AFR Kvalitetsreform – med mennesker i centrum, 16. november 2006

Kronik af statsminister Anders Fogh Rasmussen til Politiken den 16. november 2006

Den offentlige sektor i Danmark fungerer godt og effektivt. Vi har gode vuggestuer og børnehaver. Dygtige hospitaler. En veludbygget ældrepleje.

De offentligt ansatte er kompetente og motiverede. Mange gør et godt stykke arbejde. Så godt, at 8 ud af 10 brugere er tilfredse med den offentlige service.

Alligevel står den offentlige sektor over for en kæmpe udfordring. For nok er den offentlige sektor god. Men den er ikke god nok i forhold til borgernes forventninger. Og især ikke til borgernes fremtidige forventninger.

Om 40 år vil vi danskere være dobbelt så rige som i dag. Flere og flere danskere får råd til et privatforbrug på 1. klasse. Så er det ikke nok med en offentlig sektor i økonomiklassen. Vi vil kunne vælge, hvad der passer netop vores familie. Ny teknologi giver nye muligheder. Antallet af ældre stiger. Den offentlige sektor står over for en kæmpe udfordring.

Regeringen har udbygget den offentlige service. Fra 2001 til 2007 har vi øget det offentlige forbrug med 31 milliarder kroner. Det er især sygehuse, ældre, skoler og det sociale område, der har fået et løft.

Vi er indstillet på at tilføre flere penge til den offentlige sektor i de kommende år – inden for hvad der er økonomisk ansvarligt.

Men det interessante er ikke, om der bliver afsat 1 milliard mere eller mindre til velfærd. Det interessante er, hvordan vi bruger pengene. Der bliver talt meget om, hvor mange penge vi putter ind i det offentlige. Det interessante er, hvad vi får ud af pengene. Hvordan vi udvikler den offentlige sektor, så den bliver dynamisk og sætter mennesker i centrum. Det er den udfordring, vi skal bruge kræfterne på.

Det er en positiv udfordring. Vi skal ikke skære ned i den offentlige sektor, men fortsat udbygge den. Vi skal ikke forringe servicen, men forbedre den ved at tænke nyt. Vi skal finde nye veje, som gør både brugerne og medarbejderne mere tilfredse.

I den offentlige debat optræder af og til argumenter for, hvordan man kan finansiere fremtidens offentlige service. Nogle fremfører, at det bare er et spørgsmål om at øge skatterne, bruge løs af statens overskud eller ansætte mange flere pædagoger og sygeplejersker. Argumenterne kan få karakter af myter. Men selvom flere veje kan bidrage til en bedre offentlig sektor, så er der ingen lette løsninger.

For det første skatterne. Højere skatter er ikke vejen frem. Danmark har i forvejen et af verdens højeste skattetryk. Hvis skatterne bliver endnu højere, vil det dårligere kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, arbejde eller at tage en uddannelse. Og flere vil arbejde sort. Derfor har vi et skattestop.

For det andet statens overskud. Det bliver sandsynligvis på i omegnen af 75 mia. kr. i 2006. Det er mange penge. Men det er ikke forsvarligt bare at bruge løs af statens overskud her og nu. For det vil betyde, at vi ikke slipper af med den offentlige gæld som planlagt. Og det vil give underskud på de offentlige finanser i fremtiden. En høj vækst i de offentlige udgifter her og nu vil gøre det meget vanskeligt at finansiere fremtidens højere udgifter til bl.a. ældrepleje. Med forårets velfærdsreform lagde et bredt flertal i Folketinget grundlaget for en langtidsholdbar dansk økonomi. Det skal vi ikke ødelægge. Regeringen vil ikke gentage halvfjerdsernes økonomiske skandale, hvor vi susede mod afgrunden og kun fik rettet op ved at gennemføre langvarige og skrappe stramninger, som berørte mange danskere med arbejdsløshed, konkurser og tvangsauktioner.

For det tredje kan vi ikke øge antallet af offentligt ansatte, sådan som vi har gjort det i de foregående årtier. Ikke fordi vi politisk har besluttet, at sådan skal det være. Nej, det er simpelthen fordi, der ikke er flere på arbejdsmarkedet at tage af. Vi har ikke de ledige hænder. Hver gang vi ansætter én i det offentlige, er der én mindre til at arbejde i den private sektor.

Allerede i dag er der problemer med at få ansat dem, man ønsker. De store årgange af offentligt ansatte er på vej på pension. Det er de små årgange, der træder ind på arbejdsmarkedet. Det er den demografiske mur, vi er oppe imod. Samtidig går det rigtig godt for dansk økonomi, og vi har fuld beskæftigelse.

Op til midten af 90’erne nød vi godt af en ”demografisk medvind”. Der blev flere i den erhvervsaktive alder, som arbejder og betaler skat, i forhold til antallet af børn, unge og ældre. Derfor var det lettere at finansiere de offentlige serviceydelser, som i høj grad er rettet mod børn, unge og ældre.

Men nu er befolkningsudviklingen vendt. Fremover vil antallet af ældre stige betydeligt. Selvom flere ældre er friske og raske, stiger behovet for hjemmehjælp, læger og sygeplejersker.

Omkring 200.000 offentligt ansatte bliver pensioneret over de næste 10 år. Det svarer til godt hver fjerde ansatte. Den store udfordring i de kommende år bliver derfor overhovedet at rekruttere nok pædagoger, lærere, social- og sundhedsassistenter osv.

De, der tror, at løsningen bare er at kræve flere penge og flere ansatte, de har slet ikke forstået den virkelige udfordring. Den virkelige udfordring er at sikre offentlig service på et højt niveau i et samfund, hvor det kan blive svært at skaffe personale nok. Ikke fordi politikerne skærer ned. Men simpelthen fordi, der ikke er hænder nok på arbejdsmarkedet.

Udfordringen er ikke ”mere af det samme”. Udfordringen er ”mere kvalitet for pengene”.

Der er ingen lette løsninger – det er et langt sejt træk. Jeg vil gerne lægge op til en bred debat om, hvordan vi kan få en endnu bedre offentlig sektor. En moderne, dynamisk og kvalitetsrig offentlig sektor.

Derfor har regeringen startet et ambitiøst arbejde med en kvalitetsreform. Et arbejde, som skal munde ud i en række helt konkrete initiativer inden sommer næste år. Vi vil inddrage brede kredse i arbejdet – brugere og pårørende, medarbejdere og ledere, kommuner og regioner. Jeg vil opfordre alle med gode idéer og nyttige erfaringer til at byde ind.

Hvordan kan vi bedst udvikle en offentlig sektor på borgernes betingelser? Der er nogle vigtige diskussioner, som vi må tage:

Hvordan kan vi sikre, at brugerne får den bedste service? Skal alle borgere have ret til et bestemt serviceniveau? Fx at alle børn i alle landets daginstitutioner skal have ret til en frokost tilberedt af økologiske varer? Det er den centralistiske løsning, hvor staten bestemmer. Fordelen er klare regler. Ulempen er, at alle får et standardprodukt. Her er ikke plads til individuelle eller lokale hensyn.

En alternativ mulighed er, at borgeren selv kan vælge mellem forskellige servicetilbud. Så kan de vælge det fra, de ikke vil have og vælge det til, de vil have. Fx en daginstitution, hvor børnene får økologisk mad.

Når borgeren kan vælge det gode til og det dårlige fra, så giver det et stærkt fokus på kvalitet. Jeg er overbevist om, at vi kan få gode resultater ved at udbrede det frie valg til endnu flere områder. Frit valg på sygehus-, ældre- og børneområdet er en succes. Flere og flere danskere benytter det frie valg.

En anden vigtig vej til at opnå højere kvalitet er at opstille mål og måle resultater. Vi kan øge kvaliteten i den offentlige sektor, ved at fx kommunalbestyrelsen eller regionsrådet opstiller klare mål for, hvad skolen eller sygehuset skal levere til borgeren. Og så skal det dokumenteres, om målene nås. Trives børnene i skolen, og lærer de det, de skal? Får patienterne på hospitalet den information, de skal have, og bliver de raske?

Jeg er selv en stor tilhænger af, at vi måler offentlige institutioner på resultaterne. Regelmæssige tjek af brugertilfredshed – og også medarbejdertilfredshed – er et stærkt redskab.

Men måleriet må ikke blive en papirtiger, der tager pædagogernes tid fra børnene. Vi skal udvikle et smart og enkelt system, hvor man kun måler på de forhold, der er helt centrale for ydelsen til borgeren. Det er ikke hensigten at spænde ben for personalet ved at kontrollere dem op og ned ad vægge. Resultaterne skal være en del af en faglig udviklingsproces. I skolen kan læreren fx se hvilke pædagogiske metoder, der er bedst til at lære eleverne at læse og regne.

Så er der hele spørgsmålet om, i hvor høj grad vi skal målrette servicen til dem, der har det største behov. På nogle områder betaler man mere, hvis man har bedre råd. Det gælder fx børnehaver. Hvis forældrenes samlede indkomst er under 400.000 kr. om året, betaler de ikke fuld takst. For forældre med en indkomst under 130.000 kr., er pasningen gratis. Det er en måde, vi har indrettet os på, som de fleste nok synes er rimelig. Hvis man på flere områder målretter den offentlige service til dem, der har mest brug for den, så bliver der penge til at hjælpe de svageste endnu bedre.

Det er en afvejning mellem tryghed for alle og spørgsmålet om, at de, der kan, skal tage et ansvar. Vi skal skabe tryghed og omsorg for dem, der har brug for det. Men vi skal også hele tiden være opmærksomme på ikke at fratage folk ansvaret for deres eget liv, deres egne børn og ældre familiemedlemmer.

Vi skal også udbrede de gode eksempler. Så alle kan lære af de bedste.

Tag fx Hvidovre hospital. De har oprettet et restaurantkøkken, hvor patienterne kan bestille mad fra et menukort. Hospitalet har ansat en dygtig kok. Maden er ikke bare lækker, den er også sund. Mon ikke patienterne bliver hurtigere raske? Og det koster ikke ekstra. For hospitalet regner med at smide 2 tons mad mindre ud om ugen.

Nej, bedre løsninger behøver ikke at koste flere penge. Brugernes tilfredshed med børnepasningen er ikke større i kommuner, der bruger mange penge til børn. Brugernes tilfredshed er stort set ens, uanset om de bor i en kommune med høje eller lave udgifter per plads. I kommuner, der bruger under 50.000 kr. på at få passet et barn, er 88 pct. af brugerne tilfredse. I kommuner, der bruger over 90.000 kr. er 87 pct. af brugerne tilfredse.

Men der skal være penge til at investere i den teknologi, der er nødvendig for at få en moderne offentlig sektor. Lad mig komme med endnu et eksempel. I flere kommuner har hjemmehjælpen en håndholdt computer med ud til den ældre. Her kan personalet hente og indtaste oplysninger under selve besøget. Det gør det lettere at koordinere indsatsen. Den ældre får bedre pleje. Og hjemmehjælpen skal ikke bruge så meget tid på administration. Der bliver mere tid til det vigtige: Omsorg og pleje til den ældre.

Vi skal også inddrage medarbejdere og ledere aktivt i udvikling og fornyelse af den offentlige sektor. Det er afgørende, at vi kan belønne de gode resultater. Her er behov for at se på lønsystemerne. Medarbejderen skal kunne se et godt resultat direkte på lønkontoen.

Jeg ønsker en bred debat om den offentlige sektor. En debat, hvor alle spiller ind med erfaringer og gode ideer.

Hvordan får vi høj kvalitet? Hvordan sikrer vi en offentlig sektor, der lytter til borgernes behov? Hvordan får vi den bedste service for pengene? Og hvordan fastholder og respekterer vi den enkeltes frihed og ansvar?

Vi skal skabe en moderne, dynamisk og nytænkende offentlig sektor. Hvor de ansatte er stolte af at arbejde. Hvor brugerne er tilfredse med den ydelse, de får. Og hvor vi har valgmuligheder, der lige præcis passer til os og vores familie.