Rigsfællesskabet

Færøerne og Grønland er dele af det danske rige. På grund af områdernes særlige nationale, historiske og geografiske forhold har de en udstrakt grad af selvstyre.

Med hjemmestyre-/selvstyrestyreordningerne har de færøske og de grønlandske myndigheder mulighed for selv at beslutte at overtage ansvaret for en række sagsområder. De færøske og de grønlandske myndigheder har således ansvaret for at lovgive for og administrere de områder, der overtages, og har et selvstændigt økonomisk ansvar for opgaverne. Staten yder årligt et generelt økonomisk tilskud til Færøerne og til Grønland.

Færøernes hjemmestyre blev etableret i 1948 og Grønlands hjemmestyre i 1979. I 2005 blev Færøernes muligheder for at overtage yderligere sagsområder udvidet væsentligt, og i 2009 blev den grønlandske hjemmestyreordning afløst af en selvstyreordning.
Færøerne er ikke medlem af EU. Grønland blev medlem af EF sammen med Danmark den 1. januar 1973, men udtrådte den 1. januar 1985.

Overordnede spørgsmål om hjemmestyre-/selvstyreordningerne hører under Statsministeriet. Rigsombudsmanden på Færøerne og Rigsombudsmanden i Grønland hører under Statsministeriet.

Statsministeren afgiver en årlig redegørelse om rigsfællesskabet til Folketinget.

De enkelte ministerier varetager behandlingen af sager om Færøerne og Grønland svarende til deres danske ressortområde.

Statsministeriet udgiver Grønlandsk Lovregister, der kan findes under Statsministeriets publikationer.

Rigsombudsmanden på Færøerne udgiver en årlig beretning og Færøsk Lovregister, der kan findes på Rigsombudsmandens hjemmeside.