PNR ''Debatten på hovedet'', Politiken den 24. august 1998.

Ikke så sjældent går en debat i ring .....

Sådan er det med debatten om vort velfærdssamfund og vores velfærdsydelser. Om overførselsindkomster kontra service, og sådan er det med debatten om indkomstgraduering af børnechecken og folkepensionen: 'Hvis bare alle de rige betalte mere selv, så kunne der blive råd til alt det andet'.'Hvorfor skal 80% betale til de andre 80%' hedder det.

Det ser desværre ud til, at dem, der deltager i debatten, mere eller mindre bevidst har anlagt en 'populær' vinkel på emnet, for på den måde at undgå at forholde sig til de faktiske forhold. For nylig kunne man læse, at adskillige navngivne politikere foreslog at indkomstgraduere medicintilskud, brilletilskud og varmehjælp til pensionister. Det gav så anledning til at bygge en historie op omkring hvor mange tilskud, der alene gives på grund af alder. Det interessante ved de politiske forslag og historien er, at det faktum, at de nævnte tilskud allerede er afhængige af indkomst, ikke nævnes.

Lige så slående er det, at man diskuterer, hvordan man skal nedbringe udgifterne til overførselsindkomsterne, uden at forholde sig til det faktum, at regeringen gennem de sidste 4 år har nedbragt antallet af danskere på overførselsindkomster med mere end 100.000 personer. Det giver os muligheder for - isoleret set - at disponere over mindst 15 mia. kr. til at nedbringe gælden og forbedre kvaliteten i vort samfund. Det er sket takket være en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor man er gået fra passiv forsørgelse til aktiv indsats. Og takket være en aktiv beskæftigelsespolitik.

Desværre for den almindelige danskers forståelse, så er debatten om vort velfærdssamfund og velfærdsydelser præget af for mange myter og for lidt seriøsitet. Og det er en skam. For vi skal hele tiden diskutere, hvordan vort velfærdssamfund udvikler sig. Om vi fungerer rigtigt. Om vi opnår det, vi vil. Om vi får mest mulig kvalitet og velfærd for pengene. Men det skal ske på en ordenlig og seriøs måde os politikere imellem og i medierne. Det skal vi også nu. Derfor vil jeg gerne lægge ud med et socialdemokratisk bud på, i hvilken retning vort velfærdssamfund skal udvikle sig.

Det danske velfærdssamfund bygger på en række rettigheder og pligter - en slags social kontrakt mellem borger og samfund. En politisk forestilling om, at gør man sin pligt som borger, så opnår man rettigheder i fællesskabet. I vort velfærdssamfund har alle, uanset indkomst, ret til en række kerneydelser. Alle har f.eks. fri og lige adgang til uddannelse, gratis behandling, hvis man bliver syg. Alle har ret til dagpenge eller kontanthjælp, hvis man bliver arbejdsløs, til barsel ved fødsel, til børnefamiliecheck, når man er forsørger for mindreårige børn og selvfølgelig til en folkepension, når man nu engang bliver gammel. Disse ydelser er vi alle med til at finansiere over skatterne.

For et halvt år siden diskuterede vi intenst spørgsmålet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, bl.a. med udgangspunkt i Rockwool-Fondens analyser. Jeg mener, det er en vigtig debat at fastholde - også i lyset af den helt aktuelle velfærdsdebat.

Lige nu er 'Robin Hood' så kommet i centrum for debattenI øjeblikket har mange travlt med at slå sig op på, at der ikke længere er råd til et sådant velfærdssamfund, hvor alle har ret til en række grundlæggende kerneydelser. At der ikke længere er plads til den slags velfærdssamfund i en moderne verden med en global økonomi. Inden jeg forholder mig til dem og til den holdning til velfærdssamfundets fremtid, vil jeg henvise til den amerikanske forfatter Garreth, der for nylig har skrevet en bog om, hvilke samfund, der klarer sig bedst i den internationale konkurrence. Efter at have undersøgt udviklingen i 14 lande - heriblandt Danmark - når forfatteren frem til, at det er velfærdssamfundene med store socialdemokratier og stærke fagforeninger, der fra 1945 og frem til i dag har klaret sig bedst. Både når det gælder økonomisk vækst, bekæmpelse af arbejdsløsheden og en progressiv fordeling over skatterne.

Dog var Danmark i 1980’erne en undtagelse. Her havde vi en lavere økonomisk vækst og højere arbejdsløshed. I 90’erne er udviklingen vendt og Danmark i frontposition, når det gælder økonomisk fremgang, lav inflation og høj beskæftigelse. Bogens konklusion er, at den skandinaviske velfærdsmodel fortjener at være et forbillede - også når man skal klare sig i nutidens globale økonomi.

Forfatteren har ret. Vi kan og vil klare os på velfærdssamfundets grundlag i den globale økonomi. Velfærdsmodellen bygger på, at vi fastholder en høj beskæftigelse, så vi har råd til velfærden. Danmark har en af verdens højeste beskæftigelsesfrekvenser, fordi både mænd og kvinder arbejder - og arbejder meget. Omvendt er forudsætningen for at dette kan lade sig gøre, at vi har et velfungerende og veludbygget socialt system, der sikrer daginstitutionenspladser til børn, pleje og omsorg til ældre. Velfærdssamfundet sikrer høj beskæftigelse - og høj beskæftigelse sikrer velfærdssamfundet. Derfor ønsker vi ikke alene, at der skal være plads til alle. Vi har faktisk brug for alle i det danske samfund.

Konklusionen er for mig krystalklar: Hvis vi formår at forny og modernisere vort velfærdssamfund, står vi meget stærkt i det 21. århundrede.

Og så tilbage til den aktuelle diskussion: Har vi råd til velfærden også i fremtiden? Mit svar: Ja, det har vi, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. For mig er det utrolig vigtigt, at også fremtidens velfærdssamfund bygger på den politiske forestilling om pligt og rettigheder, og at vi alle har muligheder uanset indkomst, men alene i kraft af, at vi er mennesker i et dansk samfund. Når nogen foreslår en prioritering, hvor der tages fra nogen, der i virkeligheden er svage for blot at give til andre, der er svagere, så forsøger man i virkeligheden at gøre op med forestillingen om pligt og rettigheder og med principper om, at der skal være muligheder for et godt liv for os allesammen. Det overrasker mig ikke, at de borgerlige politikere ønsker at gøre op med det, men at enkelte socialdemokratiske borgmestre også ønsker en sådan prioritering er overraskende. For med en sådan prioritering, bliver nogen straffet, fordi de gør deres pligt og er med til at sikre et fællesskab. Derfor er det ikke rimeligt, at børnechecken indtægtsreguleres, for hvis vi indtægtsregulerer, vil vi ramme tusindvis af børnefamilier med ganske almindelige indtægter og beskatte en ekstra arbejdsindsats hårdt!

Velfærdssamfundet er ikke en statisk størrelse. Forskellige mennesker kræver forskellige løsninger, der igen er forskellige over tid.

En god ældreomsorg og en tryg alderdom, har altid stået centralt i den socialdemokratiske velfærdstanke. Men den måde vi har indrettet velfærden overfor ældre på er, som mange andre forhold, historisk betinget. Tidligere var det forbeholdt de få at have større opsparinger til pensionen. Mange havde arbejdet fra 14-15 års alderen - ofte med hårdt fysisk arbejde. Når man nåede pensionsalderen var det ofte med et nedslidt helbred og uden større opsparing .Hvad der dengang gjaldt for de fleste, gælder i dag for de få. I dag lever de fleste længere, har bedre helbred og dermed en mere aktiv 3. alder og bedre økonomi.

Der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at jeg godt vil være med til at prioritere - men bare ikke på den måde, som de borgerlige foreslår. Jeg vil prioritere på en helt anden måde. Der skal ikke røres ved de grundlæggende velfærdsydelser, for når man er med til at holde liv i og er en del af et fællesskab, så skal man ikke straffes, men derimod belønnes. Ellers falder hele fundamentet for vort fællesskab væk.

Men selvom man ikke piller ved det grundlæggende, skal der altid prioriteres. F.eks. ved vi, at 25% af de ældre i dag har indkomst, der overstiger gennemsnittet af de erhvervsaktive. En andel der vil vokse markant i de kommende år.

Derfor er der god grund til at se på, om vi fortsat skal have velfærdsydelser, der alene afhænger af alder, eller om vi i større omfang skal tildele ydelser efter behov. Skal en ældre med en indkomst på 150.000 om året have mere end dobbelt så meget i boligydelser som den enlige forsørger med samme indkomst? Skal man pr. automatik forvente hjemmehjælp til rengøring, fordi man fylder 67 år, eller skal man selv betale for den ekstra rengøring, man ønsker, hvis man har råd til det, så der kan blive flere timer til de svageste ældre? Skal den aktive tennisspillende 60-årige advokat pr. automatik gå på efterløn som 60-årig, og supplere efterlønnen op med store pensionsopsparinger, når der i de kommende år er hårdt brug for hans erfaring og arbejdskraft?

Når der er grund til at begynde at diskutere den slags prioritering, og ikke en prioritering, der gør op med velfærdssamfundets grundlæggende forestilling, skyldes det, at vi står over for at skulle opprioritere en række fundamentale serviceydelser.

På trods af en forøgelse af sygehusvæsenets budgetter med 4 mia. over de sidste 5 år, er der behov for, at vi gør endnu mere for at få sundhedsvæsenet til at fungere bedre, og får nedbragt ventetiderne yderligere. Der skal investeres i folkeskolen, og børnepasningen slkal forøges i mange kommuner. Der skal gøres en ekstra indsats for de svageste ældre, der mangler plejehjemsplads eller flere hjemmehjælpstimer. Det er disse opgaver, vi i regeringen ønsker at tage livtag med i de kommende år.

For at kunne udvikle vort velfærd og bevare vort velfærd som beskrevet overfor, har Socialdemokratiet og regeringen valgt at prioritere på den måde, at vi fastholder den sunde økonomi. Fortsætter arbejdet med at få flere i beskæftigelse samt nedbringe antallet af personer på overførselsindkomster. Ikke ved at forringe forholdene, tage ydelserne fra dem eller reducere satserne, men ved at skaffe arbejde til de, der endnu er udenfor, hvad enten der er tale om ledige, ældre der ønsker at arbejde på nedsat tid, eller førtidspensionister. Derfor skal vi tage den vigtige debat om prioriteringen af ressourcerne og overalt sikre, at vi får mest kvalitet for pengene - også i kommuner og amter.

Mit politiske projekt, min politiske vision er at forny, forbedre og modernisere vort velfærdssamfund - og gøre det i fællesskab, så det kan overleve smukt og stærkt i det næste århundrede Jeg deltager gerne i debatten om: Hvordan? . Men den bør føres på de rigtige præmisser og et seriøst grundlag.