PNR Hvor ord svigter taler musikken! 2. oktober 2001

H.C. Andersen havde ret. Derfor er det faktisk ikke ligetil at sætte ord på alt det, jazzen er, kan og giver. Alligevel gør jeg forsøget. Som bogens øvrige bidragydere kan jeg simpelthen ikke lade være, dertil jeg har jazzen for meget under huden.

Når det er så svært at fange jazzmusikkens kvaliteter og særegenhed i ord, er det, fordi den taler sit helt eget mangfoldige og universelle sprog. Et sprog til ”body and soul”. Her spilles på tangenter, livsbekræftende rytmer, følelser og stemninger.

Men rytmen, rytmen og ”bevægelserne” i det musikalske udtryk – med det internationale, universelle udtryk – er det, der drager.

Som en tidløs kunstart i konstant bevægelse lader jazz sig heller ikke let placere i snævert definerede kategorier. I kraft af sin udvikling gennem tiden er den i dag en farverig palet af strømninger og stilarter inspireret af forskellige kulturer over hele verden – og hver musiker har sit personlige musikalske udtryk. Mødet med jazzmusikken tilbage i 1950-60’erne var for mig og mange af mine jævnaldrende derfor ikke bare et møde med nye store musikalske oplevelser. Det var tilmed en øjenåbner for den afro-amerikanske kultur, som vi endnu ikke kendte så meget til.

Jazzen var - og er stadig - med til både at gøre verden større og mindre ved at binde kulturer sammen. Sagt med vor tids terminologi: jazz er en del af en global kultur. Sådan opstod jazzen i sin tid i USA – sådan har den bredt sig videre til resten af verden – og sådan trives den bedst.

Vi mennesker har brug for musik – og efter min smag i høj grad jazzen. Den åbner øjnene for verden omkring os og i os. Den renser os og lader os op på ny. Den udfordrer og bevæger os. Den baner vej for fantasi, følelser og fysisk aktivitet. Den får tankerne til at falde på plads igen. Den får en ned på jorden eller op på benene igen. Den bidrager med den ultimative ro og den største energi.

Jazzen akkompagnerer livets puls.

Især i en tid, hvor meget er så flygtigt, og hvor vi ofte lever mere i fremtiden end i nuet, kan jazzmusikken og dens mestre noget ganske særligt: nemlig gøre øjeblikket nærværende og vedkommende. Til tonerne og rytmerne af den fine jazz kan man ikke andet end at overgive sig, stoppe op og nyde øjeblikket – lige nu og her. Derfor tror jeg, at jazz ligefrem er sundt.

Ligesom vi ved, at ”film skal ses i biografen”, ved vi, at jazz opleves bedst live. Det er svært at hamle op med den summende atmosfære, man kan opleve ved en rigtig god jazzkoncert: Det at kunne iagttage udøvernes præstationer tæt på og fornemme koncentrationen, energien og spilleglæden, som de står svedende i projektørlyset. Det at være vidne til øjeblikkets spontane samspil og improvisation – jazzmusikkens skabelsesproces. Det at dele oplevelsen, og blive rørt, med andre begejstrede tilhørere. Det at opleve en musiker vokse sammen med instrumentet og et instrument med en menneskelig stemme. Det er en intens oplevelse uden for tid og sted, som taler til body and soul - længe!

Og man bliver så glad i de øjeblikke – så intense og fundamentale. Og i erindringen tårner oplevelserne sig op – ikke mindst fra mine gamle LP’er. Ella Fitzgerald i forrygende samspil med Louis Armstrong eller Duke Ellington.

Vi har alle hørt om, eller været til stede ved, banebrydende koncerter, hvor det allerbedste er kommet op i de udøvende, som var der magi i luften. Koncerter, hvor det har swinget, sydet, boblet og kogt. De går ikke sådan i glemmebogen. De kan stadig mærkes. Jeg har selv mange jazzminder fra især min tid som ung studerende i København, hvor København var jazzens metropol i Europa. Der var radioudsendelserne med Børge Roger Henrichsen og Timme Rosenkrantz. Der var de små intime – men musikalsk set store – jazzspillesteder i det indre København, jazzfestivalerne, søndagsjazzen og de spillesteder, hvor man også kunne få sig en svingom. Dengang kunne man være så heldig at opleve legendariske navne som eksempelvis Stan Getz, Dexter Gordon, Kenny Drew, Ben Webster, John Coltrane og Miles Davis – ja, nogle af dem boede jo her i landet. Og så naturligvis vore egne førende kunstnere, NHØP, Alex Riel, Jesper Thilo, Svend Asmussen, Papa Bue og mange flere.

Dog mange af dem stadig aktive, velspillende på deres højeste.

De store oplevelser hører lykkeligvis ikke kun fortiden til. Den danske jazzscene står også i dag stærkt med et fint jazzmiljø, mange internationalt anerkendte musikere, unge dygtige talenter og et dedikeret publikum. Mulighederne for at opleve magiske koncerter med såvel danske som internationale kunstnere er talrige, til glæde for os - publikum – og til glæde og gavn for de udøvende jazzmusikere. Den levende jazzscene hvor musikere fra ind- og udland får mulighed for at sidde ind og spille sammen i nye konstellationer, søge inspiration og finde nye musikalske stier, er ganske enkelt forudsætningen for at sikre den dynamik, der holder jazzen i bevægelse og udvikling.

Derfor tillykke med de 10 år til Copenhagen JazzHouse. Det er dejligt, at I – sammen med de øvrige jazzspillesteder – med jeres musikalske legepladser viderefører de stolte danske jazztraditioner og dermed er med til at værne om jazzen.

Nok ord herfra. Lad så musikken svinge!

Som Duke Ellington så rigtigt siger: ”We love you, madly”.

Poul Nyrup Rasmussen