AFR "Det er der vel nogen andre, der tager sig af....", Kronik i Berlingske Tidende torsdag den 2. maj 2002

Af statsminister Anders Fogh Rasmussen og socialminister Henriette Kjær

Vi kan lige så godt se virkeligheden i øjnene. Vi har i Danmark en gruppe mennesker, der ikke har fundet sig til i rette i samfundet. Eller i velfærdssamfundets mange tilbud og muligheder. De lever et liv på kanten, udenfor eller helt ved siden af. Vi ser og møder dem i parker, foran supermarkedet, på togstationerne, og hvor de ellers deres daglige gang. En del af dem møder vi slet ikke. De sidder inden døre, ofte isolerede, ensomme og med problemer, som gennem tid har hobet sig op til det uoverskuelige.

Vi taler om de svageste grupper i samfundet. Stofmisbrugerne, de prostituerede, de hjemløse, alkoholikerne og de svageste sindslidende - mennesker der lever på skyggesiden af samfundet. Ved siden af samfundet. Og denne gruppe mennesker findes alle steder i Danmark. Ikke kun som et synligt storbyfænomen. Også i lokalsamfundene rundt omkring i landet.

Vi tror, det er helt afgørende, at vi tør se disse kendsgerninger i øjnene. Kun ved at være ærlige og turde tale åbent har vi en chance for at hjælpe de svageste i vores samfund. I al for mange år har der været en tendens til at forsøge at skjule virkeligheden. Vi har jo verdens bedste velfærdsamfund, og så kan det være ubelejligt at blive mindet om, at ikke alle har det godt i verdens bedste velfærdssamfund.

Faktisk er problemerne vokset i de senere år. Og det skyldes nok to ting. For det første, at de ansvarlige politikere ikke har turdet være åbne og ærlige omkring omfanget af de svages problemer. For det andet, at vi ikke tror, at velfærdssamfundets systemer altid er de rigtige til at løse de svageste problemer.

Velfærdssamfundet er stærkt og solidt. Ikke mindst hvis man har overskud til at benytte sig af dets mange muligheder. Eller har en stærk organisation eller gruppe bag sig. Men de svageste mangler ofte det nødvendige overskud, og de har sjældent nogen til at tale deres sag.

De fleste kender et eller andet sted i familien eller i omgangskredsen nogen, for hvem livet er gået skævt. Men skal vi være helt ærlige, er det de færreste af os, der personligt har engageret os i at bringe et sådant menneske på ret køl igen. Det er der jo andre, der gør. Ikke mindst velfærdssamfundet.

Vi bliver ikke personligt berørt af disse menneskers problemer. Og af samme grund fristes vi hurtigt til at opføre os som tilskuere, der vender opmærksomheden væk fra dem. Vi slukker for fjernsynet, passerer tiggeren med hunden og tænker - 'det er der vel nogen andre, der tager sig af...'.

Men vi har et fælles ansvar for disse mennesker. Og skal vi den triste udvikling til livs med stadig flere hjemløse, sindslidende og mennesker uden reel kontakt til samfundet, så skal vi bruge flere offentlige ressourcer, men vi skal også bruge flere af vore egne medmenneskelige ressourcer. Vi kan ikke løse de svagestes problemer udelukkende med offentlige bevillinger og systemtankegang.

Ofte hører vi venstrefløjen sige, at regeringens tanker omkring de svage er sådan lidt hattedame-agtige. Det vil vi sikkert også høre i dag i Folketinget under debatten om de svagestes vilkår. Men det illustrerer desværre blot, at de, der så ofte har taget patent på godheden i dette samfund, ikke har forstået, hvordan man kommer de svageste i møde med værdighed.

Regeringen har valgt og vil vælge en anden og ny tankegang. Vi vil inddrage de frivillige organisationer meget mere i arbejdet. Hverdagens praktikere, der tager i mod døgnet rundt. Og vi vil opfordre alle i samfundet til ikke blot at tro, at "det der tager nogen andre sig vel af".

Med det udgangspunkt har regeringen netop offentliggjort handlingsprogrammet "Det fælles ansvar - regeringens handlingsprogram for de svageste grupper". Det gælder om at give muligheder for at få styr på sit liv og sikkerhed for, at man kan få dækket sine grundlæggende behov. Men det handler også om, at man får mulighed for aktiviteter og samvær, så man kan indgå i et fællesskab med andre mennesker.

Det offentliges indsats kan og skal ikke stå alene - ikke fordi vi ikke vil, men fordi der er erfaring, viden og dermed gode løsninger at hente andre steder. Blandt andet i de enkelte familier og i det frivillige Danmark. I denne tanke ligger også, at man ikke kan lovgive sig ud af alle problemer. Vi kan hjælpe gode initiativer på vej, men eksempelvis udstødelse, social marginalisering og misbrug er så komplekse problemstillinger, at de ofte kræver nuancerede løsninger.

Regeringen har derfor også etableret Rådet for Socialt Udsatte. Rådet skal holde os i ørerne og hvert år give os gode ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre. Og vi har netop udpeget et råd med mange repræsentanter fra foreninger og frivillige, der kan give os viden om dagligdagen og virkeligheden råt for usødet.

Med rådet får de svageste for første gang et forum, som vil og skal tale deres sag. Gruppen af socialt udsatte har brug for et sådant talerør, så der skabes dialog med dét omgivende samfund, som de alt for længe har levet på kanten af eller ved siden af.

Ideen er, at vi med en bred sammensætning af Rådet for socialt udsatte koncentrerer kræfterne fra de vigtigste aktører på området. Rådet består af mennesker med stor erfaring og praktisk kendskab til socialt udsatte gruppers levevilkår, hvad enten det er som behandlere, brugere eller samfundsdebattører.

En af styrkerne ved det nye råd er, at de svage gruppers problemer ses i en sammenhæng. Er man stofmisbruger og samtidig har en psykisk lidelse, løser vi ikke problemerne ved bare at hjælpe personen til at blive stoffri.

Det offentlige yder i dag en betydelig indsats i form af behandlingssteder, rådgivning, opsøgende arbejde mv. Men de frivillige organisationer har nogle særlige muligheder og kvaliteter i forhold til de svageste grupper. For de udsatte grupper har i mange tilfælde større tillid til de frivillige institutioner end til det offentlige system. Her mødes man ikke med kravet om cpr-nummer ved første kontakt. Fokus er på den hjælpende hånd her og nu. Det giver de svage tryghed. Og øger muligheden for at få dem på ret køl igen.

Et godt eksempel på et succesfuldt projekt, hvor frivillige har ydet en afgørende indsats er Cleanhouse i Københavns nordvest-kvarter. Her er de frivillige ikke blot folk med interesse og engagement i mennesker med stofmisbrug og massive sociale problemer. Medarbejderne er selv tidligere stofmisbrugere og bruger deres egne erfaringer i kampen for at hjælpe misbrugere med at finde tilbage til en normal tilværelse. Indsatsen er uvurderlig, og derfor skal vi åbne op for og styrke samarbejdet mellem det offentlige og de frivillige organisationer.

At oppositionen har skræppet op omkring rådets tilblivelse er bedst tjent med at blive forbigået i tavshed. Men vi vil blot appellere til, at oppositionen holder op med tage de svageste som gidsler for deres modstand mod alt, hvad der ikke er offentligt eller sat på formel.

Selv om regeringen således vil ændre hele tankegangen i arbejdet med at bringe de svageste på fode igen, så er det ikke det samme som, at regeringen ikke vil bruge flere penge. For det vil vi. Og indsatsen for de svageste vil blive et tema i forbindelse med de kommende forhandlinger med kommunerne. Og igen, når regeringen fremlægger sit forslag til næste års finanslov.

Men vi siger blot: Penge gør det ikke alene. Pengene skal være der. Men uden et fælles ansvar så løser vi ikke problemerne. Lad os i den forbindelse blot pege på et helt afgørende tema. At få brudt den sociale arv.

Alt for mange børn overtager deres forældres sociale problemer, fordi de i deres opvækst ikke er blevet udstyret med den nødvendige ballast og det nødvendige netværk. Det starter måske med tvangsfjernelse og et turbulent barndomsliv og ender med misbrug, prostitution eller anden form for social marginalisering. Sådan behøver det ikke at gå. Der er masser af anbringelser af børn og unge, som giver et godt netværk.

Men den onde cirkel skal brydes. Vi skal ikke acceptere, at nogle børn fra starten er dårligere stillet og ikke får en fair chance for en tryg og god tilværelse. Vi kan alle gøre en indsats for at modvirke dette. Som forældre skal vi for eksempel være opmærksomme på og forsøge at modvirke den mobning i skolerne, som startes på grund af et barns socialt belastede baggrund. Mobning nærer følelsen af ikke at være respekteret og anerkendt og forstærker risikoen for social udstødelse på længere sigt.

Et samfund som det danske skal måles på, hvordan vi behandler de svageste. Derfor har regeringen prioriteret indsatsen overfor de svageste højt. Det er et arbejde, vi naturligt burde være enige om i Folketinget. Og vi håber da også på, at oppositionen efterhånden forstår, at regeringen mener det alvorligt. Både når det gælder pengene. Når det gælder inddragelsen af praktikere i arbejdet. Og når det gælder vores fælles personlige ansvar for ikke at vende ryggen til vore medmennesker, men også selv turde engagere sig og hjælpe til