LLR Tre opgør med en forfejlet uddannelsespolitik

Kronik af statsminister Lars Løkke Rasmussen bragt i Politiken lørdag den 27. maj 2017

For mange unge mister grebet om skolen og risikerer også at miste grebet om livet. Det kan vi ikke være bekendt. Vi skal tage opgøret med årtiers svigt af de svageste unge.

For syv år siden, en decemberdag i 2010, inviterede Politikens journalist Olav Hergel mig til Askerød ude på Vestegnen. Der var en flok drenge, han syntes, jeg skulle møde.

De var vrede på mig, de drenge. Jeg bildte mig ind – og jeg bilder mig stadig ind – at det ikke var så personligt. At det nok mest var, fordi de så mig som repræsentant for det officielle Danmark.

Et Danmark, de ikke følte, gav dem en fair chance. Gang på gang oplevede de at blive bedømt ud fra deres postnummer og baggrund, ikke ud fra hvem de selv var.

Så sad vi dér en eftermiddag i december – drengene, journalisten og jeg – og hang ud i et trøstesløst beboerlokale i en kælder i et alment boligbyggeri. Der blev talt lige ud af posen. Det blev til en lang snak – og en god snak.

Bagefter tænkte jeg: Det her kan ikke passe. Der må være andre muligheder for de drenge. Du er statsminister, sagde jeg til mig selv, du må kunne gøre noget.

Jeg inviterede drengene til møde sammen med nogle virksomhedsledere. Askerøddrengene mødte op på Marienborg i deres stiveste puds. Virksomhedslederne fulgte op med job-besøg. De gav de unge en chance.

Ekstra Bladet fulgte op med en historie om, at jeg var mødtes med kriminelle. Så var drengene igen sat i bås. Det viste sig, at en af dem var sigtet for mord, hvilket selvfølgelig var dybt alvorligt. Men det ændrede ikke mit syn på resten af drengene.

Mødet med de unge fra Askerød blev skelsættende for mig. Det blev en af den slags oplevelser, som får én til at stoppe op og tænke: Her er en værdig sag at kæmpe for.
Og den sag kastede jeg mig over i de år, der fulgte, hvor jeg fik lidt bedre tid.

For drengene fra Askerød var repræsentanter for et større problem, som har mange årsager, men som falder tilbage på, at alt for mange tabes i skolen og på uddannelserne.

Jeg var overbevist om, at der kunne gøres noget, ikke af mig selv direkte, men af professionelle undervisere med afsæt i mental træning, vedvarende støtte og læringsmetoder, der virker.

Lad mig komme med bare ét eksempel: I LøkkeFonden lavede vi forløb med intensiv faglig og personlig læring. Og på to uger formåede eleverne at indhente, hvad der svarede til flere skoleår i stavning, læsning og matematik.

Det kan lade sig gøre. Vi kan nå børnene. Vi skylder dem at gøre det.

Jeg gav mig selv det løfte, at hvis jeg blev statsminister igen, så ville jeg tage mere grundlæggende fat på problemerne for børn og unge på kanten. Det løfte forsøger jeg at indfri nu.

Og det må starte med erkendelse af, at meget af det, vi har gjort hidtil, har fejlet.

Ingen – uanset om det er de unge selv, deres forældre, lærere, skoleledere, lokalpolitikere eller landspolitikere – har andet ønske, end at alle børn og unge klarer sig bedst muligt.

Alligevel har vi fejlet. Det er et kollektivt svigt.

Og for at komme videre må vi også kollektivt tage et opgør med det svigt. Der er brug for et opgør på tre fronter:

For det første må vi tage et opgør med de gode viljer, forstået på den måde, at gode viljer ikke er nok.

De unge på kanten skal mødes af en professionel indsats.

Der er metoder, som virker bedre end andre. Der er lærere, der er dygtigere end andre. Der findes professionel ledelse. Det er måske meget godt, at en ildsjæl kører en produktionsskole, men det er slet ikke godt nok.

I dag bliver de, der har sværest ved at finde vej efter folkeskolen, mødt af den tætteste jungle af forskellige tilbud: Produktionsskoler, almen voksenuddannelse, ordblinde-undervisning, erhvervsgrunduddannelsen, kombineret ungdomsuddannelse osv.

Og kvaliteten er svingende. Alt for mange unge bliver sendt fra det ene kursus til det andet uden at gøre noget færdigt. Deres CV bliver fyldt med omvalg, frafald og nederlag.

Vi skal tage ansvaret for de unge på kanten lige så alvorligt, som når vi uddanner deres mere heldigt stillede kammerater – måske mere alvorligt.

På gymnasier, professionshøjskoler og universiteter er der strømlinede tilbud til de stærke unge. De svage unge skal også have strømlinede, professionelle tilbud af høj faglig kvalitet. Ja, de har mere brug for det end nogen.

Andre steder i samfundet - i sundhedssystemet f.eks. - ville vi aldrig basere os alene på mennesker, der føler sig kaldet til det, de laver, hvor sympatisk det end er. Vi har brug for læger, sygeplejersker og sosu-assistenter, der er 100 procent professionelle og har en meget høj faglighed. De må også gerne have hjertet på rette sted. Men det er altså ikke nok.

Det første opgør, jeg vil tage, er opgøret mod de gode viljer og for professionalisme.

Mit andet opgør er et opgør med det, man kunne kalde de onde viljer.

Et opgør med den indstilling, jeg desværre møder rundtomkring hos nogle skoleledere eller kommunalpolitikere. Og som ærlig talt gør mig noget harm – meget harm. Jeg støder på den opfattelse – ja man tror det næppe - at det er børnene selv, der er noget galt med, når to-tre-fire børn i hver klasse fortsat forlader en af verdens dyreste folkeskoler uden at kunne læse og regne ordentligt.

Jeg vil ikke anerkende det synspunkt, at det ikke er muligt at drive en kommunal folkeskole, hvor børn, som de er flest, lærer at læse og regne på et tilstrækkeligt niveau efter 10 års skolegang.

Jeg godtager ikke den forklaring, at fordi man er født ind i en bestemt familie eller med en uheldig baggrund, så kan skolen bare give op. Tværtimod!

I sidste uge kom der nye PISA-tal. De viser, at elever med indvandrerbaggrund stadig klarer sig markant fagligt dårligere end andre. Også når man tager højde for social baggrund. Det skal vi ikke acceptere.

Jeg overbevist om, at børn, som de er flest, kan lære nok i skolen, hvis de får muligheden for det.

De børn og unge, som ingen tror på, mister også troen på sig selv.

Jeg har oplevet, hvordan børn flytter sig fagligt, når nogen tror på dem. Når de bliver mødt af tillid, opbakning og solide faglige metoder.

Jeg har set, at de også vokser fra børn til unge mennesker. Ranker ryggen, får lys i øjnene og håb for fremtiden. Det er dér, vi skal hen.

Mit tredje opgør er med det synspunkt, at vi kan og skal løse alle sociale problemer ved at dele flere penge ud.

Vi bruger rigtig mange penge på uddannelse. Vi har et trygt samfund, hvor mennesker bliver forsørget, hvis de ikke har arbejde.

Alt det har vi. Og alligevel står vi med en kæmpe udfordring. Det er ikke, fordi forældrene får for lidt i kontanthjælp, at tusindvis af elever i hver årgang ikke lærer at læse og regne ordentligt.

I det danske velfærdssamfund burde der være alle muligheder for at bryde den sociale arv. Det er et smerteligt dilemma, at det ikke sker.

Det er et nederlag for os alle sammen, når nogle tilbydes en falsk tryghed som klienter med handlemuligheden deponeret på kommunekontoret – og ikke den reelle tryghed, der følger af at være en myndig borger, der kan klare sig selv i livet.

Den vigtigste socialpolitik overhovedet er uddannelse til børnene og arbejde til forældrene. Det er det, der får mennesker til at flytte sig fra kanten og ind i fællesskabet.

Med det mål at få en ordentlig tilværelse. Og med den erkendelse, at det ikke er det samme for alle. For den enkelte handler det ikke om, hvorvidt man ender som professor, tømrermester eller cykelsmed. Men om at ende det sted, hvor man har et arbejde, skaber sig et liv og forsørger sin familie.

Uddannelse er ikke et mål i sig selv. Det er et redskab til at nå målet – for langt de fleste. Næsten ni ud af ti unge i kontanthjælpssystemet har ingen uddannelse ud over folkeskolen.

Der er så nogle, som finder et arbejde og bliver dygtigere gennem det, gør sig uundværlige og ikke behøver at lære tingene på skolebænken. Det er fint. Men for flertallet er uddannelse en forudsætning for et job.

Og det bliver endnu vigtigere i fremtiden.

Den teknologiske udvikling stryger afsted. Globaliseringen åbner verden og gør mange rigere. Toget suser derudad. Men der er også nogle, der oplever, at toget med kammeraterne kører med fuld fart mod lyse horisonter. Mens de selv står tilbage på en mørk og øde perron.

Vi må have den ambition at gøre alle klar til rejsen.

Hvorfor er det så vigtigt?

Fordi det præger hele måden, vi er land på. Et harmonisk land. Med tillid til hinanden. Hvor vi taler sammen på kryds og tværs. Hvor de rigeste ikke lukker sig inde bag pigtråd og vagtværn. Og de fattige ikke er isoleret i ghetto.

Men et land, hvor vi vokser op med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os selv.

Hvor vi deler skole, kammeratskab og snakker med hinanden over hækken i det samme kvarter, selvom vi er forskellige.

Det er grundlaget for det danske samfund – for Danmark.

Også derfor er det en hjertesag for mig, at vi giver alle en chance og får alle med.

Den simple løsning, der tryller alle problemerne væk, findes ikke. Det gør den stort set aldrig. Men de realistiske løsninger findes.

I min nytårstale udstak jeg den linje, at vi skal gøre alle til fremtidens vindere.

Og henover foråret har regeringen brik for brik fremlagt en samlet strategi, som skal støtte de svage børn og unge og hjælpe dem frem i livet.

For to uger siden lagde vi endnu en brik i puslespillet med et udspil til en reform af det forberedende område, dvs. af hele den uoverskuelige jungle af tilbud til de unge, der ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse efter folkeskolen.

Vi vil erstatte de mange eksisterende tilbud med én ny forberedende
grunduddannelse for unge op til 25 år. En ny uddannelse med større professionalisering og høj kvalitet.

Vi skal også have flere ind på erhvervsuddannelserne. Derfor har vi aftalt med fagbevægelsen og arbejdsgiverne, at målet er flere praktikpladser. Det er også i gang.

I sidste måned fremlagde vi et udspil om dagtilbud. Med en styrket, tidlig indsats for de børn, der har mest brug for det.

Og efter børnehaven skal skolen følge op. Det er sat i gang med folkeskolereformen. En længere og mere varieret skoledag giver netop mulighed for at gøre mere for de børn, der har det svært.

Men reformen når ikke at få fuld virkning for de årgange, der går i de ældste klasser i dag.

Vi skal være tålmodige med folkeskolereformen. Den skal have tid til at virke. Men vi har ikke råd til at være tålmodige på vores børns vegne.

Derfor bakker vi skolen op med en skolepulje på 500 mio. kr. til omkring 100 folkeskoler, der har mange elever med utilstrækkelige færdigheder i de ældste klasser. De går kun i 9. klasse én gang i livet. De kan ikke vente.

Derfor er det også ubegribeligt for mig, at skolerne i Københavns Kommune, som er den kommune med flest fagligt svage elever, har meldt pas til initiativet. Den holdning kan de ikke være bekendt. Det er et svigt af de fagligt svage elever, der går i 7., 8. og 9. klasse.

Vi skal tage opgørene med årtiers svigt af børn og unge på kanten.

Jeg indledte min kronik med at fortælle om mit første møde med drengene fra Askerød. Det blev til flere møder i tiden, der fulgte. Og der knytter sig en opbyggelig sidehistorie til, som jeg fik fortalt, da jeg besøgte drengene igen.

For det var sådan, at Askerød-bebyggelsens faste glarmester havde ringet til administrationen. Han undrede sig over, at han ikke længere blev kaldt ud for at skifte knuste ruder i området. Og nu ville han lige forhøre sig, om de havde skiftet leverandør?

Det havde de ikke. Drengene i Askerød var bare holdt op med at knuse ruder og foretog sig i stedet noget fornuftigt.

Jeg er grundlæggende optimist. Derfor glæder jeg mig også over, at langt de fleste danske børn og unge tager en uddannelse, strutter af selvtillid og har mod på og håb for fremtiden. De fleste klarer sig godt, og derfor er jeg ikke så bekymret for dem.

Jeg vil derimod lægge flere af kræfterne hos dem, der falder igennem. Hos de unge, hvis problemer har ligget uløste alt for længe.

De har kun én barndom. De har kun ét liv. Deres chance må ikke forspildes.