Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Indlæg

PNR ''Lad os se fremad'', Dimmalætting den 3. oktober 1998

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

I juni i år blev der skrevet et nyt stykke historie i samarbejdet mellem Danmark og Færøerne. Regeringen og Færøernes landsstyre indgik en ny aftale, der lukker et smertefuldt kapitel i vort samarbejde. En gældssanering og en afslutning på banksagen hører til aftalens vigtigste elementer. Vigtigt er ligeledes, at Færøerne med aftalen igen får det fulde ansvar for den økonomiske politik. Det gælder i såvel gode som dårlige tider.

Et kapitel i forholdet mellem Færøerne og Danmark er dermed slut. Tiden er nu kommet til at se fremad. Glemme fortidens smertefulde diskussioner og tage hul på et nyt kapitel.

Den politiske debat på Færøerne er nu meget optaget af spørgsmålet om Færøernes fremtidige styreform og forholdet til rigsfællesskabet.

Hjemmestyreloven for Færøerne har rundet 50 år. Den danske regering ser det som noget helt naturligt, at vi løbende drøfter, hvordan vi kan tilgodese hinandens ønsker om en modernisering og fornyelse af samarbejdet. Heldigvis har samarbejdet ikke stået stille gennem de forløbne 50 år, tværtimod.

Gennem årene er der gradvist blevet overført kompetence og ansvar fra politiske og administrative organer i Danmark til hjemmestyret. Aftalen fra juni i år er det seneste eksempel. Den indebærer, at Færøernes Realkredit overgår til hjemmestyret. Forud herfor blev teleområdet overført i 1997. I 1992 blev det aftalt, at det er landsstyret - og dermed Færøerne - som har retten til udnyttelse af råstofferne i undergrunden. Status i dag er, at Færøerne selv har ansvaret for de områder, der berører størstedelen af borgernes dagligdag: Den økonomiske politik, skatter og afgifter, fiskeri, socialforsorg, arbejdsmarked, undervisning, sundhedsvæsen, miljøbeskyttelse og fredning.

Der er intet unaturligt i, at man nu i færøsk politik drøfter fremtiden for samarbejdet mellem Færøerne og Danmark i lys af den 50 år gamle Hjemmestyrelov.

Under mit besøg på Færøerne gav jeg udtryk for, at ethvert valg har konsekvenser, også økonomiske. Det gælder naturligvis også den vej, Færøerne vælger i det fremtidige forhold til Danmark - konsekvenser for den økonomiske støtte fra Danmark. Jeg fornemmede under besøget, at der er bred forståelse for dette standpunkt på Færøerne.

Og der er jo flere valgmuligheder og veje at gå i samarbejdet med Danmark. Jeg har talt om en palet af muligheder - fra en fornyelse af samarbejdet og styrkelse af Færøernes selvstyre indenfor rigsfællesskabet til en total adskillelse i to suveræne stater udenfor rigsfællesskab.

Som Danmarks statsminister er det vigtigt for mig at understrege, at valget af model for samarbejdet med Danmark først og fremmest er op til det færøske folk. Debatten må starte og afklares hos det færøske folk, landsstyre og Lagting. Når I på Færøerne er fuldstændig afklaret om jeres ønsker til det konkrete, fremtidige samarbejde i form af et samlet, konsolideret forslag, ja så er regeringen naturligvis rede til at drøfte disse spørgsmål med det færøske landsstyre. Vi vil gøre det i en konstruktiv og åben ånd.

Det er mit håb - uanset hvilken model for vores fremtidige relationer I ender op med at beslutte jer for - at jeres forslag har bred tilslutning i den færøske befolkning. At den menige færing føler, at også han er kommet til orde i debatten. At Færøerne står samlet i sagen.

Personligt skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg helst ser, at fornyelsen af vort samarbejde mellem Færøerne og Danmark også i fremtiden kan ske indenfor rigsfællesskabet. Hvorfor det? Fordi vi sammen har noget unikt. Dét, der dybest set binder os sammen, er jo ikke de enkelte paragraffer i hjemmestyreordningen. Det er noget helt andet, som ingen paragraf kan erstatte. Det er vores menneskelige, historiske og kulturelle bånd. Respekten for hinanden. Solidariteten. Velfærdssamfundet. Når alt kommer til alt, er der jo ikke så mange velfærdssamfund i verden. En 10-15 stykker heriblandt både Færøerne og Danmark. Vi har noget at værne om og stå sammen om.

Vi kan lære meget af jer på Færøerne. Først og fremmest jeres helt enestående menneskelige netværk og sammenhold. På Færøerne tager I jer af hinanden. Ingen falder igennem. I har ingen kriminalitet af betydning. Ingen hjemløse. Ingen udstødte. Og jeres vidunderlige natur og hjertevarme gæstfrihed glemmer jeg aldrig.

Men vi kan også yde noget sydfra i Danmark. Vores kulturliv og vores internationale kontakter. Vores sundhedssektor. Vores uddannelsesinstitutioner. Mange unge færinger drager hvert år til Danmark for at læse på de højere læreanstalter. Med et befolkningsgrundlag på 44.000 er der grænser for, hvilke uddannelsesinstitutioner det er muligt at opretholde på Færøerne.

Et fællesskab må naturligvis bygge på, at begge parter er tilfredse med og enige om fællesskabets vilkår. Jeg ønsker Færøerne en god debat om en af de historisk vigtigste beslutninger. Til gavn for Færøerne og til gavn for Danmark.

Mit seneste besøg på Færøerne bekræftede, at vi nu i praksis har taget fat på en række fremadrettede problemer, som vi kan og skal løse. Det gælder også spørgsmål som helikoptertjenesten, lufthavnens fremtid o.s.v. Jeg glæder mig også over, at det lykkedes at få frigivet den færøske fiskeskipper Sigmundur Andreasen, så han atter har kunnet forenes med sin familie på Færøerne.

På gensyn!