PNR ''I globalitetens centrum'', Jyllands-Posten den 24. august 2000

Vi står i dag overfor en af de vigtigste og mest grundlæggende beslutninger i nyere dansk, politisk historie. Vi skal tage stilling til, om Danmark skal være en del af en fælles europæisk mønt eller, om Danmark skal vælge sidelinien og blot betragte Europas videre udvikling. Kort sagt: skal vi at spille en rolle, eller skal vi kun være tilskuere? Valget er frit - vi bestemmer.

Valget er ikke kun grundlæggende vigtigt, fordi vi aldrig før har stemt om, hvorvidt netop Danmark skal have muligheden for pengefællesskabet og de tilknyttede økonomiske fordele. Valget er også vigtigt, fordi vi i disse år er i gang med at udarbejde spillereglerne for en global verden. En verden, hvor penge skifter hænder og nationalitet på et øjeblik. Hvor virksomheder flytter efter lande, hvor skatteregler og arbejdskraft er billigst, og hvor den teknologiske udvikling gør, at alting går mange gange stærkere end tidligere. Og hvor effekten dermed mærkes tusinde gange stærkere og voldsommere, end vi har været vant til.

Mange mennesker frygter i dag globaliseringens centrifugalkraft - og de har til en vis grad noget at have den frygt i. Der er farer ved det nye samfund, som der var farer i de gamle industrisamfund. Men der er også uanede gevinster. Hvis vi forstår at udnytte de nye muligheder og tøjle globaliseringen, så den i stedet for at løbe løbsk, løber i retning af vores mål - hurtigere end nogensinde tidligere i verdenshistorien. Det fantastiske er, at det mål kan Danmark være med til at identificere, beskrive og skabe. Vi kan være med til at finde vejen og overvåge målet. Og i den proces spiller vores tilslutning til den fælles mønt en altafgørende rolle. Her kan vi risikere at begå en afgørende fejl, hvis vi forveksler processen i EU med den stigende globalisering.

Vi kan tage afstand fra fællesskabet, men det vil være et fejlgreb med store menneskelige omkostninger, som jeg tror det danske samfund vil fortryde bitterligt.

Med den fælles mønt får vi en stærk regional valuta i Europa, hvor EU er grundlaget for et politisk samarbejde til gavn for de europæiske borgere, for de svageste og for velfærden. Men der er større perspektiver end som så. Vi har allerede set konturerne. Vi kan se omridset af en europæisk stemme, der i kraft af sin økonomiske fælles styrke og en fælles politisk vision kan påtage sig et socialt lederskab på et globalt plan. Et lederskab, hvor de visioner, som også er vores: fællesskab, velfærd, solidaritet og ansvar, kommer til at spille en rolle på globalt plan i det 21. århundrede.

Visionen om globalt lederskab er smuk og fin - og for kynikerne let at smile af og for modstanderne af et europæisk samarbejde at vrænge af og kalde hovmod og drømme skabt til at vinde et forestående valg. Men de tager fejl. Realiteterne taler deres eget tydelige sprog, og udviklingen støtter det. Europa har vist, at tryghed for det enkelte menneske og konkurrenceevne på markedet ikke er hinandens modsætninger. Vi har vist, at vi kan klare os i konkurrencen med samfundene i Asien og i Amerika. At vi har en alternativ – en tredje vej.

Vi er på en række områder kommet langt i Europa. Børnearbejde er forbudt i vores del af verden. De faglige rettigheder er blevet cementeret. Vi er forrest kampen for miljøet. Erfaringerne fra Kyoto bekræfter, at Europa var den region, som prægede miljøforbedringerne stærkest. Danmark har været med i processen hele vejen - og vi har været blandt de europæiske lande, som hele tiden har sat dagsordenen. Der er ingen tvivl i mit sind om, at vi har fået langt mere indflydelse end vi med vores fem millioner er berettiger til, hvis vi ser på magtforholdene ud fra Danmarks indbyggertal. Det er også min praktiske erfaring, når jeg har repræsenteret Danmark i internationale forhandlinger. Der bliver lyttet opmærksomt, når talen falder på danske erfaringer i f.eks. bekæmpelsen af arbejdsløshed eller miljøarbejdet.

En stor del af vores værdigrundlag er godt på vej til at vinde gehør i de andre europæiske lande. Portugal, Spanien og Grækenland har alle oplevet fascismen, har afvist den og fundet en bedre vej i det europæiske fællesskab. De østeuropæsike lande har oplevet kommunismen og har sagt nej - og har i stedet valgt Europa. Og endeligt har befolkningerne oplevet Thatcherismen med dens uhæmmede liberalisme og markedets frie spil - med tilhørende sociale (og økonomiske) katastrofer. Det er min påstand, at vi med det nye århundredes begyndelse samtidig tager fat på et helt nyt kapitel af vores fælles fremtid. En epoke, som tilhører os. Og kun os. Hvis vi vel at mærke vil og tør gribe chancen.

Derfor overraskede det mig ikke, da vi i Lissabon for nylig besluttede os til at udvikle en aktiv og dynamisk velfærdsstat indenfor EU, hvor investeringen i mennesker står i centrum. Hvor vi siger fra over for social udstødelse og satser på at udrydde den europæiske arbejdsløshed. Kampen for fuld beskæftigelse er en dansk mærkesag, som vi i dag ser hævet til europæisk niveau. Skal vi så blot slippe den her? Den er et af eksemplerne på, at velfærdsideen i disse år rodfæstes på tværs af grænserne i Europa. At vi i Europa oplever et stort idemæssigt gennembrud. Hvis vi ikke er helt med i forreste linie, når disse linier og ideer føres ud i livet, vil det være et tab for Danmark. Men det vil også være et tab for Europa, fordi vi ikke alene har noget at lære af de andre men også meget at byde på.

Lige nu rejser der sig et menneskeligt og socialt hovedbudskab fra Europa til resten af verden: Et velfærdssamfund, hvor vi tager hånd om hinanden og giver alle muligheder for et værdigrundlag, der har vist sig som det mest menneskelige og overlevelsesdygtige, men i virkeligheden også det mest dynamiske. Den udvikling skal vi fortsætte, og derfor føler jeg mig også tvunget til at spørge nej-sigerne, hvilken dynamisk vej, de foreslår? Vil et nej give mere velfærd? Større tryghed? Ikke bare for danskerne men også for vores naboer? Med afsæt i den fælles valuta kan vi derimod argumentere langt stærkere for, at vi for eksempel må have ordnede forhold på de globale finansielle markeder, og vi må lære at håndtere de internationale spekulationsfonde.

De europæiske ideer breder sig ud over de europæiske grænser. Ikke uden trængsler og ikke uden modstand. Vores ideer kommer ikke igennem uden sværdslag - uden en politisk kamp, hvor vi skal være tilstede og søge den maksimale indflydelse for de værdier vi har og står for. En af slagmarkerne er verdenshandelsorganisationen WTO, hvor flere, både EU og udviklingslandene, begynder at stille krav, som går ud over fjernelse af tekniske handelshindringer og protektionistiske toldmure. Her vil et europæiske samarbejde omkring én, fælles valuta have en stærkere stemme og dermed mere styrke til at få krav igennem. Det samme gør sig gældende i G7-samarbejdet, i Verdensbanken og i den International Valutafond. I samtlige organisationer er der sket ændringer – alle på grund af den øgede økonomiske globalisering og på grund af krav om bedre omfordeling, bedre sociale forhold for de fattigste, kampen mod arbejdsløshed, bedre miljø osv. Her er det muligt at få indflydelse - ikke som et enkelt europæisk land, men som EU og i en samlet valutazone med en helt anderledes gennemslagskraft. Her kan Danmark få en indflydelse, som vi isoleret aldrig ville nå blot i nærheden af. Den indflydelse skal vi ikke bare tage for at være med, hvor de store lande deler kirsebærrene. Vi skal være med, fordi vi har noget at byde på, og vigtigst: Fordi de beslutninger der tages, har indflydelse på Danmark og danskernes liv og hverdag.

Jeg er overbevist om, at vi er i stand til at skabe et bolværk mod globali- seringens negative virkninger og udnytte de positive. Men det kræver et tæt regionalt samarbejde, så vi har en platform at arbejde fra. EU og den fælles valuta er svaret på denne platform.. Defor stemmer jeg ja den 28. september. Fordi det er bedst for Danmark.