PNR Indlæg fra Stiftstidenderne og Jyske Vestkysten, hhv. 7. og 8. april 2001.

Den tavse sygdom skal have en stemme

af Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

God bedring, siger vi ofte, når vi møder en, der har influenza, brækket benet eller på anden måde har ondt et sted. Men hvad siger vi til de mange, der lider af det, jeg vil kalde den tavse sygdom? Alle dem der har ondt i sjælen? Hvad siger vi til dem, når vi mødes?

Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal sige, når et andet menneske lider af en psykisk sygdom. Derfor er jeg også meget glad for, at 2001 er udråbt til det internationale år for psykiske lidelser. I den forløbne uge har Psykiatrifonden slået et slag for sagen med en række temamøder, mens WHO markerede lørdag den 7. april som international dag for psykisk sundhed. Nogle mener måske, at snak ikke flytter noget. Netop i dette tilfælde tror jeg, de har uret. Psykiske lidelser skal ikke ties ihjel. De skal tales frem.

Når vi møder det, der ikke kan mærkes og heller egentlig ikke rigtig i første blik kan ses eller forstås, så er vi virkelig på kanten af det, som det moderne menneske overhovedet kan indse. Derfor tror jeg, at kun dem der har haft sygdommen meget tæt ind på livet dybest set forstår, hvad det drejer sig om. Tavsheden, enstavelsessvarene, indadvendtheden og den rungende tavshed.

Vi er nødt til stadigvæk at sige, at det at have ondt i sindet og psyken er et emne, der har sine tabuer. Der er stadig meget at gøre for at få fjernet myterne, og der er fremfor alt stadig meget at gøre for at tale om det. For jo mere vi taler, jo mere nedbryder vi angsten for at komme ind på emnet, og jo bedre bliver vi til at løfte opgaven.

Jeg har aldrig lagt skjul, at jeg lægger overordentlig stor vægt på indsatsen i forhold til vores psykisk syge mennesker i Danmark. Det er enkelt for mig. Vi kan ikke tale om et samfund - et velfærdssamfund – uden at vi er de psykisk syge menneskers tillidsrepræsentanter. Regeringens mål er meget enkelt og ret ambitiøst: Vi skal kunne tilbyde kvalitet og omsorg for hvert enkelt menneske i dette her land med respekt og indsigt i hvert enkelt menneskes egen hverdag. Vi vil ikke opgive et eneste af de mennesker. Vi vil ikke efterlade nogen på sidesporet. Vi vil ikke efterlade nogen udenfor.

Men det sværeste er, at ting tager tid. Psykiatrien var et område, der ikke var tilgodeset så meget som det burde frem til starten af 1990’erne. Og psykiatrien blev lige fra begyndelsen et af regeringens højst prioriterede mål. Heldigvis er tidligere tiders isolation af sindslidende med ofte livslange indlæggelser på store psykiatriske hospitaler afløst af de bestræbelser for at give et ordentligt og et værdigt liv. Et liv i værdighed og et liv i respekt og et liv med håb.

At bringe de sindslidende væk fra de store institutioner og tættere på samfundet er det rigtige. Regeringens mål er fortsat at styrke indsatsen og give de sindslidende mulighed for at leve en tilværelse efter eget valg med så få begrænsninger som muligt. Vi har været bagud i politik og i de praktiske arbejde, når det gælder vores psykisk syge mennesker i Danmark. Men vi er allerede nået et godt stykke.

Netop psykiatriområdet har Socialdemokratiet givet topprioritet i regeringen.

Men vi ser jo ikke i tallene, om vi fik forandret holdningerne. Vi ser heller ikke i tallene, om det fælles ansvar er der i højere grad, end det var før. Og tallene viser os heller ikke krystalklart om de behov, der er nu, også møder de svar, de skal have, og den kapacitet, der er brug for. Tallene viser heller ikke, om vi har forstået, hvor vigtigt det er at kunne forebygge måden at tænke på, måden at indrette os på. Måden at leve på.

Vi har så travlt, og vi lever i et samfund, hvor vi hører næsten hver dag, at hvis der er noget, der er gået i stykker så skal det enten repareres, ordnes, klares eller også skal det smides væk. Og det bliver det så. Når vi har brækket et ben, så skal det ordnes. Når der er noget der går i stykker, så bliver det klaret og helst så hurtigt som overhovedet muligt. Og skal vi så se at komme videre?

Når det gælder psykisk syge er det vigtigt for alle os andre at forstå, at ensomheden er sygdommens stærkeste og værste allierede. Når et menneske rammes af den sygdom, så er nærvær, tryghed og menneskelig kontakt fuldstændig afgørende.

Det er så dér lovene, reglerne og cirkulærerne kommer til kort. Det er derfor vi skal hjælpe hinanden med at sikre, at der er netværk omkring os alle sammen. Derfor er jeg også optaget af de mange frivillige organisationer, som gør en kæmpeindsats, Psykiatrifonden, Sind, pårørende til sindslidende, besøgsvennerne, naboerne, de lokale. Jeg har svært ved at forestille mig et moderne velfærdssamfund uden alle de mange mennesker. Ikke fordi de skal træde i stedet for velfærdssamfundets tilbud, men for at supplere det i en verden, hvor pårørende først som sidst er en afgørende omdrejningsfaktor, hvis vi skal få held med at levere den nødvendige omsorg. Det er fundamentet for et godt, sundt og stærkt liv. Vi har ganske enkelt – syge som raske – brug for hinanden.

Mit mål er, at vi skal styrke vejledningen og rådgivningen til de pårørende. Jeg tror, at man skal gøre sig fuldstændig klart, at de pårørende ikke er en klods om benet for behandlerne. De pårørende er en fuldstændig afgørende forudsætning for, at hjælpen til de udsatte mennesker kan blive god og varig. De pårørende bliver bedre til at hjælpe og får det meget bedre med den omsorg, de ønsker at give, hvis de ved, hvordan man hjælper. Hvis de ved, hvor lang tid, det tager. Hvis de forstår, at synlige forbedringer ikke nødvendigvis er det, man kan se.

Som pårørende har man brug for at vide, at andre før én har oplevet det samme: At man er god nok og at der er hjælp at hente. Ikke kun for den, der er syg men også for familien, for moderen, faderen, kæresten og vennerne. Og hjælpen skal være til at få fat på, når man har brug for den. Man ophører ikke med at være sindslidende efter kl. 16:00 eller op til weekenderne. Hvad gør man efter normal lukketid når det er det akutte behov og angsten vælter ind over én? De pårørende kommer i tvivl – hvad gør man? Jeg mener, at der er stort behov for, at der sættes stærkere ind, og det er godt, at der i nogle amter og i H:S er etableret egentlige døgnåbne psykiatriske skadestuer. Men vi kan alle sammen gøre det endnu bedre. Det allervigtigste ligger som sagt før flotte tal og økonomi. Det er der, hvor det i virkeligheden kun er os mennesker - de medmenneskelige relationer der tæller. Der hvor det handler om omsorg, tryghed og nærvær. Den med det stærke menneske, som går sejrrigt igennem tilværelsen, fyldt med supermarkedets seneste tilbud om evig liv og lykke – den tror jeg ikke meget på. Jeg tror, at hver eneste af os godt ved det inderst inde. Uden undtagelse gælder det jo, at tilværelsen ikke er en lang perlekæde af lykkelige øjeblikke, men op- og nedture for os alle sammen. Vi har brug for at være noget for hinanden. Uanset om vi har brækket et ben eller en sygdom i sindet, der bryder ud.

Den evige gamle unge debat handler om fællesskabet overfor individet. Vi har brug for et samfund, der bygger på et fællesskab og har et fælles ansvar for netværk - professionelle såvel som frivillige - der binder Danmark sammen i amter, kommuner, arbejdspladser og sidst men ikke mindst derhjemme. Mennesker kommer først. Vi har enormt brug for hinanden også her i 2001. Vi mennesker er slet ikke skabt til at klare os alene. Vi har brug for hinanden.