PNR ''Du skal kendes på dit standpunkt'', Aktuelt torsdag den 18. februar 1999

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Der var lagt op til den store dramatik i Folketinget sidste torsdag. Nu skulle der høstes stemmer. 'Hvad kan statsministeren oplyse om opfyldelse af valgløfterne fra marts 1998?', lød spørgsmålet fra Enhedslisten.

Der blev fremsat tre dagsordenforslag under debatten. Ingen af dem blev vedtaget. Måske fordi Folketingets partier, da det kom til stykket, måtte erkende, at debatten var udtryk for en udvikling i det danske folkestyre, som ingen - heller ikke dem, der rejste debatten - kan være tjent med.

At Enhedslisten er sur over, at regeringen har lavet forlig med de borgerlige om finansloven for 1999, det er i og for sig forståeligt. At Venstre er sur over, at Venstre tabte valget i marts, og at regeringen lavede forlig om pinsepakken med venstrefløjen, det er i og for sig også meget forståeligt. Men den surhed burde ikke udvikle sig til mudderkastning og personangreb, hvor jeg beskyldes for at snyde, bedrage og begå løftebrud.

Venstres strategi er klar. En stadig mistænkeliggørelse. Det startede allerede på valgaftenen sidste år - 'vælgerbedrag' sagde Venstre. Ikke noget om det politiske arbejdes indhold, men

et nyt personangreb. Denne gang om utroværdighed. Jeg ser en lige linje fra noget, der engang blev kaldt uld i mund, til snubletråde, til fumleri, til mangel på lederskab, til cykelhjelmen, til Rushdie, og hvad ved jeg.

Nu er det så noget helt andet, man har valgt, men konsekvensen er jo den samme. Metoden er den samme. Målet er det samme. At mistænkeliggøre personen og undgå at tale om politiske standpunkter!

Ærlig talt, hvorfor siger man ikke ligeud, hvad det reelt handler om. Det ville dog være til at tage og føle på. Det ville være fair. Hvorfor vedstår Venstre ikke, at de vil noget andet end regeringen?

Venstre er uenig i den linje, regeringen står for. Det er fair nok.

Venstre er ikke enig i regeringens grønne linje. Det er fair nok.

Venstre er ikke enig i regeringens boligpolitik. Det er fair nok.

Venstre synes ikke, at vi skal fordele byrderne ordentligt og solidarisk i tider, hvor der skal strammes. Det er fair nok. Det er deres standpunkt.

Problemet er, at man ikke siger det åbent og direkte!

Jeg foretrækker en reel politisk diskussion med klare standpunkter. Dér står vi, og dér står de. Det er vores standpunkt, det er deres standpunkt. Det er reelt. Men mudderkastning, som debatten i torsdags, der har et helt andet formål, det synes jeg ikke er fair.

At Enhedslisten er uenig i vores økonomiske politik. Det er også fair, men lad være med at blande det sammen med personangreb. For der har jo altid været diskussioner her i Folketinget, om hvem regeringen skal indgå forlig med. Skal det være til højre side, eller skal det være til venstre side i salen? Og når vi indgik forlig til højre side, så var dem til venstre kede af det, og indgik vi forlig til venstre side, så var dem til højre kede af det. Sådan har det altid været.

Afgørende for Socialdemokratiet og regeringen er, at vi kan komme igennem med mest mulig af vor politik, og at vi derigennem kan sikre velfærdssamfundet i fremtiden og derved også de svagestes fremtid.

Lad os diskutere vore partiers holdninger og regeringens strategi på et politisk grundlag. Og lad os komme ud af dette spor med de ulidelige personangreb.

Jeg erkender, at det er muligt at finde udtalelser og målsætninger, som regeringen har sat sig, og som ikke er nået - endnu. Men jeg tillader mig nu alligevel at pege på, at meget betydelige dele af det regeringsgrundlag, vi lagde frem efter valget, er gennemført.

Ser vi på den samlede 6 årige periode, hvor vi har haft regeringsansvaret, mener jeg heller ikke, at der er grund til at dukke hovedet. Vi har i dag den laveste arbejdsløshed i 20 år. Flere børn kan passes nu, end de kunne før. Mange flere resultater kunne nævnes.

Vi er nået langt, men der er stadig mange opgaver at løse. Vi skal sikre, at arbejdsmarkedets og samfundets behov for ledige hænder imødekommes, selv om vi bliver færre i den arbejdsdygtige alder. Og selv om familien og fritiden får øget prioritet hos danskerne. Vi skal sikre, at kvaliteten af de offentlige ydelser ikke forringes. Og vi har fortsat et ordentligt arbejde foran os, når det gælder sygehussektorens kvalitet.

Vi skal gøre den teknologiske udvikling til vores redskab. Sikre, at det er os, der sætter kursen og ikke teknologien. Sikre, at skellet mellem dem der kan følge med, og dem som ikke kan, ikke sætter sig fast og danner nye kløfter i vores land. Vi står overfor en række opgaver i de kommende år, som ikke løses 'over en nat'. Vi skal finde de rigtige politiske svar - regeringens svar og Socialdemokratiets svar - på de nye udfordringer. Det gælder også udadtil i Europa og globalt. Politik er at gøre en forskel, at ville, at gøre det, man må gøre som regering og som socialdemokrat med et solidarisk livssyn.

To afgørende spørgsmål bestemmer tempoet for, hvor hurtigt regeringen kan nå sine mål.

Det ene er det parlamentariske. Vi råder desværre ikke over 90 mandater. Som enhver anden mindretalsregering skal der søges flertal fra sag til sag blandt Folketingets partier. Sådan er arbejdsvilkårene nu engang.

Det andet, der afgør gennemførelsen af regeringens mål, er økonomien. Det at have orden i økonomien er ikke et mål i sig selv. Det er et middel til at opnå de mål, vi har sat os. Hvorfor taler regeringen og jeg ofte om økonomien? Det gør vi, fordi vi udmærket godt ved, hvem der bliver ramt hårdest, hvis økonomien ikke er i orden. Det er de svageste; det er de bagerste; det er dem, som kom sidst i arbejde, som igen ryger først ud.

Derfor sagde vi fra starten i 1993: Aldrig mere en økonomisk udvikling under socialdemokratisk-radikal ledelse, som bringer samfundet til afgrundens rand. Aldrig mere en økonomisk udvikling under vores ledelse, hvor samfundet tvinges ud i en kartoffelkur, hvor alting sættes i stå.

Debatten i torsdags den 11. februar viste også, at partierne V og K ikke holder sig tilbage med overbudspolitik på alle velfærdsområder. Det hænger simpelthen ikke sammen i en periode med underskud på betalingsbalancen!

Jeg fornemmer, at den største kritik af regeringen nu i virkeligheden er, at vi nægter at bruge de samme penge to gange. Den kritik vil og kan vi ikke tage til os!

Regeringen har sat sig en række mål. Mange er allerede nået. Dem der endnu ikke er nået, har vi ikke opgivet. Men vi tager hensyn til de vilkår, hvorunder målene skal nås. Hvis en regering ikke tager hensyn til forandrede vilkår - herunder internationale forandringer - så kommer vi i virkeligheden i en situation, der kan forringe vore muligheder for at nå de mål, vi har sat os.

Jeg håber, at debatten torsdag ikke for alvor har gravet grøfter, men at vi kan komme videre med vores politiske arbejde. Min opfordring til Folketingets partier er klar: Læg drillerierne på hylden. Træk i arbejdstøjet - som regeringen har været det siden 1993. Så rækker vi til gengæld fortsat gerne hånden frem til samarbejde, som vi altid har gjort det.