i et meget tydeligere globalt fællesskab, end vi nogen sinde før har været. Et skæbnefællesskab, som er langt mere fundamentalt, synligt og nødvendigt. Der findes ikke noget vindue, man kan lukke. Der findes ikke noget gardin, man kan rulle ned. Der findes ikke længere noget værn. Vi deler alle sårbarheden på godt og på ondt. Der sker store ting nu, og der bliver truffet mange beslutninger. Beslutninger som man som virksomhedsleder vil møde i mange år frem.

For det første: Dagen efter katastrofen i USA traf vi de nødvendige første beslutninger i NATO-kredsen. Den 12. september brugte vi for første gang i mange, mange, mange år artikel fem om det gensidige håndslag på forsvar, når vi bliver angrebet. Vi udvidede artikel fems dækningsområde til også at omfatte terrorangreb udefra og sagde: Det terrorangreb er ikke alene et angreb på USA. Det er et angreb på os alle, på vores demokratier.

For det andet: Den selv samme aften udvidede vi vores ansvar i FN’s sikkerhedsråd. Vi skabte den globale legitime basis for en global alliance. Vi udtrykte vores solidaritet med USA, New York, Washington D.C., Pennsylvania, og de ulykkelige mennesker, der blev ramt.

På fredag, i morgen, går vi sammen i det Europæiske Råds Topmøde i Bruxelles, og følger op på det, der nu er sat i gang. Vi kommer til at træffe ganske mange beslutninger. Justitsministrene har i disse timer truffet en række af de første beslutninger, der skal give os en basis for et nyt og veltilrettelagt modtræk i forhold til terrorismen.

Og når jeg taler om terrorismen, taler jeg ikke længere alene om, det vi har vi set. Det er forfærdeligt nok i sig selv. Men jeg taler også om det, vi ved. At terroristisk virksomhed i den moderne globale verden ikke er et fænomen, der er isoleret fra økonomisk kriminalitet, fra narko, fra menneskesmugling. Men er en del af et samlet fænomen.

* * *

Jeg forudser, at vi i en tid fremover, formentlig i de næste ti år, står foran den største sikkerhedsrisiko i en anderledes verden. Den trussel vi taler om er ny, anderledes og langt mere udspekuleret og sofistikeret, end vi nogensinde har set det.

Jeg forudser, at vi må tage den kamp forfra i et internationalt, stærkt og gennemtænkt og vedvarende modtræk. Og jeg forudser, at Danmark ikke tøver et sekund. Vi har formandskabet for kriminalitetsbekæmpelsen i Østersøen lige nu. Det vil vi kaste fornyet kraft ind i. Vi har om et lille år formandskabet i den Europæiske Union.

Vi har lige nu taget et kæmpe skridt i intensiveringen af forskning-, efterforsknings- og intelligencesamarbejde med USA. Det bliver ikke en enkelt aktion. Det bliver ikke en enkelt weekend. Det bliver en årelang indsats, som kun kan vindes ved at tænke og handle globalt. Men også kun kan vindes ved at tænke og handle bredere og mere sammenhængende end det første træk.

* * *

Må jeg sige, vi skal tænke i tre spor, som hænger meget nøje sammen med virksomheden som verdensborger. Tre spor.

For det første skal vi nedkæmpe terrorismen her og nu. Det vil sige bagmændene og gerningsmændene bag den forfærdelige katastrofe i USA.

For det andet skal der iværksættes en omfattende international alliance til bekæmpelse af terrorismen. Afmontering af dens maskineri. Finansielt, herunder pengetransporter til finansiering af terroristvirksomhed. Organisatorisk, herunder sammenhæng med de andre former for kriminalitet, jeg har nævnt. Menneskesmugling, narko osv.

Alt det forudsætter en global alliance, som hverken Europa eller USA kan klare alene. Men i virkeligheden også forudsætter, at vi har de andre lande med, som føler sig forpligtet, som har et kulturelt og et civilt grundlag herfor.

Og så er der det tredje og mindst ligeså vigtige. Vi skal i endnu stærkere omfang fjerne selve grobunden for hadet. Og dermed grobunden for terrorismen. Og det kan vi kun gøre, hvis vi målrettet sætter ind på at udligne kløften mellem den fattige og den rige del af verden. Det kan vi kun gøre, hvis vores globale indsats har det etiske præg, som Dansk Industri også har sat på dagsordenen.

* * *

Det handler om at konkurrere på et etisk grundlag, der er bredere, end vi har været vant til at tænke i.

Det handler om teknologioverførsel, om u-landsbistand, om åbning af vore markeder, om sociale og økonomiske stærkere fremgang for alle dele af verdenssamfundet.

Kun ved at tilrettelægge en sådan strategi, der bevæger sig i de her tre spor, har vi chancer for at skabe ny tryghed.

Og det er selvsagt også i det lys, at globaliseringen står på dagsordenen. Den nye dagsorden. Det er klart, at globaliseringen i almindelige menneskers øjne er en mønt med to sider.

På den ene side rummer globaliseringen, som I og jeg ved, kolossale nye muligheder for fremgang. Internationale investeringer kan bidrage til det mål, jeg har prøvet at skitsere. Større viden og større velfærd og åbninger af markederne hænger sammen. Det er det perspektiv, der skal fastholdes.

Men på den anden side står vi jo også med en erkendelse af, at globaliseringen indeholder elementer af usikkerhed. Indeholder risici for forringelse af arbejdsvilkår og konkurrence på dårlige umenneskelige vilkår. Indeholder risici for udhuling af menneskerettigheder, som vi bekender os til. Indeholder risici for tilbageskridt på områder, vi ikke ønsker. Denne dobbeltsidethed i globaliseringen skal vi være meget bevidste om og kunne forme en strategi for, der er meget konkret.

I en verden, hvor over en milliard mennesker lever for mindre end én dollar om dagen, er det hævet over enhver diskussion, at vi naturligvis må yde vores bidrag.

I en verden, hvor vi sidste år i Afrika så, at der døde ti gange så mange mennesker af AIDS, end det antal der på årsbasis bliver dræbt i krigene i Afrika. Ti gange. Og millioner og millioner af børn får ingen skolegang. Og næsten lige så mange børn har ikke forældre efter AIDS-katastrofen.

Det siger sig selv, at de tre spor jeg har nævnt, stiller kolossale krav til os. Krav om at bevare overblikket. Krav om at kunne få den kølige, nøgterne analyse til at slå over i en beslutsomhed, men også en målrettethed, der ikke indebærer alt for mange nye risici.

* * *

Må jeg næve et par sider af globaliseringen, som har betydning for vores virksomheder, for vores samfund og vores krav om en ny strategi.

For det første: Virksomhedernes eget nye verdensbillede. Jeg tror, at det vil være korrekt at se i øjnene, at den globale verdensorden er præget af en stigende koncentration af virksomhedsejerskab på globalt plan. Vi kan se, at et begrænset antal transnationale selskaber i dag har en meget betydelig indflydelse på verdenshandlen. Det er der i og for sig ikke noget galt med. Men der er behov for, tror jeg, at vi får skabt et internationalt sæt guidelines for transnationale virksomheders adfærd, som vi kan fungere med og føler er som det skal være.

Vi har allerede nu taget det første skridt i år i OECD og har faktisk nu, så vidt jeg kan se, konturerne af et sådan sæt guidelines. Der er klart - også i konkurrencemæssig øjemed - i vores interesse at definere, hvad der er god, og hvad der er dårlig virksomhedsadfærd i den nye verden. Som i virkeligheden integrerer alle de hensyn, som Dansk Industri har drøftet, når man som virksomhed vil være verdensborger.

* * *

Vi har et roundtable i Europa, som mere og mere markerer sig som et ansvarsbevidst forum, hvor det social ansvar, det miljømæssige ansvar, respekten for menneskerettighederne er på dagsordenen.

Vi har et Copenhagen Center, som respekteres meget stærkt i Europa lige nu. Det er her i Copenhagen Center for Social Responsibility, man henter den nye inspiration. Og det er jo ikke et tilfælde, at det netop var her vi for nylig holdt et stort seminar om virksomhedernes sociale ansvar.

Vi har efter katastrofen den 11. september set tendenser til recession i USA og tendenser til recession i Europa. Må jeg sige til jer: Jeg tror, at robustheden og erfaringen i den europæiske kontekst er stærk nok til at sikre, at vi ikke ryger ned i en uholdbar recession. Jeg tror også, at beslutsomheden i USA’s politiske ledelse er stor nok til at være ekstrem bevidst om, at de brancher, der nu er ramt som følge af terroren, bakkes op, og at den økonomiske og pengepolitiske indsats i USA er fuldstændig klar over, hvor vigtigt det er lige nu at handle konsistent og handle hurtigt.

Derfor tror jeg, at vi kommer igennem det, men ingen kan jo vide det. Men jeg tror, at bevidstheden om, hvad der skal gøres, er langt, langt stærkere end den har været før. Jeg kunne nævne andre eksempler, men vil bare her sammenfatte ved at sige, at vi har brug for mere politisk og virksomhedsmæssigt samarbejde på tværs af grænserne. Ikke mindre.

Aldrig før har vi haft så meget brug for virksomheder, som nu. Og aldrig før har presset på virksomhedslederne været større end nu. Og aldrig før har vi mere brug for at arbejde sammen, politikere, regeringen, virksomheder, det offentlige og det private i en ny udfordrende dialog.

Jeg synes, det er en flot debat, I har rejst, og jeg må sige, at jeg kan erklære mig enig i det Hans Skov Christensen har sagt for ganske nylig. At det, der skete den 11. september, også stiller etiske krav til virksomhederne. Og jeg vil gerne understrege, at jeg ser ikke nogen modsætning mellem det etiske krav, vi stiller til hinanden nu, og det at være innovativ. Det at være offensiv. Det at være konkurrencedygtig. Tværtimod. Og jeg mener, at danske virksomheder står stærkt til at møde den udfordring.

* * *

Vi er i Danmark lang fremme i arbejdet med den tredobbelte bundline, dvs. at virksomhederne bidrager til bæredygtig udvikling ved på én og samme tid at finde løsninger på den økonomiske side af sagen, den miljømæssige side af sagen, og den menneskelige side af sagen. Man kan sige, at virksomhedslederen her i landet også har gode erfaringer.

Jeg plejer gerne at sige, hvad der ikke kan forklares kan ikke forsvares. Og dermed er mit stikord også til jer ved siden af analysen, at der er en anden ting, som er kolossalt vigtig i fremtiden. Det er kommunikationen. Hvis jeg skulle nævne en ting ved siden af det, I har berørt i dag i begrebet ”Virksomheden som verdensborger”, så er det kommunikation. Jeg tror ikke, man kan undervurdere, at selve det talte ord og kommunikationen i dag spiller en langt, langt større rolle end nogensinde før.

Og enhver virksomhed må se i øjnene, at der skal investeres langt mere i kommunikation, end man måske ret beset har erkendt før i tiden. For kommunikation er også følelser. Og følelser bliver en af de mest afgørende sammenhængskræfter i den globale nye erkendelse. Med andre ord: markedskræfter, konkurrencepres, strid om styringsinstrumenter, krig og konflikter og kommunikationspresset hviler på en: ”Hvorfor skriver de nu så dårligt om mig? Det kan de ikke være bekendt, for vi er jo gode nok hos os”. I kender nok den følelse, jeg gør da i hvert fald!

Man kan godt et øjeblik fortvivle, når man ser alt det for sig. Regering og politikere henviser jo til de vanskeligheder de har og har haft. Tænk bare på, hvor svært vi havde ved at følge det sociale topmøde op fra 1995. Og tænk på hvor svært vi har ved at følge Kyoto-protokollen op. Og hvis man er virksomhedsleder, så kan man også med rette sige, at det er altså ikke helt nemt det her. Men igen - med øget indflydelse følger et bredere ansvar. Et ansvar, der ganske vist i første omgang kan virke forstyrrende for den kortsigtede beslutningsproces i vores virksomheder. Men som på lang sigt, det forsikrer jeg jer, er selve grundlaget.

* * *

Spørgsmålet om en social-, moralsk og miljømæssig bæredygtig udvikling er et fælles anliggende. Et fælles ansvar. Vi kan lige så godt først som sidst se det i øjnene. Det er jo i virkeligheden også det I har gjort, hvad jeg takker for. Det er mit klare indtryk, at mange, mange danske virksomhedsledere er blandt de førende, når det gælder om at påtage sig netop det ansvar.

Derfor føler jeg ikke trang til at blive ked af det i jeres forsamling, men måske snarere en trang til at understrege hvor langsigtet og vedholdende en indsats, der bliver tale om. Det er ikke et etårigt regnskab, vi står foran til næste år. Det er et generationsregnskab, vi skal tænke i baner af. Så stor er opgaven.

Det her lille land har nogle fordele, vi skal være bevidste om. Det er et homogent samfund. Det er et veluddannet samfund. Det er et samfund, hvor der er rimelige klare spilleregler. Det er et samfund, hvor samvirket mellem det offentlige og det private hvor samspillet mellem forskningsinstitutioner og private virksomheder nogenlunde er til at leve med. Så har jeg i det mindste ikke sagt for meget!

Men det er også et samfund, hvor vi må bruge hvert eneste talent, vi har i vores virksomheder offensivt og dygtigt. Ligesom vi skal bruge hinanden i det skæbnefællesskab vi har, skal vi også bruge de globale platforme. WTO, ILO, G-7, G-8, den internationale valutafond. En ny ”Global Deal” som vi kommer til at løfte under det danske formandskab.

Lad os så sige, at analyserne er nogenlunde på plads. Lad os sige, at ambitionerne vedstår vi os. Og lad os sige, at vi dermed også ved, hvor vi skal hen. Men hvor er så strategien? Hvordan kommer vi derhen?

Vi kommer derhen via to veje. Vores egen vej i Danmark, vores måde at samarbejde på, vores måde at tænke langsigtet på. Jeg har allerede givet besked til erhvervsministeren om, at genvurdere DK21 i lyset af den ny situation vi står i.

I det hele taget er min besked til alle ministre, gentænk nu den situation, vi er i efter den 11. september og forstå rækkevidden af det, der er sket. Det er jo ikke alene os politikere, der vil møde stærkere lufthavnskontrol i den næste fem-, ti-, femtenårige periode. Det er også jer. Det er ikke alene os politikere, der en gang i mellem vil føle utryghed i et fly. Det er også jer.

At leve med, og at implementere det i praksis, er vores største udfordring. Jeg er optimistisk på danskernes vegne. Når det gælder det bredere internationale kan jeg kun lige nu få øje på et forum, som er tilstrækkeligt operativt. Som er tilstrækkeligt offensivt, og som er tilstrækkeligt handlekraftigt. Det er det europæiske samarbejde.

Sidste år satte vi os en ny global ambition, da vi sagde, at Europa må have et værdifællesskab, der hedder den aktive velfærdsstat. Vi må vedstå os de grundlæggende værdier, I har talt om i dag. Så satte vi en social dimension ind, og vi vedstår os også nu, at der ikke er en modsætning mellem den sociale dimension på den ene side og konkurrencekraften på den anden side. Vi sagde, at ny tryghed og ny mobilitet ikke er modsætninger men hinandens forudsætninger. Siden har Europa-Kommissionen sat virksomhedernes sociale ansvar højt. I den grønbog, som Kommissionen netop har udgivet, er der mange danske fingeraftryk. Og igen er der alt mulig grund til at takke dansk erhvervsliv for de aftryk, I har sat.

Derfor er det også naturligt, at vi i det danske formandskab sætter os nogle vigtige temaer, som nogle af vores ambitioner. Forstå mig ret et formandskab kan ikke sådan varetage egne interesser og slet ikke et land af vores størrelse. Det er der andre, der har prøvet.

* * *

Vi kan være ambitiøse på fællesskabets vej. Lad mig nævne nogle af de temaer, jeg synes, vi skal sætte højt.

Det første er, det rummelige arbejdsmarked og vores ambition om, at der er beskæftigelsesmuligheder og talentudfoldelsesmuligheder for de fleste mennesker i vores samfund.

For det bliver jo et af de afgørende tiltag til partnerskabet for det sociale ansvar. Fastholdelse af medarbejdere, der ellers ville blive skubbet ud. Rummelighed også for dem, der står uden for. Og sidst men ikke mindst i disse tider, en ekstraordinær indsats for at vise Europa, at der skal være arbejdsmuligheder og uddannelsesmuligheder for alle uanset, hvad du hedder, hvem du er og hvilken etnisk baggrund du har.

Jeg tror på, at Europa, vores region i verden, har disse særlige forudsætninger for at påtage sig globalt lederskab. For at løfte de opgaver, jeg har nævnt. I det danske formandskab bliver der indadtil det rummelige arbejdsmarked og virksomhedernes sociale ansvar. Udadtil, hvis vi tager nogle af temaerne, bliver der den store opgave, der hedder topmødet i Johannesburg i september til næste år. Rio + 10 bliver temaet. ”Global Deal” bliver ambitionen, og jeg håber, vi kan løfte opgaven om en bæredygtig udvikling og få formuleret den globale politiske ramme, som er så målrettet, så ambitiøs og dog alligevel realistisk, at virksomhederne også kan se, at den fremtid skal vi løfte i fællesskab.

* * *

EU’s udvidelse bliver den anden kæmpe opgave under det danske formandskab. En opgave som også har meget tæt tilknytning til virksomhederne som verdensborgere. Fra København til Købehavn skal være ambitionen. Vi startede i 1993 – tænk hvis vi nu kan slutte i december 2002 – 10 år der forandrede verden. Miljøbelastningerne bliver et hovedpunkt, og lad mig slutteligt her nævne for jer noget så prosaisk som landbrugspolitikken.

Jeg tror på, at Europas fremtid i meget høj grad, også når det gælder økonomien, er bundet op på, at vi lærer at forstå, at den landbrugspolitik vi har i dag må gå ind i en ny lang reformperiode, som vil have vidtrækkende betydning - også for virksomhedernes fremtid. Og vil have vidtrækkende betydning for, at Polens medlemskab af EU kan blive en realitet. Jeg siger ikke, at en landbrugsreform skal være betingelsen for, at Polen bliver medlem, og at vi dermed får adgang til et stort marked og deres marked får adgang til os. Men jeg kan se, at hvis vi under det danske formandskab får chancen for, at forme de første pejlemærker - ikke alene på industriens område, men også på den næste reform af landbrugspolitikken, så har vi dermed en grundlæggende forudsætning for, at EU's udvidelse kan blive en hurtigere realitet end det ellers ville være tilfældet.

* * *

Lad mig slutte med, hvad jeg vil kalde fem grundpiller. For hvad det er vi skal gøre globalt set, og hvad det er, vi skal gøre i fællesskab. Og det bliver et resumé.

For det første er der kampen, der nu skal forstærkes mod terrorisme, mod international kriminalitet, menneskehandel, økonomisk kriminalitet. Det er den største trussel. Den vil tage år. Den vil tage mange år. Den vil involvere ikke alene en militær del. Tag ikke fejl, det vil være forkert at tro det. Den vil indeholde politisk pres, diplomatisk pres, uddannelsesindsats. En meget, meget stærkt koordineret efterforskningsindsats og politimæssig indsats på hele feltet.

For det andet så skal vi huske at fastholde, og det vil jeg gerne sætte tre strege under, at den kamp vi nu er i gang med, ikke er en kamp mellem folkeslag. Ikke en kamp mellem religioner. Ikke en kamp mellem folk af en bestemt tro eller forskellige trosretninger. Det er meget, meget afgørende, at vi hjælpes ad med også at forklare det til danske borgere.

Jeg kan selv mærke, hvor hårdt det virker, når der er TV-billeder af to palæstinensiske unge knægte, der ikke har forstået ret meget eller også har de forstået katastrofalt meget forkert. Jeg forsikrer jer om, at det igangsætter chokbølger i den danske befolkning, som det tager tid meget lang tid at overvinde igen.

Det var selvfølgelig også derfor, jeg selv gik meget hurtigt ud og opfordrede alle indvandrerorganisationer til at melde, at volden aldrig må blive et indslag i det danske demokrati.

Volden må aldrig blive et argument for noget som helst. Og de gik heldigvis også ud. Men jeg vil gerne sige, at der er meget, meget arbejde at gøre endnu. Den måde vi kan holde sammen på danskernes opfattelse af de nye, der er kommet til vores land, er ved, at vi i praktisk virksomhedspolitik ikke skelner mellem, hvad du hedder, men virkelig overrasker verden og os selv ved at få bragt den arbejdsløshed for flygtninge/indvandrerne ned i nærheden af det niveau, der er for alle os andre. Det er jo også en del af selve nøglen til at finde svaret på arbejdskraftbalancen i de næste 10-15 år i Danmark.

Vi har brug for arbejdskraft til vores ældreservice, til dansk industri og til vores fremtid. Svaret er at få mennesker i arbejde. Resultat derudover er et ekstrabidrag til, at det her land ikke splittes ad. I nye konfrontationer om religion og etniske mindretalstilhørsforhold, men samles i en ny fællesskabsfølelse.

Og mit tredje punkt er EU's udvidelse som jeg allerede har været inde på. Det fjerde er ”Global Deal”, og det femte måske igen det allervigtigste. Det vil jeg gerne slutte med. At vi holder sammen ganske enkelt.

At vi forstår, at svaret i den ny tid ikke er indadvendthed, indelukkethed og intolerance. At vi forstår, at vi som meningsdannere har en fælles skæbne. At jeg ikke vil se den første molotovcocktail vælte ind på en bopæl, der har et fremmedklingende navn.

Jeg vil se et Danmark, som kan finde ud af det. Et Danmark som ikke tolererer hvad som helst.

Et Danmark som ret beset har forstået det store signal efter katastrofen i New York. At vi har en fællesskæbne. At vi kan forandre tingene nu. Hvis jeg skulle nævne et eneste lyspunkt efter 11. september, så er det måske det ene, at borgerne har fået øjnene op for det globale fællesskabs ubestridelige eksistens og nødvendige vilkår nu.

At det måske giver også danske borgere en ny forståelse for, at det her lands fremtidige velfærd må bero på vores evne til at være aktive medspillere i det globale fællesskab. Også her kan I bidrage. Vi skal alle bidrage. Europa har længe været et møllested omkring halsen på mange mennesker, der har følt, at hver gang vi udskrev folketingsvalg - for slet ikke at tale om folkeafstemninger. Man kan ligefrem føle trodsen vælte op i mange mennesker.

Kære alle sammen måske er der en chance. I al desperationen og den følelse af knugethed, der sidder I os efter de to tårnes sammenbrud.

Måske er der et eller andet sted en mulighed for, at også danskerne kan rejse sig og sige: Ok, vi forstår nu helt grundlæggende også i vores hjerte, hvor følelserne buldrer, det skæbnefællesskab vi har med vores naboer. Hvis man kan nå dertil, så er jeg ikke så bekymret for vores samfunds sammenhængskraft. Så er jeg ikke så bekymret for, at danske virksomheder vil sætte sig spor, som I altid har gjort det i jeres egenskab af at være verdensborgere i dette nye fællesskab, der skal binde os sammen.

Tak skal I have og held.