PNR ''Kan vi ikke sammen gøre det lidt bedre?'', Stafet den 19. februar 2001
af Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
Tak til Vibeke Manniche, som næsten gentog spørgsmålet ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre” fra en hedengangen nytårstale!
Vi har alle et ansvar for, at vores børn får en god barndom og dermed den bedste start på livet. Oplever tryghed, nærvær og menneskelig kontakt. Leger, udvikler og lærer. Og vores ansvar er fælles. Som forældre derhjemme, i vores fritid, på arbejdspladsen, i det lokale byråd og på Christiansborg.
Som statsminister har det været vigtigt for mig at rejse denne debat, og at vi i regeringen tog fat om de opgaver på børneområdet, som vi som politikere skal tage os af. For et mere familievenligt arbejdsmarked med gode og fleksible muligheder for orlov. For en markant udbygning af vore pasningstilbud med over 170.000 pladser. For en styrket indsats for vanskeligt stillede børn og unge. For en fortsat udvikling af folkeskolen.
Vi kan ikke som politikere give det enkelte barn eller den enkelte børnefamilie livskvalitet. Men vi kan og skal deltage i debatten om børns vilkår. Og vi skal være med til at sikre gode rammer for børnefamilierne og børns opvækst.
Jeg vil anbefale alle at besøge den særlige hjemmeside www.boerneliv.dk, hvor socialministeren har arrangeret en debat om værdier og ansvar i børns liv. Her er mange spændende og tankevækkende debatindlæg fra børn, forældre, pædagoger, ledere i fritidslivet osv. Socialministeriet vil her i foråret samle op på denne debat.
Og der er stadig ting, som kan gøres bedre.
I den kommende tid er der blandt andet tre vigtige opgaver.
Kvalitet i vores pasningstilbud
Vi er som sagt nået langt med at sikre pasningstilbud til børn. I den kommende tid skal vi have en debat om kvaliteten i pasningsordningerne. Der udføres i dag et godt arbejde i vore daginstitutioner og i dagplejen, men det må hele tiden udvikles, så den pædagogiske indsats og samspillet og dialogen med forældrene bliver så godt som muligt.
Regeringen har derfor her i foråret indbudt Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) og Kommunernes Landsforening til en drøftelse om kvalitet i dagtilbud.
Folkeskolen: IT og bedre fysiske rammer
Skolen er et vigtigt et element i alle børns liv. Sammen med familien skal skolen medvirke til, at eleverne ikke alene får en række faglige færdigheder men også lærer om de grundlæggende samfundsværdier og demokratiske spilleregler.
Regeringen har nu aftalt med kommunerne, at der skal sættes fokus på forbedringer og udbygninger af skolebygningerne. Det er vigtigt, at de fysiske rammer er i orden, og at børnene kan lide at komme i skolen.
Vi satser også på den pædagogisk anvendelse af IT i folkeskolens undervisning. IT er jo efterhånden blevet en særdeles vigtig del af infrastrukturen i vores daglige liv. Og jeg nærer ikke Vibeke Manniches bekymring for, at vi med PC bliver ensomme sjæle. Jeg synes netop, at hvis vi udnytter PC’erne og Internet rigtigt, giver det mulighed for at opretholde kontakten og række ud til personer vi måske ellers ikke ville være kommet i kontakt med. Jeg synes også, at jeg kan se, at mange skoler udnytter Internettet fornuftigt både til fælles projekter inden for landets grænser og internationalt.
Sund mad
Både på vore daginstitutioner og på skolerne skal der gennemføres forsøg med et sundt og billigt måltid mad. I nogle kommuner er man allerede i gang med sunde madordninger for børn. Det er et arbejde, vi skal styrke. Men det offentlige handler naturligvis ikke alene. Jeg vil gerne understrege, at forældrene skal være med, når der træffes beslutninger om madtilbud. Og være med til at betale for maden.
Et sundt madtilbud i dagtimerne har mange formål. Det handler ikke kun om velvære ved maden og glæde ved det fælles måltid, men også om at skabe sunde kostvaner tidligt i livet. For alle børn - ikke mindst for dem, som ellers ikke får chancen. Viden om sund mad, praktiske erfaringer fra hjemkundskab og maden i kantinen i fællesskab kan forhåbentlig give børnene færdigheder og lyst til at leve sundt.
Det vil være et godt bidrag til at forbedre folkesundheden.
Jeg er meget glad for, at Stafetten sætter børns og deres familiers vilkår under lup. Vi skal nemlig hele tiden være opmærksom på, hvordan vi sammen sikrer gode rammer for vores børns liv. Det er et ansvar for os alle.