LLR Hele Danmark skal forlæns ind i fremtiden
De gode gamle dage.
Det udtryk tror jeg, at vi alle sammen bruger indimellem. Men de var nok ikke altid så gode endda.
Jeg kender ingen, som ønsker sig tilbage til dengang, hvor det næsten var umuligt for viceværtens søn at få en længerevarende uddannelse. Fordi ophav og muligheder hang uløseligt sammen.
Når jeg ser på min egen familie, så er den i høj grad et billede på den udvikling, Danmark har været igennem. Min mor var ufaglært. Jeg blev familiens første student. Og mine børns generations muligheder er større, end min mors generation nogensinde kunne have forestillet sig.
På kort tid er vi som samfund nået langt, og hele vejen er udvikling og forandring gået hånd i hånd.
Gamle brancher og job er forsvundet, og nye er vokset frem. Den vedvarende omstilling har ikke altid været let, men den har været afgørende for, at vores samfund er blevet rigere, at der var jobs at få, og at nye generationer får flere muligheder end den forrige.
I dag kan en ny bølge af teknologiske fremskridt igen løfte os fremad og bidrage til at løse nogle af de problemer, vi står med.
Teknologi kan ikke løse alt, men den spiller for eksempel en uundværlig rolle i kampen mod klimaforandringer. Den bidrager også til at mindske fysisk nedslidning på mange arbejdspladser – og ikke mindst til at give os nye behandlingsmuligheder, hvis vi bliver syge.
I Danmark har vi haft som mål at den fremgang, som fulgte med udviklingen, skulle komme alle til gode. Det har bidraget til at skabe et af verdens bedste, rigeste og mest sammenhængende samfund. Alt er ikke perfekt, men vi har givet os selv alle forudsætninger for at skabe en bedre fremtid.
Samtidig har vi gjort en dyd ud af at finde løsninger i fællesskab. Det har igennem mange år skabt holdbare og helstøbte løsninger – lige fra fællesskabet i andelsbevægelsen til overenskomsterne mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen. Og videre ind på Christiansborg.
Det er også opskriften på, hvordan vi griber fremtidens muligheder. Alle skal med ind i fremtiden – og vi skal finde løsningerne i fællesskab.
Derfor nedsatte regeringen for to år siden ”Disruptionrådet – Partnerskabet for Danmarks fremtid”.
Her samlede vi folkevalgte, fagbevægelse, arbejdsgivere, eksperter, iværksættere og mange andre til at kaste et fælles blik på, hvordan Danmark griber de nye teknologiske muligheder. Siden da har regeringen præsenteret en lang række af initiativer, som har været drøftet i Disruptionrådet, og som ruster Danmark til fremtiden.
Torsdag præsenterer regeringen sin opfølgning på Disuptionrådets arbejde. Vi har ikke været enige om alt. Men vi har lyttet til hinanden. Lært af hinanden. Og vi har haft et fælles mål om, at alle danskere skal have et berettiget håb om et trygt og godt liv.
Derfor har vi i Disruptionrådet haft særligt fokus på de danskere, som risikerer at komme i klemme, når forandringernes vinde tiltager i styrke.
For hvor går man hen, når ens arbejdsplads flytter østpå og skolegang var noget, der blev afsluttet for over 30 år siden i 9. klasse?
Den udfordring blev blandt andet skildret i Danmarks Radios udsendelse om montricepigerne fra Thy, da deres arbejdsplads flyttede til Polen. Vi var mange, som fulgte kvindernes kamp for at genopfinde sig selv på et arbejdsmarked i forandring. Det var inspirerende og viste, at omstilling kan være svær, men også at det både er muligt og en nødvendighed.
Samme udfordring kan også møde unge på kanten, hvis vi lader dem glide ud af fællesskabet og skolen, inden de har fået hånd om livet.
Uddannelser til et arbejdsmarked i forandring har derfor været en helt central del af Disruptionrådets møder. For eksempel har Rådet drøftet anbefalingerne fra en ekspertgruppe, der siden er blevet til en stærk trepartsaftale, hvor vi for eksempel har afsat 400 mio. kr. til en omstillingsfond, så faglærte og ufaglærte kan efter- og videreuddanne sig eller helt skifte spor.
Sideløbende har regeringen sammen resten af Folketinget lavet en reform af det forberedende uddannelsesområde, som styrker indsatsen for de unge, der har sværest ved at finde vej efter folkeskolen. Og netop risikerer at blive efterladt på perronen, mens lyntoget mod fremtiden suser forbi.
Et andet stort tema i Disruptionrådet har været, hvordan vi som land og borger griber digitaliseringen på den bedst mulige måde, herunder kunstig intelligens.
Arbejdsmarkedets krav til vores digitale og tekniske færdigheder stiger. I foråret 2018 lancerede regeringen derfor en teknologipagt i samarbejde med erhvervslivet, fagbevægelsen m.fl., som også blev diskuteret i Disruptionrådet.
Pagten skal medvirke til, at nutidens og fremtidens medarbejdere bliver endnu bedre i stand til at gribe teknologiens nye muligheder.
Et tredje område hvor Disruptionrådet har gjort en forskel, er i spørgsmålet om data og sikkerhed. Det er et tema, der i stadig større hast har betydning for alle danskere, når de bruger sociale medier, køber varer på internettet eller downloader apps til telefonen.
Mere tryghed i en digital verden kræver bedre dataetik. Efter drøftelser i Disruptionrådet og anbefaling fra en ekspertgruppe nedsætter regeringen derfor blandt andet et Dataetisk Råd, som skal bidrage til at styrke datasikkerheden for danskerne og gøre det til en styrke for dansk erhvervsliv. På samme måde som socialt ansvar og miljøbevidsthed er blevet en selvstændig styrkeposition.
Uanset om det gælder uddannelse, digitalisering, dataetik eller et af de mange andre temaer, som har været drøftet i Disruptionrådet, så kræver det en vedvarende, fælles indsats at omsætte muligheder til fordele for alle.
Jeg er stolt af at være statsminister i et land, hvor vi, når alt kommer til alt, vælger samarbejdet og sagligheden fremfor konflikten. Det er ikke nogen selvfølge, når man ser på resten af verden.
Forudsætningen for fremgang er evnen til at være uenige på en ordentlig måde og række henover uenighederne for nå hinanden. Den evne udfoldes hver dag i hele landet. På lærerværelset, byggepladsen, i mødelokalerne og alle de andre steder, hvor danskerne lægger deres energi. Det bidrager til tillid, retning og sammenhold i en tid med mange forandringer.
Samme evne har udfoldet sig i Disruptionrådet gennem to år. Derfor vil jeg gerne rette en stor tak og til alle, som har bidraget til at rådets arbejde og dermed medvirket til at hele Danmark kommer forlæns ind i fremtiden.