LLR Jeg er ’89’er – jeg bevæger mig frit!

Kronik af statsminister Lars Løkke Rasmussen i Jyllands-Posten den 7. november 2009

Mit politiske verdensbillede fik sit gennembrud i 1989. Muren faldt og Jerntæppet brød sammen. Både fysisk og inde i hovedet på folk. Den forholdsvis fredelige revolution, der fulgte, skyllede Østblokkens totalitære regimer væk. Troen på, at kommunisme kan løse menneskehedens problemer med tvang og uniformering blev kastet på historiens mødding. Europas undertrykte halvdel blev ikke alene befriet - resten af verden fik nye muligheder. Murens fald skabte vor tids globalisering og banede vejen for en genforening af Europa.

Jeg tror ikke, at det er ”historiens dom”, for historien dømmer ikke. Den er bare et produkt af, hvad vi gør. Men historien lærer os, at store undertrykkende systemer kan styrte i grus pga. mange menneskers små, tålmodige undergravende initiativer - de mange små puf til Muren.

"Die Mauer, 13.8.1961 - 9.11.1989". På skrivebordet i mit hjemmekontor står en 5 x 5 cm. grøn-tonet cementafskalling med denne inskription. Hjemkøbt i Berlin på genforeningsdagen den 2.. oktober 1990, som jeg efter en meget pludselig indskydelse deltog i...

På vej til et udvalgsmøde i Græsted-Gilleleje tændte jeg for middagsradioavisen: Det er i dag, det sker! I dag forenes Øst- og Vesttyskland. Jeg skal være der, tænkte jeg. Ringede til Sólrun: Er du frisk? Ringede til min mor: Kan du passe Bergur? Drengen var 6 mdr. gammel. Få timer efter satte vores gamle, nedslidte Volvo 142 kursen mod Berlin. Ind i DDR via Rostock den 2. oktober ved 21-tiden - vi nåede lige Branderburger Tor kl. 24 - ud igen samme vej mindre end et døgn senere. Et pas, to dage, to stempler, "Rostock, DDR" på det ene - "Rostock, Deutschland" på det andet. En nat til forskel - en fantastisk historie...

Det var ikke en statsleder, men derimod et folk, der omsatte Ronald Reagans opfordring til virkelighed: "Mr. Gorbatjov, tear down this wall!" Den 9. november 1989 kunne østtyskerne ikke længere vente. Og da først forbindelserne mellem Øst og Vest var åbne, mistede de totalitære regimer de sidste rester af autoritet. Muligheden for at forlade Østblokken og ”stemme med fødderne” var en tidevandsbølge, der skyllede undertrykkerne bort.

Under den kolde krig kaldte man Østbloklandene for ”lukkede samfund”, mens Vesten var ”åbne samfund”. Begreberne blev opfundet af filosoffen Karl Popper længe før Muren blev opført. Han ramte plet. I Østblokken havde man hverken frihed til at bevæge sig eller til at diskutere åbent. Man var fanger i sit eget land.

Ingen i min generation kunne være politisk interesseret uden at forholde sig til Muren. Det var underligt, at man ikke kunne rejse frit. I Vesteuropa havde vi interrail - en billig måde for unge at komme fra Nordkap til Sicilien. Men vejen mod Øst var afspærret. Det var tydeligt.

Alligevel måtte jeg lægge øre til påstande fra jævnaldrende venstreorienterede om, at der også var ufrihed i den vestlige verden, og påstande om, at Østblokken trods alt sikrede sine borgere mad og bolig i modsætning til de vestlige kapitalistiske lande. Men hvilken mad og hvilken bolig! Normen var syltede agurker og storfamilier i toværelses lejligheder.

Sovjetlederne var ikke helt blinde. Efter et besøg i USA i 50’erne sagde Krustjov: ”Jeg har set sultens slavehær. Og den spiser godt.” Men erkendelsen var forbeholdt eliten. Systemkritikere, der anfægtede påstanden om Sovjetunionens overlegenhed, måtte være sindssyge. De blev spærret inde på psykiatriske hospitaler. Det rapporterede en modig kvinde, Irina Grivnina. Og så blev hun arresteret af KGB og sendt i to års ”indre eksil” i Kazakhstan.

Da de sovjetiske ungkommunister i 1985 inviterede til Moskva i anledning af den 12. Verdens Ungdoms Festival, tog jeg selv af sted med Venstres Ungdom. Vi demonstrerede mod Sovjets besættelse af Afghanistan. Og vi fik mulighed for at besøge Irina Grivnina. I kraft af et massivt politisk pres fik hun året efter lov til at rejse ud af Sovjetunionen.

Lille og spinkel står hun der på talerstolen ved VU’s 1986-landsstævne i Helsinge. Hun hyldes af 500 VU’ere for at sige højt, hvad hun kunne viske til nogle få af os året før i Moskva: ”Den frie tanke kan ikke lægges i lænker”. Det ansporer os. Irina viser os sprækkerne i den ideologiske mur. Lad os rive den ned!

Som ung liberal var den internationale dagsorden nok den vigtigste af alle. To emner dominerede: Forholdet til Østblokken og bestræbelserne på at opbygge et effektivt (vest)europæisk alternativ i form af det europæiske fællesskab. Det sidste stod Poul Schlüter og Uffe Ellemann Jensen i spidsen for med folkeafstemningen om EF-pakken i 1986. Argumenterne var til at forstå. De handlede netop om at borgere og virksomheder skulle kunne bevæge sig frit. Og resultatet blev et klart ja.

***

I slutningen af 80’erne oplevede jeg, hvordan Operation Dagsværk opfandt projekter til støtte for lande, hvor revolutionære socialistiske bevægelser stod stærkt. F.eks. det sandinistiske Nicaragua i 1986. Pengene tilfaldt den ene side i øst-vest-konflikten. Den forkerte.

Vi havde brug for et alternativ. Og hvad var mere oplagt end det Sovjet-besatte Afghanistan? Resultatet blev ”Skoleprojekt Afghanistan,” der indsamlede midler til at bygge en pige- og en drengeskole.

Jeg er stolt af, at jeg selv tog til Afghanistan i 1988 for at finde skoleprojektet. Her så jeg, at afghanerne ikke er så forskellige fra os. De ønsker et liv i frihed og en tryg fremtid for deres børn. Hvis ikke det kan sikres med det gode, forsøges det med det onde. Sådan er verden. Alene derfor må vi ikke opgive Afghanistan og give plads for et kaos, der kun kan udfyldes af Taliban.

Jeg husker, hvordan general Boris Gromov som den sidste gik over grænsen, da Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan. Verden åndede lettet op. Men det blev ikke startskuddet til en varig fred. De afghanske oprørere gik i gang med at bekrige hinanden. Det efterlod landet sårbart overfor Taliban.

Nogle måneder efter at Sovjetunionen opgav sit jerngreb om Afghanistan, smuldrede også kontrollen med Østeuropa. De ungarske reformkommunister lod østtyske turister smutte over grænsen til Østrig. Østblokken slog revner. Og når man mødte østeuropæiske politikere, anstrengte de sig ikke længere for at efterplapre regimets officielle retorik. En delegation fra de sovjetiske ungkommunister, Komsomol, irettesatte endda deres danske søsterparti, fordi de danske kommunister stadig troede på planøkonomi.

***

Tyve år er ufattelig lang tid siden. I dag vokser unge op uden at ane, hvem Gorbatjov og Reagan egentlig var. De kender Ole Sohn, men ikke den Honnecker, som han sammen fejrede DDR’s 40 års jubilæum med - kun fire uger før Murens fald. Det er ufatteligt for nutidens unge, at der engang har været en mur mellem Øst og Vest. Lige så ufatteligt, som det var fantastisk for mig, da den faldt.

Vi skal lære af historien. Vi skal ikke tage for givet, at frihed er en selvfølge. Derfor skal vi huske den kolde krig, jerntæppet og den frygtsomme stemning, der herskede i Europa før 9. november 1989.

Efter Murens Fald fulgte globaliseringen. Den udsprang heller ikke af en naturlov, men af en politisk proces, hvor vi møjsommeligt har fjernet handelshindringer og statsstøtte for at fremme et verdensmarked, der kan skabe vækst og velstand - også i de fattigste lande. Hvis vi nok engang begynder at opbygge nye handelshindringer, frem for at afvikle de resterende, risikerer vi et stort skridt tilbage i tiden. Vi skal ikke have nye mure.

Efter 1989 tog det europæiske samarbejde nogle afgørende skridt fremad. Fremsynede politikere udnyttede det momentum, som blev skabt i kølvandet på Murens fald, hvor alle var ivrige efter at genforene Europa. Vi skal gøre arbejdet færdigt. Vi må ikke svigte det samarbejde, der sikrer stabilitet, frihed og fred i Europa.

Og her 20 år efter 1989 skal vi huske, at kampen mod totalitære kræfter ikke er slut. Nok er kommunismen død, men andre former for politisk fundamentalisme truer. Vi har en moralsk pligt til - og en rationel egeninteresse i - at engagere os i verden. Vi skal vise, at den liberale kapitalisme, som har domineret verden efter Murens fald, ikke bare er økonomisk, men også etisk overlegen.

Nogle af os har oplevet Murens opførelse, nogle af os dens fald. Men vi lever alle med erfaringerne. De erfaringer gør os til 89’ere. Vi parate til at rette vores fejl, løbende. Gennem et åbent marked, hvor alle har adgang til at eksperimentere. Og gennem et åbent politisk system, hvor alle har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. I den vestlige verden er vi ikke klogere end i resten af verden. Vi er bare bedre til at gøre op med vores dumheder, fordi vi har friheden til det.