LLR Et bedre sundhedsvæsen kræver grundige løsninger

Indlæg af statsminister Lars Løkke Rasmussen bragt i Avisen Danmark den 20. februar 2019

Danmark er på rette spor.

Beskæftigelsen er højere end nogensinde. Færre er på kontanthjælp og dagpenge. Antallet på offentlig forsørgelse er det laveste i mere end tredive år. Mange unge tager en uddannelse. Og på en dag med god blæst dækker vindmøller hele vores elforbrug.

På få generationer er Danmark blevet et rigt og trygt land. Jeg kan ikke forestille mig en plet på kloden, hvor jeg hellere ville bo.

Det er ikke kommet af sig selv. Danmarks fremgang bygger på hårdt arbejde og holdbare løsninger, skabt og formet i fællesskab.

Vores sundhedsvæsen er et godt eksempel.

Jeg blev sundhedsminister i 2001. Jeg husker stadig, hvordan patienterne totalt havde tabt tilliden til det danske sundhedsvæsen. Lange ventetider, fejloperationer af kræftpatienter og masser af historier om danskere, som opsøgte tvivlsomme behandlinger i udlandet, fordi systemet herhjemme havde givet op.

Siden da er det gået frem. Ventetiderne er kortere, behandlingerne er bedre. Flere overlever alvorlige sygdom. Vi har investeret massivt i nye superhuse med næsten 50 mia. kr. – flere læger, flere sygeplejersker.

Meget er blevet bedre, fordi vi dengang tog bestik af fremtiden og leverede grundige løsninger. Det skal vi også gøre nu.

I løbet af bare de næste 10 år vil vi få 230.000 personer flere over 75 år i Danmark. De vil få brug for pleje og behandling, som vil presse sundhedsvæsnet og personale yderligere.

Socialdemokratiet har givet et løst bud på en løsning: Tvangsudstationering af læger og 1.000 flere sygeplejersker. Men når alene antallet af diabetikere næsten fordobles over 10 år, så rækker 1.000 nye sygeplejersker ikke langt.

Regeringen ønsker en langt mere ambitiøs og gennemarbejdet kurs for sundhedsvæsenet.

Vi ønsker, at flere borgere skal behandles tættere på eget hjem i nye sundhedshuse, så der bliver kortere rejsetid for patienterne og mindre pres på sygehusene. Sundhedshusene skal understøttes af 21 nye sundhedsfællesskaber, hvor hospitaler, praktiserende læger og kommuner arbejder sammen om at skabe bedre sammenhæng i behandlingen og undgå unødige indlæggelser.

Regeringen vil afsætte ekstra seks milliarder kroner til indsatsen. Penge, som kommer udover de midler som ellers afsættes til sundhedsområdet og som skal medvirke til, at de praktiserende læger og kommunerne kan opbygge den fornødne kapacitet og kompetence.

Samtidig ønsker vi, at alle borgere får samme høje behandlingskvalitet, og får overholdt deres patientrettigheder. Sådan er det ikke i regionerne i dag. Derfor skal flere ting løses på nationalt niveau. For eksempel har det været uhensigtsmæssigt, at it-systemer købes og implementeres forskelligt fra region til region.

Derudover ønsker vi flere varme hænder. Vi vil øge optaget på sygeplejerskeuddannelsen, så vi i de næste tre år optager omkring 2.000 flere sygeplejersker end i de seneste tre år. Som igen er 1.300 flere end i årene 2011-2014. Og vi vil arbejde for, at flere sygeplejersker får mulighed for at øge deres ugentlige arbejdstid. Det kræver blandt andet bedre ledelse og gode ansættelsesforhold.

Men først som sidst ønsker vi, at fremtidens sundhedsvæsen bygges i fællesskab og på et solidt fundament af viden og gennemarbejdede løsninger.

Derfor har innovationsministeren og sundhedsministeren – siden vi fremlagde vores forslag – afholdt 24 møder med i alt 40 interessent- og faggrupper samt 4 eksperter. På møderne har flere efterspurgt, at de nye sundhedsfællesskaber bliver stærkere. Og kommunerne har ønsket en stærkere repræsentation i sundhedsforvaltningerne.

Regeringen har lyttet til alle forslag og vil justere udspillet på flere områder som optakt til, at vi går i gang med de politiske forhandlinger.

Det skal stå klart, at flertallet i sundhedsfællesskaberne kan løbe med en god idé, selvom for eksempel én kommune ikke vil være med. Og vi vil give sundhedsfællesskaberne penge til at skubbe på udviklingen af de nye løsninger, der skal udvikles.

Vi vil også finde en model, hvor kommunerne i den nye struktur får god mulighed for at fremføre deres perspektiver på sundhedsvæsnet, så vi får skabt den nødvendige lokale forankring.

Vi skylder både patienter, pårørende og personale at lytte, samarbejde og lave hjemmearbejdet ordentligt. Sundhed skal ikke være en ideologisk kampplads, som splitter. Det skal være en fælles sag, som samler. Og hvor patienten sættes først.