LLR En balanceret udlændingepolitik

Kronik af statsminister Lars Løkke Rasmussen bragt i Berlingske fredag den 12. januar 2018

Alting var bedre i gamle dage.

Sådan hører jeg indimellem folk sige. Jeg forstår godt, hvad de mener, men jeg er ikke enig.

På få generationer er Danmark blevet et rigt og trygt land. Det er ikke perfekt, men blandt de bedste steder på kloden.

Hvor nogle lande har set teknologi, frihandel og globalisering som en trussel, har vi omsat mulighederne til arbejdspladser og velstand. Samtidig har vi brugt fremgangen til at skabe et stærkt velfærdssamfund, hvor rettigheder og pligter følges ad – og med et stærkt fællesskab, som en bærende søjle.

Det har gjort os attraktive. Ikke kun for udenlandske virksomheder og investeringer, men også for mennesker, som flygter fra lande med krig og armod.
Hver enkelt flygtnings historie griber os om hjertet. Tænk, hvis det var os selv, der var i samme situation. Derfor har vi i årtier budt mange flygtninge indenfor.

Det har vi gjort, fordi vi ønskede at hjælpe og vi troede på, at alle som en, der kom hertil, kunne blive en aktiv del af det danske fællesskab. Lære sproget, omfavne ligestillingen og blive danske i hjertet.
Sådan er det desværre ikke gået. Ikke for alle i hvert fald.

Selvom integrationen går bedre end sit rygte, har det længe været tydeligt, at vi har taget imod flere udlændinge med et kulturelt og værdimæssigt udgangspunkt, som ligger langt fra vores.
Alt for mange har stadig sociale problemer, øget kriminalitetsfrekvens og dårlige faglige færdigheder efter flere generationer i Danmark. Og alt for mange isolerer sig i parallelsamfund afsondret fra det danske fællesskab.

Det går ikke.

Udviklingen presser de offentlige udgifter, øger utrygheden og medvirker til at nedbryde Danmarks samhørighed. Der er grænser for fællesskabets rummelighed.

Samtidig risikerer problemerne at give næring til et ønske om, at Danmark skal trække stikket til det samspil med resten af verden, som er grundlaget for vores velstand.

Det går heller ikke.

Derfor har regeringen siden valget strammet udlændingepolitikken markant.

Det var nødvendigt i lyset af den store flygtninge- og migrantkrise, og fordi den forrige regering op til krisen ifølge den selv gennemførte 45 lempelser af udlændingepolitikken.

Regeringens stramninger og EU's indsats har virket. Vi har nu det laveste antal asylansøgere i ni år. Det er positivt – men vi er ikke i mål.

Regeringen ønsker derfor fortsat en stram udlændingepolitik. Men på en målrettet og effektiv måde, så vi både passer på Danmark og fortsætter fremgangen.

Vi skal ganske enkelt lukke døren for de udlændinge, som har ringe forudsætninger for eller vilje til at bidrage og blive en del af fællesskabet. Og i stedet tiltrække udenlandske talenter, som kan bidrage til velstanden og vælger fællesskabet til.

Regeringen ønsker for eksempel, at de mange krigsflygtninge, som vi tog imod under flygtningekrisen, skal vende hjem igen, så snart forholdene tillader det. Vi har givet dem midlertidigt husly fra krigens rædsler, men det betyder ikke, at deres fremtid ligger i Danmark. Hvis man er flygtet fra krig og vilkårlige overgreb, skal man hjem, når behovet for beskyttelse ikke længere er til stede. Og alle flygtninge skal som udgangspunkt arbejde og forsørge sig og sine, mens de er her.

Samtidig vil vi både skærpe kravene til at få statsborgerskab og ægtefællesammenføring i Danmark for udlændinge, som har vist sig svære at integrere.

Et statsborgerskab skal være kronen på værket for dem, som kan og vil bidrage til fællesskabet. Dem, som køber ind på hele pakken. Derfor vil vi stramme kravene til selvforsørgelse og lovlydighed for udlændinge, som ønsker at blive danske statsborgere.

Til gengæld vil vi indføre en ny bagatelgrænse, så for eksempel overtrædelser af færdselsloven ikke i samme omfang koster dygtige og velintegrerede mennesker muligheden for at blive statsborgere. Der skal være en balance.

På samme måde vil vi stramme kravene til ægtefællesammenføring. Vi vil blandt andet indføre et nyt krav, hvor mulighederne for integration er i centrum, så det bliver sværere at få en ægtefælle til landet, som har ringe forudsætninger for at lære sproget, få et arbejde og bidrage til fællesskabet. Det betyder også, at vi skal kigge kritisk på det eksisterende tilknytningskrav, der er blevet udfordret af en dom fra Menneskerettighedsdomstolen.

På den måde vil vi gøre det nemmere for ægtefæller, hvis kultur og værdier mere ligner vores, at komme til Danmark. Samtidig vil vi gøre det lettere for danskere, som finder kærligheden i udlandet, at tage deres ægtefælle med hjem til Danmark.

Nogle vil opleve stramningerne som urimeligt hårde. Andre vil mene, at det slet ikke er nok. Jeg mener, at en målrettet og balanceret indsats er den rigtige vej. Det gælder også parallelsamfundene, som jeg var inde på i min nytårstale.
Der er områder i Danmark, hvor alt for mange med samme type problemer er klumpet sammen i områder med høj kriminalitet, lav beskæftigelsesgrad og dårlige børneliv.

Hvor frisind og selvstændighed bliver anset som en trussel. Hvor et frit ungdomsliv bliver underlagt social kontrol. Hvor løn ikke er noget man selv tjener, men noget man henter på kommunen. Hvor man vender ryggen til det danske fællesskab.

Det er ikke et nyt problem, og vi er mange, som har forsøgt at løse det i årevis. Det gør ikke problemet mindre.
Også her er regeringens svar en meget mere konsekvent og målrettet indsats: Vi har som mål, at vi skal afvikle ghettoerne.

Ambitionen er at genoprette balancen, dér hvor den er forsvundet, men vi skal ikke ramme alle de udlændinge, som klarer sig godt og tager del i fællesskabet. Dem er der heldigvis rigtig mange af – og uden dem gik Danmark i stå.

Jeg abonnerer i det hele taget ikke på det synspunkt, at udlændingepolitik kun er et valg mellem at stramme eller lempe. Det er for unuanceret.

En moderne udlændingepolitik skal både passe på Danmark ved at værne om vores traditioner, værdier og kultur og samtidig bidrage til den vækst, som betaler for vores velfærd.

Jeg mener, at det er skadeligt for Danmark, at et flertal uden om regeringen nu har gjort det sværere at tiltrække dygtige udlændinge til arbejdsmarkedet. Ved at hæve grænsen i beløbsordningen fra 375.000 kr., så den i 2018 er næsten 420.000 kr., og tilmed gøre ordningen mere bureaukratisk for virksomhederne. Det er ikke en vej, som regeringen ønsker at gå.

Og for mig er det ikke bare en uheldig omkostning, når en udenlandsk gæsteprofessor bliver straffet med en bøde for at holde et oplæg for Folketingets Skatteudvalg, fordi det anses som et bi-job.

Det er et tegn på, at vi har nogle forældede regler, som ikke matcher et moderne globalt arbejdsmarked for højt kvalificeret arbejdskraft. Det skal vi ændre, for vi skyder os selv i foden, hvis vi skræmmer de folk væk, som vi har brug for.

Derfor arbejder regeringen på et forslag til et mere tidssvarende regelsæt – både for udenlandske arbejdstageres ret til have bibeskæftigelse, og når det gælder muligheden for frivilligt arbejde.

Danmark er blevet et trygt og rigt land, fordi vi ofte har fundet de kloge balancer. Det skal vi også gøre i fremtiden.

Vi skal lukke for dem, som er svære at integrere, og som fylder alt for meget i politiets registre. Men tiltrække dem, som beriger Danmark med viden, vækst og vilje til at indgå i fællesskabet.

Historien har lært os, at vi hverken har råd til at være blåøjede eller snæversynede. Vi skal se på verden med begge øjne. Og vi skal passe rigtig godt på Danmark – på alle måder.