”Vi skal bryde mønstret”. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale til Verdens Sundhedsdag den 7. april 2001

Jeg kan godt være lidt misundelig over, at så mange, meget spændende diskussionsrunder har været i gang i ugens løb. Engang imellem kan selv en statsminister spørge sig selv om han nu bruger sin tid rigtigt. Jeg mener til det vigtigste? Men jeg finder jo nok ud af essensen i jeres drøftelser.

Jeg vil godt starte med at sige tak til alle jer, der har brugt noget af jeres liv og jeres tid på at bidrage til større viden og større åbenhed om netop det emne, vi har på dagsorden her på denne formiddag.

Jet synes også det er fantastisk fint, at Gro Harlem Brundtland og WHO har sat det emne på dagsordenen i hele verden. Fordi vi måske også internationalt kan udvikle endnu større åbenhed og endnu større viden omkring vores psykiske sygdomme.

God bedring siger vi ofte, når vi møder en, der har influenza, brækker benet, eller på anden måde har ondt et sted, hvor det kan ses og mærkes. Det skal repareres, og ordnes og skal vi så se at komme videre? Men hvad siger vi egentlig til de mange, der lider af det jeg vil kalde ”den tavse sygdom”. Alle dem, der har ondt i sjælen. Hvad siger vi til dem, når vi mødes? Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal sige, når et andet menneske lider at en psykisk sygdom. I den forløbne uge har Psykiatrifonden sat spot på sagen, som kulminerer med markeringen i dag, hvor masser af gode kræfter fra WHO, fra Sind og fra Dansk Psykiatriskselskab til Psykologiforeningen på fornem vis bidrager.

Jeg synes det er rigtigt af WHO at vælge netop den mentale sundhed eller som vi vist siger her i Danmark: Den psykiske sundhed.

Nogle mener måske at snak ikke flytter noget. Jeg må sige, at netop i dette tilfælde har de uret. Psykiske lidelser gør man den værste tjeneste ved ikke at tale om dem. Ved at tie. Derfor skal der tales om psykiske lidelser åbent og direkte. At vide er forudsætning for at kunne handle og gøre det rigtige. Vi skal jo hele tiden huske, at de mennesker som er ramt af psykiske lidelser netop ikke kan tale deres egen sag.

I det moderne samfund, er der så mange der kan tale deres egen sag. Men netop den gruppe af mennesker vi her taler om, mangler en tillidsrepræsentant. Jeg er så glad for at se, at der bliver flere og flere tillidsrepræsentanter for dem, der ikke kan tale deres egen sag. Ja oftest kan de mennesker vi tænker på her ikke finde ud af, hvordan man overhovedet modtager hjælp, og når man hverken kan klare at modtage eller at give, så er man næsten i den sværeste situation overhovedet for et menneske.

Når vi møder det, der ikke kan mærkes og heller ikke i første blik kan ses eller forstås, så er vi i virkeligheden på kanten af det, som det moderne menneske overhovedet kan indse. Derfor tror jeg i virkeligheden, at kun dem, som har haft sygdommen tæt inde på livet, kan kommunikere det, forstå det og måske deltage i drøftelserne om fremtiden. Tavsheden en-stavelsessvarene, indadvendtheden og igen den rungende tavshed. Den indre kamp, som i den grad tapper på kræfterne er så iøjefaldende og kan ofte efterlade en følelse af magtesløshed hos andre.

At have ondt i sindet er stadigvæk et af de emner, vi taler for lidt om i det danske samfund. Der er stadig meget at gøre, for at fjerne myterne, og der er frem for alt stadig meget at gøre for at tale om det. Jo mere vi taler om det, jo mere nedbryder vi angsten for at komme ind på emnet og jo bedre bliver vi i stand til at løfte opgaven.

Jeg tror i virkeligheden også at forskerne får bedre arbejdsvilkår, når vi alle sammen kan tale åbent om det. Fordi for forskningen på området er det jo også dialogen med mennesker, med pårørende - med mennesker, der er ramt af sygdommen.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg tillægger vores samfunds indsats og alles indsats på feltet her den allerstørste betydning.

Det er enkelt for mig. Vi kan ikke tale om et samfund og et velfærdssamfund, uden at vi skaber ordentlige og trygge vilkår og forhold for vores psykisk syge mennesker i Danmark.

Målet er enkelt, men temmelig ambitiøst. Vi skal kunne tilbyde en ordentlig kvalitet og en ordentlig omsorg for hvert enkelt menneske i det her land med respekt og med indsigt i hvert menneskes værdighed og hverdag. Vi vil ikke opgive et eneste menneske. Vi vil ikke efterlade nogle på sidesporet, og vi vil ikke lade nogen udenfor. Det når vi ikke i morgen, men vi når det, fordi vi har sat os målet. Det sværeste, vil jeg dele med jer. Ja, det sværeste i både liv og i politik, er at det tager tid. Ting tager tid.

Psykiatrien var jo et område, der ikke var tilgodeset så meget for vel en halv snes år siden eller mere. Psykiatrien blev lige fra begyndelsen af 90’erne sat på dagsordenen. Vi er kommet væk nu fra de store psykiatriske hospitaler. De er for længst aflyst af en ny distriktspsykiatri. Mange flere mennesker har fået større værdighed og respekt omkring sig selv og deres sygdom. Men vi har måske været for hurtige til at nedlægge sengene og for langsomme til at udvikle distriktspsykiatrien. Der er stadig meget at gøre. Vi er langt fra færdige.

Men når det så er sagt, så er det åbenheden, som er nøglen til at gøre op med de mange tabuer, og det er åbenhed, der er rammen for en fortsat forstærket indsats. Det er så vigtigt det med åbenheden, fordi man i bestræbelserne på at gøre det rigtige, nemt kan komme til at gøre det forkerte.

I dag anslår Amtsrådsforeningen, at vi her i landet har ca. 50.000 mennesker, som lider af svære sindslidelser, hovedparten skizofreni eller dertil sidestillede lidelser i forhold til vores diagnoser. Mange, mange flere har det selvfølgelig også svært undervejs bare på en anden måde. Jeg skal nævne depressionerne, som også delvist overlapper den gruppe af patienter, jeg taler om i dag. Angsttilstandene, spiseforstyrrelserne og misbrugsproblemerne. Dermed er vi oppe i et langt, langt større tal.

Men jeg synes egentlig ikke vi skal opholde os så meget ved tallene i dag. Det afgørende for mig er, om vi bag ved tallene ser et fælles ansvar, der er højere i dag end det var før. Tallene og heller ikke de flere enestuer fortæller os jo dybest set, om vi mærker et større ansvar i dag end før. De viser heller ikke om vi har forstået, hvor vigtigt det er at kunne forebygge. Vores måde at tænke på, måden at indrette os på, måden at leve på. Vi kan se, at antallet af mennesker blandt unge psykisk syge vokser. Presset, forbillederne, rollemodellerne, unge som ikke kan skabe identitet ved at se sig selv i spejlet eller ikke kan finde det ved at være sammen med andre.

Hvis selvværdet rammes hos et ungt menneske og afløses af mobning og ensomhed, så har vi det første tegn. Er der nogen, der hører det? Er der nogen, der samler op? Er der nogen, der griber tilstrækkelig tidligt ind?

Jeg vil gerne starte der, hvor alt det, vi lovgiver om, vores cirkulærer, vores bekendtgørelser, vores paragraffer lige må vente et øjeblik.

Jeg vil starte der, hvor alle parter kommer til kort. Der, hvor vi i virkeligheden kun har båndene mellem os mennesker, de menneskelige relationer, der kan gøre et afgørende øjeblik til det afgørende. Der, hvor det handler om omsorg, om tryghed, om det lille blik, den lille kontakt, der skal til om nærvær og respekt ganske enkelt at være noget for hinanden. Vi har for travlt til det indimellem, men der er stærkt behov for det.

Egentlig burde det ikke være så svært, men der er fortsat stor forskel på at brække benet og at blive psykisk syg. Som sagt spørger vi til, hvordan det går og ønsker god bedring, hvis vi møder en, som har brækket benet. Men vi bliver straks mere berøringsangste når det drejer sig om sindslidelser. Her kniber det ofte med ordene. Jeg tror, at der er flere forklaringer: For det første kan det generelt være svært at forstå, hvad en sindslidende er og hvordan sygdommen opstår. For det andet kan det være svært at forstå, at et nært familiemedlem eller en god ven, man måske ikke har set længe, pludselig har forandret sig. Måske ikke længere er den man synes, man kendte så godt. Uden at man ved hvorfor, hvad der sker indeni. I de situationer tror jeg mange let bliver bange. Bange for at bringe vedkommende i forlegenhed. Bange for selv at udtrykke sig lidt klodset. Så af misforstået hensynsfuldhed risikerer vi at gøre det stik modsatte af, hvad det egentlig var vi gerne ville. Trækker os tilbage, undviger og lukker øjnene. Det kan være starten på en ond cirkel. I værste fald dannes der en mur, som isolerer den syge. Hvor fordomme om sindslidende og psykiske sygdomme lever videre. Åbenheden visner. Der er ingen hjælp.

Som jeg sagde det, har vi her at gøre med noget, som ikke kan løses med politiske beslutninger og lovparagraffer alene. Som politikere i amt, kommuner, i staten og rundt om, kan vi være med til at skaffe ressourcer til enestuer, sørge for personalet og flere og bedre rammer. Der er meget at gøre. Men vi bliver også nødt til helt, helt grundlæggende at tage fat netop det andet sted, jeg her taler om.

Vi må starte med os selv. Vi må bryde mønstrene. Vi må bryde de onde cirkler. Vi har et fælles ansvar for at mindske uvidenheden og fordommene, og her kan dette arrangement være en meget vigtig brik. Oplysning og information. Jeg tror det helt afgørende er, at mennesker af kød og blod, kendte som ukendte, står frem og fortæller, at her har vi en opgave. Det er sådan det hænger sammen. Det er det, der er vores erfaring Det er det, vi ved. En sygdom som rammer i flæng, hvor ingen kan vide sig sikker eller gå fri. Det, at kunne sætte ansigt på og høre en stemme, engagerer os. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal realisere den fælles målsætning om, at sindslidende skal have mulighed for at leve et liv efter eget valg.

Når jeg i stedet for rydde op i vores holdninger og møde de sindslidende med større åbenhed også, når dagen i dag er slut.

Lad mig slå et par ting fast. Når det gælder spørgsmålet, om at bringe ny faglig viden i anvendelse til gavn for patienterne, hviler der et tungt ansvar på os alle sammen, men måske også på systemerne. Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at sprede de nye forskningsresultater. Naturligvis når de er afprøvet og dokumenteret både på det medicinske område, men også på andre behandlingsområder. Jeg synes stadig, vi har en situation i dag, hvor der er for stor spredning i den nyeste videns praktiske anvendelse i vores lille land. Her er der også et ansvar for os at løfte. Det handler grundlæggende om hele tiden at være længst fremme i viden, i forskning og i resultater og drage omsorg for, at hvert enkelt menneske også nyder godt deraf.

Der er noget andet, som er lige så vigtigt. Det er netværket. Det er alle de mennesker, som den sindslidende møder, når man ikke direkte er i kontakt med det professionelle personale. Det er fuldstændig afgørende at få opprioriteret hele vores billede af de pårørende mennesker og omgivelserne. Afmagten, selvbebrejdelserne er ofte den gentagne tilstand, som mange føler. Hvad gør man? Hvordan gør man det? Den følelse er den samme, hvad enten man er forældre til et barn, der rammes af sygdommen, eller man er et voksent barn, hvis far eller mor rammes af sygdommen. Det, at et menneske man holder af befinder sig i mørkeland, hvor man ikke rigtig kan trænge ind. Hvor det ene man kan gøre er at være der, og hvor man ikke rigtigt kan mærke, at det nytter. Det er en meget stor udfordring. I den situation er det fantastisk vigtigt, at vi rækker hånden frem til de pårørende og til det netværk, som er så fundamentalt. For vi ved jo godt alle sammen, at den psykisk syge har ensomheden som sin værste allierede. I virkeligheden er det også her meget enkelt. Hvis man spørger, hvad man kan gøre, hvis man ikke er personale, eller man forsker eller læge på feltet, så er det man kan gøre, det er at være der.

Jeg synes Psykiatrifonden gør en kæmpe indsats i hele det felt, og jeg er umådelig glad for, at pårørende foreningerne til sindslidende, besøgsvennerne, naboerne, Sind og mange, mange andre ser deres afgørende betydning. Jeg tror ikke på, at det moderne velfærdsamfund kan fungere alene på systemernes velvilje eller ressourcer, uanset næsten hvor dygtige vi er til at tilføre ressourcer i de kommende år. Jeg siger det, fordi vi er ved noget meget, meget fundamentalt. Hvem skal tage sig af Brian, når han forlader den åbne afdeling? Er der overhovedet nogen, når den sociale armé er taget hjem kl. 16.00 på Nørrebro, eller hvor det nu er? Hvis der ikke er nogen, så går det galt. Vi skal forstå, at livet for vores sindslidende skal omgives af en indsats, der hænger sammen. Det er ganske indlysende. For et menneske, der har så store vanskeligheder ved at få sit eget liv til at hænge sammen, skal omgivelsernes indsats for vedkommende selvfølgelig hænge sammen.

Vi har en opgave her, der er stor og vedvarende. Vi har båse, der skal brydes ned. Vi har systemer, der skal etableres kontakt på tværs, og vi har sammenhæng, der skal etableres. Det er sammenhængen i behandlingen og støttetilbudene, der er fuldstændig afgørende. Man skal forstå, at hvis der sker varige afbræk, tilbagefald, så har vi en del af forklaringen her. Vi kan ikke have, at patienter havner i langvarige ophold på psykiatriske sygehuse eller som svingdørspatienter med alt for hyppige genindlæggelser, fordi der ikke er sammenhæng i tilbudene. Fordi der ikke er nogen, der tager fra, når andre slipper. Jeg ved godt, det er svært, men jeg føler, at dette punkt er et af de mest afgørende.

På regeringens folkehøringer for sindslidende sidste år var en del af kritikken samlet herom. At der manglede sammenhæng mellem sundhedsvæsenets behandlingstilbud og den sociale sektors støttetilbud. Amtet gør, hvad det kan. Sygehusenes afdelinger og de psykiatriske afdelinger gør, hvad de kan. De distriktspsykiatriske centre Vest, akutcentrene, kontaktpersonerne. Men det hænger ikke alle steder sammen, som det skal. Det er alt det, vi skal samle.

I de her tider taler man så meget om værdibaseret ledelse. Hvorfor ikke benytte værdierne til at knytte trådene sammen mellem de mange, mange mennesker, der i grunden vil det samme? Og glem så alt om stive regler og bøjede paragraffer. Det handler om mennesker, og det handler om at få alle de mennesker, der gerne vil gøre en forskel til at tale sammen.

Min pointe er, at der ikke i hele landet fremover bør være en eneste situation, hvor man ikke er klar over, hvad der sker, når patienten, efter endt indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, siger farvel og går ud af døren. Der skal være fuldstændig klarhed over, hvem der står på den anden side af døren. Hvad skal der ske i ugen efter? I måneden efter? Man er tæt på i nogle steder af landet, men man er meget langt fra andre steder. Og jeg er nødt til at sige, at der hvor man er længst fra er her i Hovedstadsområdet. Det er der, vi er længst fra denne overordnede målsætning. Jeg siger det ikke for at kritisere nogen. Jeg siger det, fordi jeg på regeringens vegne føler, at det er en stor pligt at få det sagt. Det er forudsætningen for at kunne komme videre. Der er stadigvæk mennesker på Hovedbanegården en sen aftentime, der ikke har andre at snakke med end den venlige politibetjent, der kommer forbi. Jeg siger det, fordi det er forudsætningen for, at vi ikke fortsætter med at acceptere det.

Det er også vigtigt at vi, i åbenheden og informationens navn, bakker vores personale op. Jeg er en stor beundrer af vores personale på vores psykiatriske afdelinger og alle de mange mennesker, der har med psykisk syge mennesker at gøre. De gør en kæmpe indsats, det er alfa og omega. Jeg mener i virkeligheden, at det mest dyrebare job, man kan have, det er netop job, der har med mennesker at gøre. Men jeg ved også, at der er behov for yderligere personale på feltet. Det gælder især indenfor børne- og ungdomspsykiatrien. Den indsats skal vi prioritere meget højt i de kommende år. Der er afdelinger, som er undernormeret. Der er afdelinger, der mangler samtale- og kontaktforhold. Der er afdelinger, hvor svaret på fastlåshed ikke er der. Man skal huske, at mange unge, som har psykiske sygdomme og andre psykisk syge mennesker lider af fastlåshed. Og når fastlåsheden er så overvældende, som den sommetider føles, så er det vi har rastløsheden. Ambivalensen for at nævne et par typiske eksempler. Netop i den situation er der brug for særlig rolig omsorg, kontakt, nærvær og aktivitet.

Jeg er igen glad for de resultater, der er blevet skaffet. Jeg kan se, at vi nærmer os en situation, hvor 2/3 af de mennesker, som er indlagt eller er på psykiatriske afdelinger, nu ser ud til at kunne få deres egen enestue. Men igen må jeg sige, når vi taler om det skæve Danmark. At her er det omvendt. Igen er jeg nødt til at sige, at i Hovedstadsområdet og især i København, er det ikke godt nok. Der er brug for en stærkere indsats på vores afdelinger og i vores nærmeste omgivelser her i Hovedstaden.

Mens vi er ved det her med kapaciteten og indsatsen, har vi heller ikke endnu fundet svarene på, hvad vi skal sige til det mennesker, som pludselig har brug for hjælp efter kl. 16.00 fredag eftermiddag. Jeg ved, at amterne er i gang med at tage hårdere fat om det, og jeg håber, vi kan hjælpe hinanden med at få det omsat i praksis. De pårørende kommer i tvivl, hvad gør man? Den enkelte mærker angsten. Hvor skal jeg henvende mig? Der er brug for, at vi i weekenden og efter kl. 16.00 fredag forstærker indsatsen for at have akutberedskabet i en større kapacitet, end vi kender det i dag.

Nuvel, vi har gode psykiatriaftaler mellem regeringen, amter og kommuner. Vi har en basis for at komme videre, og jeg har nævnt nogle af de vigtige ting, der skal ske. Psykiatrien er vores hjertebarn, og det er vigtigt at fastholde det som den højeste prioritet. Kan vi med en dag som i dag bidrage til, at der er endnu flere, der føler sig som tillidsrepræsentanter for den gruppe, der ikke kan vælge nogen, så har vi nået et nyt skridt i den rigtige retning. Det tager tid dette her, og det er vigtigt, at vi fastholder vores uddannelse og efteruddannelse af vores personale.

Jeg vil også gerne understrege, at kvalitet ikke bare er det, der kan måles og vejes. Kvalitet handler om at udvikle et menneskesyn, vi kan være bekendt. I skal huske, at psykisk syge mennesker, sindslidende er lige så forskellige, som alle vi andre er. I virkeligheden har vi det jo alle sammen i os. Derfor gælder det også om at forstå, at der ikke nødvendigvis skal findes ens løsninger over hele landet eller ens løsninger for den enkelte patient. Og det gælder derfor også om at sige til hinanden: Pas på standardløsningerne. Pas på medicineringsensartetheden og forstå, hvor vigtigt det er, at der analytisk og diagnosemæssigt hele tiden vises den fornødne åbenhed og den fornødne nuancerethed i forhold til vores patienter. Jeg er også glad for, at der nu breder sig en erkendelse af, at vi har et særligt behov i forhold til vores etniske minoriteter, vores flygtninge, vores misbrugere. Jeg tror vi også er nødt til at tale de eksempler igennem.

Behandlingen skal jo i videst muligt omfang bygge på tillidsforhold mellem os alle sammen, men måske i særlig grad tillidsforholdet mellem personalet og patienten. I den proces kan den pårørende og det personlige netværk spille en meget afgørende rolle. Jeg synes derfor, det er positivt at se, at vi mange steder rundt om i landet er ved at udvikle en pårørende politik, der overordnet kan bygges op på disse elementer. For det første, at den sindslidende får støtte i fastholdelse af pårørende, netværket. For det andet, at de pårørende får større information, større viden og støtte. For det tredje, at vi kan forbedre den samlede behandling og støtte indsatsen ved netop at inddrage de pårørendes erfaringer, viden og ressourcer. Jeg er sikker på, at man ved at vise den respekt, der skal til, og ved at forstå de pårørendes nøglerolle i forhold til den sindslidende kan nyere og bedre resultater nås. Når det gælder social- og behandlingspsykiatrien er der brug for et tættere samarbejde. Det handler om, at de to verdener skal bruge hinanden i et tværfagligt samarbejde til gavn for patienten. Vi arbejder med det i Social- og Sundhedsministeriet. I virkeligheden er det, der skal drive det, vi her taler om, Det er det samme, som skal drive vores samfund: At til syvende og sidst er det kun os mennesker og de medmenneskelige relationer, der er forudsætningen for alt det andet. Uden undtagelse gælder det jo, at tilværelse ikke for nogen er en lang perlekæde af lykkelige stunder eller et evigt liv af samme slags. Der er nedture og opture for os alle sammen, og derfor bør vi forstå, at den diskussion er for os alle sammen.

Vi har brug for hinanden. Vi har brug for et stærkt fællesskab.

For knap 14 dage siden fremlagde jeg en ny 10-punkts plan i forbindelse med amtsrådsforeningens 25 års jubilæum for distriktspsykiatrien. Den skal jeg ikke trætte jer med i dag. Jeg har strejfet nogle af punkterne, som jeg tror skal have højeste prioritet: For det første skal der være sammenhæng for mennesker, der ikke kan få sammenhæng i deres liv. Sammenhæng i omsorgen, indsatsen, rådgivningen og behandlingen. For det andet, er det vigtigt, at vi respekterer og hjælper vores personale og satser på tilførelse af ressourcer i de kommende år. Vi skal styrke rådgivning til de pårørende. For det tredje: Hjælpen skal være der, og den skal være til at få fat på, når man har brug for den - også efter kl. 16.00. For det fjerde skal vi kunne afprøve og gå nye veje, vi skal videre. Vi skal opprioritere forskningen, og vi skal endvidere få omsat den dokumenteret i nye resultater over hele landet. Det er utrolig vigtigt at få ny medicin med færre bivirkninger og at forstå betydningen af at få den spredt ud.

Vi har sat os nogle ambitiøse mål. Nogen siger engang imellem til mig ”du skal passe på med at sætte dig for ambitiøse mål”. Jeg siger, at hvis man ikke sætter sig sådan nogle, så forandrer man intet. Sommetider tager det længere tid, men det er vigtigt at sætte sig nogle ordentlige, menneskelige mål. I bidrager i høj grad ved jeres tilstedeværelse og jeres engagement. Det takker jeg for, og jeg ønsker jer fortsat en god og udbytterig dag – verdens mentale sundhedsdag. Og husk - vi har brug for hinanden!