LLR De unge er vores fremtid
Indlæg i Politiken den 6. august 2011 af: Fredrik Reinfeldt, Jyrki Katainen og Lars Løkke Rasmussen
Indlæg i Politiken den 6. august 2011 af: Fredrik Reinfeldt, Jyrki Katainen og Lars Løkke Rasmussen
De nordiske lande er blandt de mest åbne og frie lande i verden. Vores samfund har dybe rødder i demokratiske værdier og ytringsfrihed. Vores lande er højt udviklede velfærdssamfund. Vi har stor individuel frihed og er nået langt med ligestilling mellem kønnene. Vi er solidariske med resten af verden, både ved at dele vores rigdom og ved at åbne vores døre for folk, der flygter fra krig og undertrykkelse.
Alt det skal vi være stolte af. Men det var netop vores åbenhed, der var målet for terrorangrebene i Norge fredag den 22. juli. De afskyvækkende og meningsløse angreb på Utøya og i Oslo var rettet mod alt det, vi har bygget op sammen. Formålet var at ødelægge det, vores lande står for, og de værdier, som vores samfund bygger på.
Vi vil i fællesskab sikre, at dette ikke vil lykkes. Som vores norske kollega Jens Stoltenberg har sagt det: ”Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk”.
Med gamle historiske bånd, moderne politiske samarbejde og vores fælles værdier har vi opbygget et stærkt nordisk fællesskab, dybt forankret i befolkningerne. Vi i de nordiske lande er der for hinanden i medgang og modgang. Vi er der for hinanden, når nogen af os rammes af katastrofer og tragedie. Nu skal vi sammen vise de styrker, der eksisterer i vores åbne og frie samfund. Sammen vil vi forsvare og kæmpe for det, vi ønsker, skal kendetegne vores region: åbenhed og fællesskab.
Nogle elementer er særligt vigtige i dette arbejde.
Vi vil fortsætte med at bekræfte og fremme de unges engagement i samfundet. At unge mennesker involverer sig politisk eller på anden måde er nødvendigt, for at vores demokratier kan fungere. Derfor besøger vi i dag spejderlejren World Scout Jamboree uden for Kristianstad i Sverige.
Spejderbevægelsen er med ca. 40 millioner spejdere i mere end 200 lande verdens største ungdomsbevægelse, bygget på internationalt engagement for miljø, fred og fællesskab. På Jamboreen, som slutter i dag, har næsten 40.000 spejdere fra forskellige kulturer, religioner og lande gennem de sidste to uger udvekslet erfaringer og oplevelser. Det er et stærkt vidnesbyrd om styrken af de unges engagement. Møder som disse - mellem mennesker med forskellige baggrunde og forskellige syn på livet - er den bedste måde at bekræfte tolerance og åbenhed på.
De nordiske regeringer må også fortsætte arbejdet med at gøre vores lande mere sikre. I alle vore lande bør vi gennemgå mulighederne for våbenbesiddelse og tilgængeligheden af materialer, der kan anvendes til fremstilling af sprængstoffer. Det forebyggende arbejde må udvikles, så vi i tide kan hindre planlægning af kriminalitet. Og vi har frem for alt brug for at forbedre det sociale engagement, så vi i tide kan identificere personer, som risikerer at blive trukket ind i ekstremistiske miljøer, og yde støtte til dem, der ønsker at forlade et ekstremistisk miljø. For at det skal lykkes, må vi samarbejde tæt både i Norden og med de øvrige europæiske lande, ikke mindst inden for rammen af Europols arbejde.
Vi bør også huske på, at vores velfærdsmodel ikke alene hviler på statens ansvar for sine medborgere, men også på vores fælles ansvar for hinanden. Mens ansvaret for sikkerhed og beskyttelse ligger hos myndighederne, bærer alle et ansvar for at udvise tolerance og omtanke for andre.
Det nordiske samarbejde på alle disse områder vil naturligvis være et emne, når vi tre mødes igen næste gang, sammen med de andre nordiske statsministre ved Nordisk Råds session i København i efteråret.
Gennem de sidste halvtreds år har vi formået at skabe en nordisk samfundsmodel, der forener vores lande. En samfundsmodel, som har dannet grundlag for tryghed, fællesskab og tillid mellem mennesker. En samfundsmodel, som har styrket vores lande og givet os mulighed for at vokse og udvikle os i takt med, at verden omkring os forandrer sig.
Vi vil fortsætte med at udvikle vores nordiske samfundsmodel. Den er vores vigtigste våben i kampen mod anti-demokratiske kræfter, ekstremisme og vold.