Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Indlæg

PNR ''Det handler om solidaritet'', Berlingske Tidende lørdag den 27. Februar 1999

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

I forbindelse med lanceringen af Dansk Flygtningehjælps ny landsindsamling 'Flygtning 99 - Hjælp uden omveje' har Poul Nyrup Rasmusssen også som formand for Nationalkommiteen og kampagnen, sammenfattet sine tanker om sagen.

Vi har så travlt alle sammen i vores flittige land. Vi skal nå at komme på arbejde, at komme hjem fra arbejde, hente vore børn, komme i klubben, i foreningen. Vi skal nå både svømning, bowling og fodbold om søndagen, fjernsyn om aftenen. Vi har så travlt alle sammen. Hele dagen. Hele ugen. Hele året.

Politikerne har også travlt. De skal holde møder, de skal træffe beslutninger, nogen til større tilfredshed for befolkningen end andre! Og befolkningen er naturligvis også optaget af at skælde politikerne ud - er der ikke det ene, så er der i hvert fald med garanti det andet!

Men - der er noget, der er vigtigere end så meget andet. Jeg tror, at det er godt for Danmark, for det danske samfund, at vi - ind imellem vores travlhed med de daglige gøremål - også får lejlighed til at beskæftige os med noget, der er vigtigere end så meget andet.

Det er ikke sundt, hvis vi lader vores liv, vores kultur, vores politiske arbejde og vores dagligdag fyldes alene med trakasserier og små skænderier, som spærrer for, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt.

Det, vi beskæftiger os med i Dansk Flygtningehjælps 'Flygtning 99 - Hjælp uden omveje', er meget meget vigtigt.

Vi troede jo mange af os, da vi så glæden, festen, da vi så mennesker vælte den sidste del af Berlin-muren, at - så nu var det en ny tid. Og det var det på sin vis også. Den store kolde krig var forbi, men det blev en varm fred i stedet for. Pludselig åbnedes vores øjne for alt det, der ellers foregik bag scenen - vi så og ser mennesker blive behandlet på en helt uacceptabel måde. Vi ser tydeligt dét, der ikke kunne ses før.

På sin vis spærrede den kolde krig også for vor opmærksomhed og bevidsthed om, at der foregår ting på vores blå klode, som vi må tage skarpt afstand fra.

Vi ser nu billederne hver eneste dag i fjernsynet, i aviserne og somme tider i reklamer:

Den svigtede mor med sit barn på ryggen i en flygtningelejr i Somalia.

Familier i sønderskudte ruiner i Afghanistan.

Mennesker med ansigter fulde af træthed og frygt stuvet sammen i synkefærdige fiskerskuder på vej over Middelhavet, Det sydkinesiske Hav – eller måske over Østersøen.

Sigøjnerfamilien fra det tidligere Jugoslavien, der er blevet stoppet i lufthavnen eller på motorvejen på vej ind i et vesteuropæisk land.

Mennesker på vej fra noget, men sjældent eller måske aldrig til noget.

For en flygtning er dette lille ord til alt for ofte noget meget meget fjernt i enhver henseende. Og som regel altid noget meget usikkert.

Uden viden om, hvordan dagen i morgen bliver.

Jeg synes, at det er værd at tænke over som dansker.

Ganske vist kan vi i Danmark kritisere og brokke os over mange ting. Og det gør vi sandelig også! Men vi ved altid nogenlunde, hvordan dagen i morgen bliver. Vi har de politikere vi har - det er vi sådan nogenlunde sikre på. Og vi har også vores arbejde i større grad end vi havde før - det kan vi også være rimeligt sikre på. Og vi har et af verdens højeste skattetryk - det er vi også nogenlunde sikre på.

Og derudover former livet sig for os, som det nu plejer at gøre. Der er såmænd ikke den store usikkerhed om, at dagen i morgen også vil være hos os danskere - på en ordentlig og tryg måde.

Men der er altså 20 millioner mennesker rundt omkring, som ikke aner hvordan deres dag ser ud i morgen. Og som er ret sikre på, at det bliver en dag med frygt, usikkerhed, angst og eksistenskamp!

Det kan ikke nytte at lukke øjnene og tale mod bedre vidende. Vi kan i Danmark gøre en forskel.

Vores kultur bliver beriget af flygtninge og indvandrere - ikke fattiggjort! Det handler om et humanitært arbejde internationalt og integration nationalt. Meget forenklet er det i dét spændingsfelt - udadtil og globalt på den ene side, indadtil og lokalt på den anden side, at broerne skal bygges. Det er i dèt spændingsfelt Dansk Flygtningehjælp arbejder - et mindeværdigt arbejde!

Dansk Flygtningehjælp er simpelthen en fuldstændig afgørende del af vores fælles værdighed i Danmark. Af vores fællesskab i Danmark.

Den kampagne, som nu søsættes, sætter fokus på noget helt afgørende: At der ikke er nogen omveje. Heller ikke for os selv - i vores eget sind! Der er ingen vej udenom - vi er fra Danmark, derfor hjælper vi mennesker i nød.

Hjælp uden omveje betyder for det første et arbejde, der muliggør en direkte indsats i verdens brændpunkter.

Hjælp uden omveje er en opfordring til den enkelte om at gøre en forskel. Og jeg kan garantere for, at man har det ret godt med at gøre en forskel. Uanset om det nu er i ens nære dagligdag eller i den store politik, hvor nogle af de gamle opskrifter og løsninger står for fald fordi udfordringerne er nye! Men vores værdier og fælleskab er dog det samme! Hver især både kan og må vi gøre en forskel.

Det handler om det personlige ansvar - og det handler om den enkeltes engagement for flygtninge. Det er det engagement, der er grundlaget og livsnerven i det frivillige arbejde.

Det er det, som gør den sag, vi er samlet om i dag, til en fælles sag. En fællessag.

Og det er resultaterne, der tæller.

Mange mange frivillige yder i dag en uundværlig indsats for Dansk Flygtningehjælp og for flygtninge. Vi vil for vor part - fra regeringens side - gøre, hvad vi kan.

Men vi har brug for endnu flere.

For husk, på en måde kan vi vel også sige til os selv: Hvis de store magter står for 'det hårde isenkram' og vi naturligvis påtager os vor del af ansvaret. Så står vi også meget afgørende for det humanitære - og alt det der skal igangsættes før en krig bliver en krig. Det er jo dér, vores indsats blinker - det er dér, vi har gjort - og fortsat kan gøre - en forskel.

Vi er verdens rigeste samfund - i alt fald et af dem. Vi har demokrati, vi har ytringsfrihed, vi har retsbeskyttelse og en lang, lang række goder, som andre lande med rette misunder os.

Men det giver os samtidig i mine øjne et stort ansvar som nation, som samfund og som enkeltpersoner for at vise - solidaritet!

Vi skal gøre en forskel. Indadtil og udadtil. Det handler om solidaritet

Der i dag flere mennesker, som på grund af væbnede konflikter befinder sig i en situation, hvor der er behov for akut hjælp. Deres største håb er at kunne vende tilbage og genoptage en bedre tilværelse.

De frygter for liv og helbred og for familien og børnenes fremtid. I flygtningelejrene mange steder i verden møder vi i tusindvis af mennesker, som må leve med kun de mest grundlæggende fornødenheder i bedste fald – i værste fald mindre.

Og jeg kan forsikre for, at hvis man - som jeg en kort stund - har siddet i et lille klasseværelse i en lille by i Republika Serpska og set mændene, der kalder sig skolelærere, nede bagest i lokalet, viceborgmesteren ved siden af én, eleverne ude ved siden og spurgt: Hvordan går det egentlig med freden her? Så bliver man klar over - uden at man helt forstår sproget - at den fred, den er ekstrem skrøbelig. Den fred er kun stærk og varig, hvis vi yder bistand og hjælper til! Hvis vi sørger for, at skolerne bliver ordentlige, hvis vi sørger for at vejene bliver bygget, hvis vi sørger for at beskæftigelsen og byggeriet kommer igang.

Nødhjælpsarbejderne udfører et stort og værdifuldt arbejde for flygtningene. Et arbejde, der bliver stadig farligere, som vi desværre har set ulykkelige eksempler på. Men et arbejde, der hjælper. Det gør en forskel.

De mange, vi hjælper, husker os. Mange, mange flygtninge, som med bistand fra det internationale samfund – fra NGO’er, fra Danmark, EU og FN – er vendt tilbage, husker os. Det er sket efter afslutningen af langvarige konflikter i Asien, i Latinamerika og i Afrika. De husker os. Og vi husker dem.

Det kan lykkes. Og hver gang det blusser op, skal vi være der og hjælpe. For hvis vi giver op hér og nu - så giver vi også en del af os selv op!

Jeg vil gerne opfordre til, at så mange som muligt overvejer, hvordan han eller hun selv kan bidrage med en indsats, der gavner arbejdet for verdens flygtninge. Vær tilstede, fortæl, skriv, tal om Dansk Flygtningehjælp. Så vil vi igen gøre en forskel.