AFR ''Fem gode grunde...''. Kronik i Politiken den 14. maj 2005

Den 27. september skal danskerne afgøre, om Danmark skal tilslutte sig EU's nye forfatningstraktat. Der er god tid til debat.

Vi har efterhånden stor erfaring med folkeafstemninger i Danmark. Jeg må desværre konstatere, at vi hver gang ser det samme mønster: Nej-siden fremstiller sig selv som det underkuede folkelige modspil til en snæver elite, der søger at fifle mere integration igennem uden om befolkningen. Det billede søger de stadig at skabe uanset, at langt størstedelen af Folketingets partier står bag forfatningstraktaten, og at meget tyder på, at danskerne i stigende grad bakker op om det europæiske samarbejde.

Som led i denne strategi bruger Nej-siden megen energi på at drøfte rammerne for afstemningen. Først ønskede modstander-partierne mindst seks måneders debat. De fik syv. Dernæst ønskede de halvdelen af EU-oplysningsmidlerne. Det fik de.

Nu er spørgsmålet om husstandsomdeling af forfatningstraktaten tilsyneladende blevet et kardinalpunkt for Nej-siden, til trods for, at vi i Danmark aldrig tidligere har gjort det. Og til trods for, at alle danskere vil kunne få tilsendt traktaten gratis eller hente den på posthuse og biblioteker.

Endelig har Nej-siden i de senere uger været meget optaget af den franske og nu også den hollandske folkeafstemning, og hvorvidt et Nej her vil betyde aflysning af den danske afstemning. Jeg synes ærligt talt, at det både er at tage sorgerne på forskud og at udvise en noget arrogant holdning. Det forekommer mig altså mest fair, at danskerne ligesom franskmændene får lov til at tage stilling til traktaten.

Når Nej-siden ikke taler om rammerne for afstemningen, bruges der meget krudt på at tale om emner, der reelt ikke har noget at gøre med den ny traktat.

Hvad stemmer vi ikke om

Jeg vil derfor gerne én gang for alle slå fast, hvad vi ikke skal stemme om:

Vi skal ikke stemme om forfatningstraktaten som en erstatning for den danske grundlov. Det er et forvrøvlet argument, der formentlig var blevet kaldt skræmmekampagne, hvis Ja-siden fremførte det. Tværtimod fremgår det krystalklart af traktaten, at EU naturligvis skal respektere de enkelte landes forfatninger. EU har aldrig vedtaget nogen lovgivning, der strider mod den danske grundlov. Skulle det alligevel ske, så er danske domstole forpligtet til at følge den danske grundlov. Det har Højesteret fastslået i 1998.

Ligeså forkert er det, at Danmarks suverænitet bliver undergravet med den ny traktat. EU-samarbejdet forbliver med den ny traktat et frivilligt samarbejde mellem selvstændige stater, hvor respekten for den nationale identitet og kultur fortsat er solidt forankret. Det står sort på hvidt i traktaten.

Vi skal heller ikke stemme om, hvorvidt EU-lovgivning skal have forrang for dansk lovgivning. Hvad vil det sige, at EU-lovgivning har forrang? Det vil sige, at vi skal overholde de regler, vi selv har været med til at vedtage. Det burde være en selvfølge. Og sådan har det da også forholdt sig i al den tid, Danmark har været medlem af EU. Ellers ville samarbejdet bryde sammen.

Vi skal heller ikke stemme om Tyrkiet. Tyrkiets forhold til EU har ikke noget med den nye traktat at gøre. Forhandlingerne med Tyrkiet kan iværksættes allerede med de nuværende regler. Om Tyrkiet en dag bliver medlem, ved vi ikke. Det vil helt afhænge af, om Tyrkiet kan leve op til de mange krav om bl.a. demokrati og menneskerettigheder, som EU stiller. Det vil under alle omstændigheder tage lang tid. Debatten om tyrkisk EU-medlemskab er vigtig - det har bare ikke noget med forfatningstraktaten at gøre.

Vi skal heller ikke stemme om det såkaldte servicedirektiv, der har fået så megen negativ omtale i den senere tid. Som en lille økonomi med en stor servicesektor har vi en klar interesse i at kunne handle på tværs af grænserne. Men det er klart, at de nye regler ikke skal føre til social dumping. Den relevante danske lovgivning skal gælde for alle i Danmark. Der er derfor god grund til at arbejde for at forbedre det nuværende direktivforslag, men det skal vi gøre, hvad enten forfatningstraktaten vedtages eller ej. Servicedirektivet har derfor heller ikke noget med folkeafstemningen at gøre.

Og så skal vi ikke stemme om arbejdere fra østlandene i Danmark. Det er et emne, der skaber lidt usikkerhed rundt omkring. Men vi må ikke lade disse bekymringer overskygge det generelt positive budskab om østudvidelsen, der både økonomisk og politisk har været til stor gavn for Danmark. De nye medlemslande oplever en kraftig økonomisk vækst. Det giver gode muligheder for, at vi kan sælge flere varer til dem. Det giver flere arbejdspladser både hos os og hos de nye medlemslande.

Vi har åbnet vort arbejdsmarked for borgere fra de nye medlemslande. Det er ikke så mange, der er kommet hertil. Og vi har indført et regelsæt, som sikrer, at de arbejder her på samme vilkår som danske medarbejdere – så de ikke underminerer de løn- og arbejdsvilkår, der gælder på det danske arbejdsmarked. Af og til dukker der en sag op, når kontrollen har svigtet. Og den slags problemer skal selvsagt løses hurtigt og effektivt. Men det har bare intet med den nye traktat at gøre.

Endelig stemmer vi ikke om en såkaldt ”neo-liberal” traktat. Traktaten er hverken liberal, socialistisk eller konservativ. Den er en ramme om et politisk samarbejde. Det er det politiske flertal, som afgør, om rammen bliver fyldt ud med socialistisk, liberal eller konservativ politik.

Noget andet er så, at selve grundtanken i EU-samarbejdet bygger på fri handel og fri bevægelighed over landegrænserne. På ruinerne af det sønderbombede Europa skabte visionære politikere i halvtredserne et Kul- og Stålfællesskab, som gennem økonomisk integration skulle binde Europas lande – og især Tyskland og Frankrig – så tæt sammen, at krig i Europa aldrig mere kunne forekomme. Det udviklede sig senere til Fællesmarkedet, EF og nu EU. Filosofien har hele tiden været, at jo mere landene handler med hinanden, desto mindre er risikoen for krig og konflikt. I dag er enhver snak om krig i Europa så teoretisk, at vi kan koncentrere os om de ubestridelige økonomiske fordele ved et stort indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenester, arbejdskraft og kapital.

Det har bare ikke noget med neo-liberalisme at gøre. Det er sund fornuft, at frihed giver mere velstand og velfærd end centralisme og planøkonomi. Se blot på de tidligere kommunistiske diktaturer i Øst. Den manglende frihed førte dem ud i fattigdom. Så kom de fredelige revolutioner. Og nu blomstrer de nye demokratier politisk og økonomisk.

Det har alt sammen bare ikke noget med den nye traktat at gøre. For den bygger blot videre på den filosofi, som har været grundlæggende for det europæiske samarbejde siden halvtredserne.

Fem gode grunde til at stemme Ja

Når disse misforståelser er ryddet af vejen, kan vi begynde at debattere, hvad vi egentlig skal stemme om. Det grundlæggende spørgsmål, danskerne må stille sig, er, om vi med den nye traktat får et bedre EU-samarbejde, end vi har i dag. Er det en traktat, der gør Danmark og Europa bedre rustet til at tage fat på de udfordringer, en stadig mere tæt forbundet verden stiller os overfor?

Mit svar er klart. Forfatningstraktaten er simpelthen bedre end vores nuværende samarbejdsgrundlag. Den er ikke perfekt. Den er et resultat af forhandlinger mellem 25 lande. Hvis Danmark havde fået lov at skrive teksten selv, havde den på flere områder set anderledes ud. Men alt i alt er det efter min opfattelse en bedre traktat. Det er der mange grunde til, men jeg vil især fremhæve disse fem:

Traktaten sikrer, at EU kan fungere med 25 medlemslande . Med udvidelsen af EU til 25 medlemslande er det nødvendigt at justere de spilleregler, vi hidtil har fulgt. Det siger sig selv, at det er sværere for 25 at blive enige, når der skal træffes beslutninger, end det er for 15. Sådan vil det være i enhver forening eller bestyrelse. Tænk, hvis alle medlemmer af en kommunalbestyrelse skulle være enige for at træffe beslutninger. Så kunne borgerne vente længe på, at kommunerne leverede deres service.

Derfor lægger forfatningstraktaten op til, at flere beslutninger i EU fremover skal tages med kvalificeret flertal. Flertalsafgørelser sikrer, at EU-standarder ikke altid ender med at være den mindste fællesnævner. Det har vi gavn af på mange områder – f.eks. på miljøpolitikken, hvor vi ikke kan leve med, at enkelte lande blokerer mod højere standarder. Derfor er de nye beslutningsregler og den øgede brug af flertalsafgørelser afgørende, hvis vi fortsat skal have et velfungerende EU.

Traktaten slår fast, at EU er et samarbejde mellem selvstændige stater . Det bliver en gang for alle fastslået, at EU's omdrejningspunkt er medlemsstaterne, og at der er tale om et frivilligt samarbejde mellem selvstændige stater. Det fremgår også klart, at et land til hver en tid kan melde sig ud. Det er en selvfølge. Men nu fremgår sort på hvidt. Og også på den måde er det så slået fast med syvtommer søm, at EU naturligvis ikke er en føderal stat som f.eks. USA og Tyskland, hvor Texas eller Bayern ikke har dette valg.

Samtidig bliver det med traktaten mere klart, hvilke opgaver medlemsstaterne selv tager sig af, og hvilke der overlades til EU. Det bliver fastslået, at EU kun varetager de opgaver, som landene i fællesskab har besluttet at overdrage. Skrækscenariet om en snigende EU-overtagelse af emner, vi ønsker at bevare under dansk kontrol, har altså ikke noget på sig.

Traktaten gør EU bedre i stand til at bekæmpe kriminalitet og terrorisme . Den nye traktat giver os bedre mulighed for sammen at håndtere stadig mere påtrængende globale udfordringer som terrorisme, organiseret kriminalitet og illegal indvandring. Det er grænseoverskridende problemer, som kræver grænseoverskridende løsninger. Derfor lægger traktaten op til, at fælles regler om bekæmpelse af særlig grov og grænseoverskridende kriminalitet, f.eks. terrorisme, menneskesmugling, narkotikahandel, hvidvaskning af penge og seksuel udnyttelse af kvinder og børn fremover besluttes med kvalificeret flertal.

Traktaten gør EU i stand til at tage et større globalt ansvar og håndtere nye udfordringer . Vi får med traktaten et EU, der kan optræde mere samlet udadtil. Og her vil EU som aktør stå langt stærkere, end Danmark eller andre EU-lande gør det hver for sig. Det betyder ikke, at Danmark mister evnen til at føre sin egen udenrigspolitik, men derimod at EU bliver mere handlekraftig, når det virkelig gælder.

Traktaten skaber et mere åbent og demokratisk EU . Danmark har i årevis arbejdet for at gøre EU mere åbent og mindre bureaukratisk. Det er lykkedes med den nye traktat, der giver både Europa-parlamentet og Folketinget mere indflydelse på beslutninger i EU.

EU-samarbejdet underbygger og styrker vores egen nationale dagsorden, hvor vi i de kommende år skal satse målrettet på at skabe arbejdspladser, vækst og udvikling. EU skal samtidig bidrage til en stabil politisk udvikling på globalt niveau, hvor fattigdom, miljøproblemer, terrorisme og konflikter i fjerne egne i dag udgør en direkte trussel mod vores samfund. Det giver den nye traktat bedre mulighed for.

Jeg møder tit mennesker, der mener, at udbygningen af EU-samarbejdet de senere år er gået lige hurtigt nok. At der er tale om skruen uden ende, og at vi har skullet til stemmeurnerne rigeligt tit. Men efter min overbevisning har vi med den nye forfatningstraktat afsluttet den proces, der blev indledt med Murens fald. EU har nu fundet sin naturlige balance – som et frivilligt, tæt og forpligtende samarbejde mellem selvstændige lande.

Der er ikke grund til at frygte for meget EU-samarbejde. Min bekymring er snarere, at EU-samarbejdet falder fra hinanden. Enten fordi nogle lande ikke vil tilslutte sig forfatningstraktaten, og nogle få vælger at indgå i et mere snævert samarbejde. Eller fordi det udvidede EU bliver handlingslammet, hvis ikke vi får justeret den måde, vi samarbejder på i EU.

Begge situationer vil efter min opfattelse være alvorlige. Et splittet eller handlingslammet EU kan føre os tilbage til en situation som før verdenskrigene, hvor alle lande kun tænkte på sig selv. Hvor der ikke blev tænkt i fælles løsninger. Og hvor der ikke blev taget hensyn til mindre lande som Danmark.

Jeg ønsker ikke at male en vis mand på væggen. Hvis Danmark stemmer nej til den nye traktat, kan den ikke træde i kraft. Og Danmark bliver selvsagt ikke smidt ud af EU. Men hvis alle andre lande godkender traktaten, er det på den anden side også svært at forestille sig, at de blot vil lade den falde.

Men hvorfor skulle vi dog sige nej til en ny traktat, som giver en bedre ramme for samarbejdet efter, at vi er gået fra 15 til 25 medlemslande? Hvorfor skulle vi dog løbe risikoen for, at en lille kerne af lande indleder et snævrere og tættere samarbejde og efterlader os andre udenfor?

Jeg synes, at vi bør vise en solidaritet med de nye demokratier i Øst. Deres befolkninger vristede sig fri af de kommunistiske diktaturer. Nu skylder vi at give dem en ramme om EU-samarbejdet, så vi virkelig får skabt et helt og udelt Europa.

Det er EU, som nu er rammen om udviklingen af Europas fremtid. Det er i EU, at alle væsentlige beslutninger vil blive truffet i de kommende år. Danmark var en drivende kraft bag udvidelsen af EU. Nu bør vi også være fuldt og helt med til at forme det nye Europa. Med et Ja til forfatningstraktaten fortsætter vi en positiv udvikling i Europa.