LLR Danmark er et åbent samfund

I disse dage er det ni år siden, VKregeringen kom til magten, støttet af Dansk Folkeparti. Danskerne betroede os ansvaret -ikke mindst for udlændingepolitikken - med en klar forventning om, at vi ville bringe orden i tingene og gennemføre faste, fair og fornuftige ændringer i det indvandringsmønster, vi oplevede dengang. Målet var og er stadig, at Danmark skal være et åbent samfund. Men også et samfund, der hænger sammen.

Vi har taget det ansvar på os, og vores udlændingepolitik siden 2001 har været en succes. Vi har gjort Danmark mere åbent - aldrig har vi udstedt så mange opholdstilladelser, som vi gør i dag. Men samtidig har vi med præcision gjort op med den ukontrollable indvandring af folk, der er svære at integrere.
Vores politik har skabt luft til at tage ordentligt fat om integrationen af de udlændinge, der allerede var kommet til Danmark.
Vi vedtog en 24 års-regel for at forhindre en uhyggelig middelalderlig tradition med tvangsægteskaber.
Vi ville give de unge danskere med indvandrerbaggrund et pusterum. Vi ville give dem mulighed for at få sig en uddannelse og blive en integreret del af et moderne dansk samfund.
Så de ville få nemmere ved at stå imod presset fra familie og omgangskreds for at gifte sig med en person fra familiens oprindelsesland.

Samtidig indførte vi starthjælpen og loftet over kontanthjælpen, så vi sikrede, at det kan betale sig at tage et arbejde. For i min optik er der ingen tvivl om, at den korteste vej til vellykket integration går gennem uddannelse, job og kulturelt fællesskab med etniske danskere.

Status her ni år senere er, at Danmark er blevet mere åbent - på en klog måde.
Der kommer langt flere udlændinge til Danmark for at studere og arbejde end tidligere. Faktisk gav vi sidste år 26.000 opholdstilladelser til studie og erhverv. Under SRregeringen i 2001 var det blot 10.000. Der kom altså mere end dobbelt så mange kvalificerede mennesker til Danmark sidste år for at bidrage positivt til vores fællesskab end i 2001. Det skal vi glæde os over i en globaliseret verden.

Samtidig er antallet af familiesammenførte mere end halveret fra godt 14.000 dengang til godt 5.000 i dag. Vi har givet de unge indvandrere det pusterum i forhold til familiens krav, som vi fandt nødvendigt. Og det har virket. Stadig flere unge indvandrere uddanner sig. Unge kvinder med indvandrerbaggrund uddanner sig i dag lige så meget som unge etnisk danske kvinder.
Og endda mere end unge etnisk danske mænd. Det skal vi glæde os over i en tid, hvor vi har brug for alle gode kræfter i det danske samfund.

Det er ikke for sjov, vi kalder vores indvandrer-og integrationspolitik "fast, fair og fornuftig".
Vi ønsker et åbent samfund, der kan tage sig godt af alle dets borgere. Og et samfund, hvor det personlige ansvar fremmes. Derfor skal vi være faste og fair i vores krav og forventninger til nye danskere, men vi skal også gribe tingene fornuftigt an. Det er den tilgang, vi har haft de sidste ni år - og som vi fortsat vil udbygge.

Derfor har vi også for nylig valgt at modernisere 24 års-reglen.
Nok har 24 års-reglen virket efter hensigten ved at give de unge en vej ud af tvangsægteskaber, men det var ikke helt fair, at den meget dygtige og integrationsparate sygeplejerske eller håndværker, der havde giftet sig med en dansker, ikke kunne blive familiesammenført før vedkommende var fyldt 24 år. Det var for firkantet og stift. Det har vi nu løsnet op for.

På samme måde kan man finde eksempler på mennesker, der aldrig vil lade sig integrere i det danske samfund og bidrage til vores fællesskab. Der må vi sige åbent, at det jo heller ikke var fornuftigt, at de så blot kunne vente sig til adgang til familiesammenføring, som automatisk ville blive udløst, når man blev 24 år. Det har vi gjort sværere.

Derfor er den moderniserede 24 års-regel med det nye pointsystem mere fast overfor dem, der ikke vil Danmark, men mere fair overfor dem, der kan og vil.
Det er mere fornuftigt for det danske samfund, som har brug for, at folk har lyst til at bosætte sig her og bidrage til udviklingen af det danske velfærdssamfund.
Det er særdeles fornuftigt at gøre det muligt for folk at optjene point til at blive familiesammenført.
Og det er faktisk ikke så svært.

Hvis man kan noget sprog, har lidt erhvervserfaring og bosætter sig uden for en ghetto i Danmark, så har man point nok. Du behøver hverken have en lang, fin uddannelse eller tale flydende dansk for at have point nok.
Men du skal vise, at du kan og vil noget med dit liv - dit liv i Danmark. Det er både fair over for den enkelte og fornuftigt i forhold til det danske samfund.

Egentlig begriber jeg ikke, at nogen for alvor kan blive så rasende over den udlændingepolitik, jeg her har beskrevet. For det er jo sund fornuft at modernisere 24 års-reglen for familiesammenføringer.
I tillæg hertil har vi jobkortordningen, green card og en række andre tiltag, der gør, at Danmark har rig mulighed for at tiltrække dygtige mennesker fra hele kloden, der i kortere eller længere tid ønsker at bo og arbejde i Danmark. Og det er jo netop lykkedes langt bedre end tidligere.

Den samlede mængde af regler for indvandring til Danmark skaber et åbent samfund - og ikke mindst et samfund med sammenhængskraft.

Man kan stadig tale om den særlige danske "tillidskultur", hvor vi kan stole på naboen såvel som på myndighederne. En sund økonomi og en stærk kultur.
Det er grundlaget for vores samfund. Og grundlaget for varig velfærd. Det store økonomisk-politiske skift i Danmark skete i 1982, da vi måtte se vore økonomiske udfordringer i øjnene og indrette os på de økonomiske naturlove. Og det store kulturpolitiske skift i Danmark skete i 2001, da vi måtte se vore kulturelle udfordringer i øjnene og indrette os derefter.

Jeg husker en nytårstale, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fremstillede os danskere som nogle, der var os selv nok. Men i ly af "den gode tone" voksede problemerne bare.
Problemer med tvangsægteskaber.
Problemer med utilpassede og kriminelle unge indvandrere.
Problemer med trusler i skoler. Problemer med parallelsamfund i ghettoer. Det tog vi et opgør med i 2001. Vi tog fat på problemerne. Og vi er nået langt.

Men det er ikke godt nok for mig, at unge indvandrere har job og uddannelse i Danmark, hvis de i virkeligheden hellere vil leve under middelalderlige regler end i et demokrati. Hvis de i virkeligheden hellere ville have sharia end retsplejelov. De skal føle, at de er en del af det danske fællesskab, at vi har brug for dem - for det har vi. Og når de føler fællesskabet, vil de også føle ansvaret og tage det på sig.

Tilbage i 2000 forsøgte DI's administrerende direktør, Hans Skov Christensen, at starte en debat om en egentlig dansk indvandringspolitik.
Ved den lejlighed blev han beskyldt for meget, ikke mindst for naiv humanisme.
Jeg hæfter mig imidlertid ved én af Skov Christensens helt centrale pointer, som jeg er fuldstændig enig i: »Sandheden er snarere, at vores velstand kan sikres ved at byde mennesker velkommen, når de er villige til at bidrage til det danske samfund. « Han slog også fast, at »danskhed ikke skal forstås som lukkethed eller selvtilstrækkelighed - men som loyalitet over for det danske.«

Jeg synes, at erkendelsen har bevæget sig i den retning. I en mere global verden kan vi ikke bare regne med, at dygtige borgere og virksomheder automatisk vil blive ved med at vælge Danmark.
Vi skal indrette os sådan, at vi kan tiltrække dygtige virksomheder og medarbejdere, der kan gøre Danmark rigere.
Samtidig skal vi blive bedre til at lukke døren for dem, der kun vil ligge os til last, og som ikke ønsker det danske velfærdssamfund noget godt.

Før 2001 var det nemt for udlændinge at komme til Danmark for at lade sig forsørge af de offentlige kasser. Nu er det svært. Før 2001 var det svært for arbejdsomme udlændinge at komme til Danmark for at få sig et job og bidrage til det danske samfund.
Nu er det blevet nemmere.

Vi har, kort sagt, bragt den sunde fornuft ind i udlændingepolitikken.
Vi er åbne, men ikke naive. Den linje skal vi fortsætte og udbygge. Det er vejen til varig velfærd.