AFR ''En global aftale for sikkerhed og velstand'', Kronik i Jyllands-Posten tirsdag den 21. maj 2002

Af statsminister Anders Fogh Rasmussen

Til efteråret samles verdens lande i Johannesburg til topmødet om bæredygtig udvikling. Som formandsland i EU vil Danmark spille en helt central rolle. Mange har sat næsen op efter en snuptagsløsning på ulandenes problemer én gang for alle. Men én ting er sikkert. Nogle hundrede politikere i et konferencelokale vil aldrig kunne løse verdens problemer i ét hug. Så meget formår politikere ikke. Til gengæld kan vi noget andet og nok så vigtigt. Gennem et verdensomspændende politisk reformprogram kan vi sikre de politiske forudsætninger for økonomisk vækst – og dermed udvikling og bedre miljø. Det er frisætningen af menneskers energi og iderigdom, som skal skabe en velstående og bedre verden. Politikerne kan blot håbe på, at de ikke forkludrer sagerne.

Verden har brug for økonomisk vækst – først og fremmest af hensyn til de fattigste mennesker i de fattigste lande. Behovet for økonomisk vækst virker måske underordnet for nogle i vores rige del af verden. Men i ulandene er det forskellen på liv og død – fremtid og undergang. Økonomisk vækst er forudsætningen for at kunne brødføde sig selv og sin familie. For at kunne holde sygdom fra døren. For at kunne give børnene en ordentlig skolegang. For at kunne skaffe energi til husholdningen uden at rydde skovene.

Verden står over for nye og krævende udfordringer i det næste århundrede. Alt for mange mennesker sulter. Omkring en femtedel af verdens befolkning får ikke mad nok. Alt for mange mennesker lever i fattigdom. I dag lever omkring halvdelen af verdens befolkning for mindre end 2 dollar om dagen. Alt for mange mennesker er ramt af dødelige sygdomme og epidemier. Hundreder af millioner rammes hvert år af malaria. Millioner dør af AIDS. I en række ulande er de dødelige sygdomme ved at true vækst og udvikling. Vi skal have skaffet mad til de sultende. Vi skal forbedre levevilkårene for klodens fattigste. Vi skal bekæmpe sygdomme og epidemier. Vejen til bedre vilkår for de fattigste er vækst og velstand i ulandene. Vækst og velstand, som vi skal forene med en bedre beskyttelse af miljøet.

Opgaven kan virke uoverkommelig. Men den ligger inden for det muliges rækkevidde. I det sidste halve århundrede har verden gjort enorme økonomiske fremskridt. Siden 1960erne er indkomsterne i ulandene tredoblet. Andelen af sultende mennesker er mere end halveret - fra 37 procent til 18 procent - levetiden i den tredje verden er forøget fra 46 til 64 år, og børnedødeligheden er blevet halveret. Ifølge FN har vi reduceret fattigdommen mere i løbet af de sidste 50 år end de foregående 500 år.

I en ny rapport fra Verdensbanken (Verdensbanken, 2002) har man analyseret, hvordan det er gået de ulande, der er blevet globaliseret siden 1980. Udviklingslandene er blevet inddelt i to grupper: globaliserede og ikke-globaliserede ulande. I gruppen af globaliserede lande finder vi blandt andet Kina, Indien og Mexico. Gruppen af ikke globaliserede ulande består først og fremmest af lande fra Afrika og Centralasien - herunder store lande som Algeriet, Egypten, Iran og Pakistan.

De globaliserede ulande har oplevet stor vækst i 90'erne. Deres vækstrater er således betydeligt større, end hvad der er set i industrilandene i samme periode. Derimod har de ikke-globaliserede ulande har oplevet negativ vækst.

De globaliserede ulande har således foruden de høje vækstrater også opnået en betydelig reduktion i antallet af personer, der lever under fattigdomsgrænsen. Også den gennemsnitlige levetid og graden af uddannelse er blevet forbedret i disse lande. Dertil kommer, at de globaliserede ulande har haft kraftigere stigninger i lønningerne sammenlignet med de to andre grupper af lande. Det betyder, at gevinsterne ved globalisering også er kommet arbejdskraften til gode gennem højere lønninger.

Den udvikling er egentlig ikke så overraskende! Bare se på Danmark. Det er kun godt og vel 100 år siden, Danmark var et relativt fattigt land. Vi tænker ikke på det så tit. Men vi har være forbløffende heldige. Vi kan også takke en række politiske vilkår for, at det er gået så godt. Politikerne har nemlig blandet sig relativt lidt. Danmarks velstand skyldes først og fremmest to ting: Muligheden for at handle over landegrænserne. Og en ukorrupt, begrænset statsmagt – en retsstat. Disse to faktorer vil også være afgørende for ulandene.

For få år siden mente en hel del ulandsdebattører, at det mest fornuftige var at kollektivisere landbruget, opbygge statsejet produktion til erstatning for import og i øvrigt indføre socialisme. I dag indser mange ulande derimod, at vejen mod udvikling går via deltagelse i international handel. Den mest effektive hjælp til ulandene er at give dem en fuldstændig fri adgang til verdensmarkedet. Så kan de nemlig afsætte deres produkter, skabe indtjening og sætte en positiv social og økonomisk udvikling i gang.

Fra tid til anden løber aviserne afsted med overskrifter om, at frihandel ikke gavner de fattigste lande, fordi de må nøjes med at levere billig arbejdskraft – mens de rige lande beholder vigtige opgaver som design og markedsføring. Det er en meget kortsigtet betragtning. Selvfølgelig kan et uland ikke gøre sig håb om at blive en IT-nation på få år. Selvfølgelig må ulandene bruge de fordele, som de har – f.eks. billig arbejdskraft. Men gradvist opbygger selv de fattigste lande muligheden for at komme med på den højteknologiske udvikling. Hvem havde f.eks. forestillet sig, at Indien skulle blive en IT-stormagt?

Ulandene ved, at deres muligheder for velstand bliver knust, hvis de isoleres. Hvor er det synd, at ulandenes nye erkendelse ikke bliver belønnet bedre! De rige lande lægger desværre tit sten i vejen for ulandenes vækst. Ikke mindst ved at opkræve højere told på forarbejdede varer end på uforarbejdede. Ved at opstille handelshindringer under dække af miljøregler o.s.v. Ved at give støtte til landbrugsproduktion. De rige lande bærer på den måde en stor del af ansvaret for ulandenes problemer. Hér er der brug for en fundamental kursændring.

Men frihandel vil ikke kunne løse opgaven alene. Som sagt afhænger økonomisk vækst også af en ukorrupt, begrænset statsmagt. Det overses tit. Derfor må ulandenes regeringer også gribe i egen barm. 'Good governance', god regeringsførelse, må på den internationale politiske dagsorden. Der er stadig alt for mange eksempler på, at virksomheder i ulandene får lukrative ordrer eller særlige monopoler og privilegier ved hjælp af bestikkelse og andre gode kontakter til de lokale regeringer. Lokale magthavere og lokale producenter i ulandene opbygger formuer i ly af toldmure og handelshindringer – uden at det gavner ulandenes befolkninger.

Frihandel og øgede private og udenlandske investeringer forudsætter god regeringsførelse og demokrati i udviklingslandene. Korruption og magtmisbrug er hindringer for en bæredygtig udvikling. Derfor må vi insistere på, at udviklingslandene som modydelse for bedre markedsadgang, øget bistand og flere investeringer forpligter sig til god regeringsførelse, demokrati, retssikkerhed, individuel frihed, åbenhed og fri udveksling af informationer, herunder fri presse. God regeringsførelse er en forudsætning for tiltrækning af investeringer og for et positivt udbytte af udviklingsbistand. Derfor skal det naturligt indgå som krav til ulandene.

Men i øvrigt er frihandel selvstændigt med til at skabe et pres for god regeringsførelse. Jo mere frihandel, jo mindre kontrol og dermed færre muligheder for at kræve bestikkelse. Frihandel og korruption er modsætninger. Jo mere frihandel, jo større krav til uafhængige domstole, der kan sikre at kontrakter respekteres. Det gavner også lokalbefolkningen. Jo mere frihandel, jo mere oplever befolkningerne i førhen lukkede lande, at de får adgang til nye ideer – også politisk. I kølvandet på handelsmændene følger også nye politiske ideer.

Når de rige og de fattige lande mødes i Johannesburg til efteråret vil mange dommedagsprofeter sikkert håbe på et stort og spektakulært sammenbrud. En uskøn blanding af antiglobalister, nationalister, forstokkede fagforeningsaktivister m.m. har på forhånd besluttet sig for, at frihandel og internationalt samarbejde er til skade for deres snævre dagsorden.

Jeg vil gerne skuffe dem på forhånd. Deltagerne i topmødet skal nok blive enige om et slutdokument om en 'global pagt'. Grunden er allerede lagt. Gennem vedtagelsen af den såkaldte Millennium-erklæring i september 2000. med en række langsigtede målsætninger for fattigdomsbekæmpelsen. Gennem WTO-aftalen om frihandel i Doha i november 2001. Gennem ratificeringen af Kyoto-protokollen. Gennem topmødet om 'Finance for Development' i Monterrey i år, hvor både EU og USA forpligtede sig til at sætte ulandsbistanden op, og hvor man samtidig for første gang drøftede spørgsmålet om behovet for god regeringsførelse på alle niveauer.

I Johannesburg vil Danmark arbejde for en global pagt, der sætte det hele ind i en samlet og forpligtende ramme. Når topmødet slutter, er historien ikke slut. Det går bedre. Men det betyder ikke, at det er blevet godt nok. Alt er ikke 'for det bedste i den bedste af alle verdener'. Vi vil selvfølgelig også efterfølgende have mange politiske opgaver. Vi mangler stadig at nedbryde alle toldmure og afvikle alle handelshindringer. Vi står stadig med udfordringen om at få alle rige lande til at leve op til FNs målsætning om at yde 0,7 procent af bruttonationalproduktet i udviklingsbistand. Vi vil stadig skulle stille krav til ulandene om økonomiske reformer og bedre regeringsførelse. Men Johannesburg vil være et væsentligt skridt i et globalt reformprogram for frihed og velstand.