PNR EU som Danmarks platform af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, 23. august 2001

Debatten om Europas fremtid er i fuld gang. Statsministeren giver her sit og regeringens bud på fremtidens Europa. Danmark er en del af Europa. Europa er en del af Danmark – men også kun en del! Regeringen ønsker, at vi deltager aktivt på en solidarisk måde – men vi ønsker også at sikre, at den afgørende opbygning og videreudvikling af vores velfærdssamfund bestemmer vi fortsat selv. Det er regeringens grundholdning, som også bygger på respekt af de fire danske forbehold.

Den danske befolkning deltager aktivt, positivt og konstruktivt kritisk i beslutningerne om Europas fremtid – det kommer især flot til udtryk gennem en meget høj stemmedeltagelse i vore danske folkeafstemninger. Derfor betyder udfaldet af den seneste folkeafstemning om euroen ikke, at danskerne nu vender ryggen til Europa. Tværtimod.

Danmark har fundamentale interesser, politisk og økonomisk, som medlem af EU. Vor indflydelse er langt større i selskab med vore partnere end, hvis vi står alene.

Men der er også brug for større klarhed over, hvad vi skal tage os af i fællesskab og hvad hver enkelt land fortsat skal have som national opgave.

Vi tror på et Europa, der bygger på nationale stater. Det giver en fornuftig blanding af mellemstatsligt samarbejde, hvor det er mest praktisk, og integration hvor det er nødvendigt. Vi tror på, at dette europæiske samarbejde kan blive en hovedkraft for alle medlemslandene og for befolkningerne.

* * *

Sammen med resten af EU skal vi håndtere store udfordringer i de kommende år. Det gælder et helt Europa gennem EU's udvidelse. Det gælder de store opgaver på den globale scene. En hovedopgave bliver også at få det europæiske samarbejde indadtil til at fungere endnu bedre og det allervigtigste – at EU udvikler sig på en måde, der afspejler befolkningernes ønsker.

Der er derfor ikke brug for at starte en skrivebordsdebat om Europas Forenede Stater. Det er der næppe ret mange lande, som i realiteten ønsker. Heller ikke de nye demokratiske ansøgerlande, som ikke har glemt den ”føderation”, de før var presset ind i.

Vi skal gå konkret til værks. Spørgsmålet er: Ønsker vi at deltage i de forandringer, EU står over for, påvirke deres retning og nyde godt af de fælles resultater? Eller ønsker vi at gå en anden vej?

Vi finder i regeringen, at det er tid til at samle os for at varetage vores fælles fremtid på den mest aktive måde.

Danmark og vore partnere i Europa og på globalt plan er i dag så sammenvævede i gensidig økonomisk afhængighed, i sikkerhedsmæssig afhængighed og i miljømæssig afhængighed, i bekæmpelse af kriminalitet og håndtering af de store forskelle mellem rige og fattige lande i verden, at der ikke er noget bedre alternativ til et aktivt dansk medlemskab af den europæiske union.

* * *

Den første store opgave gælder udvidelsen med de nye demokratier i Central- og Østeuropa. Nu har vi en enestående chance for at skabe social og demokratisk stabilitet i hele Europa. Det drejer sig om solidaritet med de nye medlemslande. Men det er også til gavn for langsigtet velfærd og sikkerhed for os selv.

Vi har arbejdet hårdt for at hele Europa. Gennem de seneste ti år har udvidelsen været en hjørnesten i dansk udenrigs- og europapolitik. Til næste efterår, hvor Danmark har formandskabet i EU, har vi chancen for at kunne markere en afgørende udvikling i Europas historie. Vi står med en realistisk mulighed for at kunne afslutte forhandlingerne med de første EU-ansøgerlande.

Dermed vil en historisk cirkel kunne sluttes. Fra København til København. Det var som bekendt på det Europæiske Råd i København i 1993, at udvidelsesprocessen for alvor blev sat i søen. Nu vil de første skibe kunne komme i havn ved topmødet i København i december 2002.

Lad os samles om den utrolig afgørende opgave. Et privilegium for Danmark – men også en stor og krævende opgave.

* * *

Vor optagethed af at gennemføre et helt Europa gennem udvidelsen skal ikke indebære, at vi udelukkende er optaget af vor egen del af verden. Der er brug for, at Europa påtager sig et globalt lederskab på den globale scene. Ingen enkeltstat kan løfte den opgave.

Globaliseringen vækker bekymring hos mange rundt om i Danmark og Europa. Det har vi fået meget klart demonstreret i forbindelse med forårets og sommerens topmøder. Mange mennesker synes, at globalisering betyder mindre politisk, økonomisk og social sikkerhed – ikke mere.

Vi kan ikke genopfinde tidligere tiders hyggelige nationalstat. Det kan ikke lade sig gøre at vende tilbage til fortiden med lukkede grænser, toldmure og valutarestriktioner.

Internationale udfordringer kræver internationale politiske svar. Der er brug for mere politik på globalt plan – ikke mindre. Der er brug for international regulering. Der er brug for at træffe beslutninger på globalt plan. Her kan og må Europa påtage sig en meget vigtig rolle.

Inden for vore landes egne grænser skaber vi politiske rammer for markedskræfter og andre kræfter. Vi vedtager regler fordi vi ikke accepterer, at tilfældigheder og markedskræfter skal råde alene og udstøde mennesker.

Derfor samarbejder vi også i Europa om politisk demokratisk fastlagte fælles regler.

På globalt plan har vi ikke tilsvarende demokratisk fastsatte regler. Der er ingen reel politisk demokratisk ledelse af vores klode. Dermed heller ingen reel politisk fastsat ramme for markedskræfterne.

Det trænger vi til. Globaliseringen er en ufravigelig realitet. Den kan vi hverken lukke øjnene for, afspærre os fra eller rulle gardinerne ned for. Gjorde vi det, ville vi for alvor svigte.

* * *

Der er ingen tvivl om, at globaliseringen betyder, at markedskræfterne har fået endnu større råderum og større indflydelse. Enorme økonomiske summer kan på splitsekunder flyttes mellem verdensdele og søge nye gevinster. Vi kan ikke lade stå til på dette punkt. Markedet skal fortsat være menneskets tjener og ikke dets herre.

Globaliseringens udfordringer kræver internationale politiske svar og internationalt samarbejde og kan kun løftes i samarbejde med andre lande. EU er det væsentligste svar på globaliseringen.

* * *

USA er vores vigtigste NATO-allierede og helt afgørende for vor grundlæggende sikkerhed. Vi ønsker også i fremtiden et godt samarbejde mellem EU og USA. Båndene skal styrkes, ikke svækkes.

Men den aktuelle debat og uenighed med USA's politiske ledelse om verdens klimaproblemer og behovet for international regulering i videre forstand, illustrerer også, at Europa må træde i karakter på den globale scene. Der er brug for en stærk, samlende indsats – ikke mindst når det gælder miljøopgaverne, sikring af arbejdstagernes rettigheder, solidaritet med den tredje verden, indsats mod pengespekulation med videre. Vi har brug for flere internationale regler, ikke færre.

Det internationale arbejde kan ikke gå i stå på grund af aktuel uenighed med USA. Til næste år står vi foran en meget afgørende global opgave under det danske EU-formandskab. Det drejer sig om bæredygtig udvikling og nye skridt fremad, 10 år efter Rio – her er det vigtigt at gøre nye fremskridt. Fremskridt som hele verden har brug for.

Derfor må Europas globale lederskab også blive mere synligt og aktivt. Der skal arbejdes på at styrke EU's repræsentation i FN – på længere sigt som direkte fælles repræsentation i Sikkerhedsrådet – en stærkere permanent repræsentation og deltagelse i de øvrige globale organisationer, inkl. Verdenshandelsorganisationen WTO med flere. Verdensbankens arbejdsmetoder og målsætninger skal tilpasses den ny tid og vore politiske ambitioner.

EU er i en ny tid reelt vores, Danmarks slagkraftige, progressive platform i kampen for en global menneskelig udvikling.

* * *

Sidste år i Lissabon satte vi os i EU et fornemt mål: EU vil være den gruppe af medlemslande, den region, som er det mest konkurrencedygtige, socialt ansvarlige og miljømæssigt bæredygtige område på kloden. Og vi vil nå målet inden for de næste ti år. Samtidig besluttede vi at indføre en ny vej til at samarbejde i EU. En metode, der ikke betyder ny regulering, men at vi sammenligner landenes resultater for at lære af hinanden og finde ”den bedste praksis” til gavn for alle i EU.

EU er ikke perfekt. Langt fra. Men der er ikke behov for at ændre den grundlæggende institutionelle ramme om EU med Ministerrådet, EF-domstolen, Europa-Parlamentet og Revisionsretten som de centrale aktører.

Når det er sagt, ser jeg tre hovedproblemstillinger for fremtidens EU.

Det første er, at vi skal forbedre den måde, vi træffer beslutninger på i EU. Det er helt nødvendigt, når vi bliver mange flere medlemslande.

Det bliver nødvendigt at indføre flere flertalsafgørelser i Ministerrådet. Men vel at mærke flertalsafgørelser, som bygger på det fundamentale princip om minimumsbestemmelser – ikke fuldstændig harmonisering. Miljøområdet og mindstebestemmelser på erhvervsskatteområdet er klare eksempler på områder, hvor vi i regeringen gerne så flere flertalsafgørelser.

Det er vigtigt, at EU's regler ikke bliver unødigt detaljerede. Danmark skal hele tiden være i front, når det gælder indsatsen for at undgå overregulering og unødigt bureaukrati.

I Lissabon sidste år, skabte vi en ny samarbejdsmetode om blandt andet ”den bedste praksis”. Den samarbejdsmetode får vi mere brug for. Metoden indebærer ikke ny regulering, men at man sammenligner landets resultater for at lære af hinanden og finde ”den bedste praksis” – til gavn for vore befolkninger.

For det andet må vi gøre os klart, hvilke opgaver vi løser bedst i samarbejde inden for EU og hvilke opgaver vi løser bedst hver for sig i de enkelte lande. Kort sagt vi må definere EU's ansvarsområder. Der er behov for, at vi samler indsatsen om de grænseoverskridende opgaver. Der er ikke behov for at give EU nye store ansvarsområder – nye kompetencer. Regeringen ser EU's opgaver og grænser inden for rammerne af ti hovedpunkter:

* * *

Det tredje og helt afgørende punkt er, at vi må styrke EU's demokratiske fundament, så de afspejler befolkningens ønsker. Opgaven er klar: Hvordan sikrer vi, at EU bliver mere lydhør over for befolkningernes ønsker? Vi er ikke i tvivl om, at hovedkilden til en stærkere folkelig deltagelse i Europa forbliver hos de nationale regeringer og parlamenter.

Her kan de nationale parlamenter spille en afgørende rolle.

De nationale parlamenters opgave i EU-sammenhæng er først og fremmest at kontrollere landets egen regerings optræden i EU-politikken. Derfor må vi sikre, at EU's procedurer og tidsfrister er tilrettelagt på en måde, som sikrer, at de får de bedst mulige arbejdsbetingelser.

Når vi skal skabe større tillid og folkelig deltagelse i hele Europa omkring den europæiske union, må vi også skabe større klarhed omkring arbejdsdelingen mellem Europa og medlemslandene. Her kan de nationale parlamenter yde et afgørende bidrag.

EU-landenes parlamenter samarbejder allerede i dag via det såkaldte COSAC-samarbejde. Vi bør styrke dette samarbejde, fordi vi derved også bidrager til den folkelige deltagelse. Det kunne ske ved at nedsætte en forsamling af nationale parlamentarikere med lige mange repræsentanter fra hvert land. Et ”Nationernes Råd”. Opgaven skulle være at overvåge, at nærhedsprincippet overholdes. Det vil sige, princippet om, at beslutninger skal tages så tæt på borgerne som muligt, og at EU ikke skal tage sig af sager, som bedst løses på nationalt niveau. Dermed vil denne forsamling være med til at trække stregen mellem det, Europa skal tage sig af og det, medlemslandene skal tage sig af. Det vil styrke klarheden hos medlemslandenes befolkninger og trygheden og forvisningen om, at der ikke sker en udhulning af de enkelte landes kompetencer, som man ikke direkte har besluttet.

Idéen med nationernes råd er at styrke de nationale parlamenters deltagelse. Derfor vil det også være naturligt at parlamenterne i hvert af medlemslandene får forelagt alle vigtige forslag med ret til at udtale sig – i Danmark har vi som bekendt et fortræffeligt og velfungerende parlamentarisk samarbejde i Folketingets Europaudvalg.

* * *

Udover Nationernes Råd vil regeringen arbejde for en forenkling af traktaten. Som led heri bør opbygges en ny grundtraktat, som juridisk har samme folkeretlige karakter, som den traktat, vi kender i dag. Der er altså ikke tale om en forfatning, som har videregående effekt i forhold til nationalstaternes forfatning, men derimod en grundtraktat som giver befolkningerne i Europa klarhed om retning og formål for den Europæiske Union.

Traktaten bør bygge på fire fundamenter: En klar formålsbeskrivelse for det europæiske samarbejde, en klar beskrivelse af de fælles værdier, det europæiske samarbejde bygger på – herunder en indarbejdelse af det nye EU-charter om grundlæggende rettigheder. En klar beskrivelse af arbejdsdelingen mellem EU og nationalstaterne og sidst men ikke mindst en klar beskrivelse af beslutningsformen i EU.

* * *

Et dansk formandskab til næste efterår er i sigte. Der er mange vigtige opgaver på dagsordenen. Den vil vi gøre alt for at løfte, fordi det vil være vores aktive bidrag til et bedre Europa. I centrum står færdiggørelsen af udvidelsen, landbrugspolitikken, miljøområdet, sunde fødevarer, bekæmpelse af kriminalitet, forbrugerpolitikken, økonomiske spørgsmål og sidst, og ikke mindst, de store internationale forhandlinger i september 2002 i Johannesburg om en global aftale mellem verdens lande om international udviklingsbistand, gældsnedskrivning, nye fremskridt til gavn for et bedre miljø med videre. Der bliver nok at tage fat på.

Jeg håber, at vi får sat gang i debatten. Det, der er brug for er en åben og fri dialog, som kommer til at tage tid. Jeg glæder mig til at komme i gang med debatten rundt om i landet, hvor jeg opfordrer alle til at tage bolden op og give deres bud på fremtidens EU.