PNR ''Nordisk horisont'', JyllandsPosten den 22. november 1998

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Vi fejrer i år 50-året for FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Det er tid til eftertanke. Tid til at fokusere på de værdier og det grundsyn, som erklæringen står for. Vi skal huske. Vi skal huske hvorfor.

Anden Verdenskrig sluttede i 1945. Den mest omfattende krig nogensinde. Mindst 60 millioner mistede livet. FN’s Menneskerettighedserklæring kom i 1948 som en påmindelse om, at fortiden bør være læremester for nutiden. Læremester for fremtiden. Det må aldrig ske igen. Vi skal konsekvent afdække totalitære ideologiers menneskeforagt og brutalitet. Det er desværre stadig aktuelt.

Vi skal vise handlekraft. Som vi har gjort det i Bosnien, Kosovo og Irak.

For politik er ikke alene at mene det rigtige, men også at handle derefter. Og handling er nødvendig. Vi kan handle hver for sig. Men det er bedst, når vi handler i fællig. Eet står fast: Uden handling kommer vi ingen vegne.

Menneskerettighedserklæringen skal være rettesnor for alle overalt. Menneskerettigheder er en forudsætning for et værdigt liv, som FN’s Generalsekretær Kofi Annan har sagt det. For hvad er et liv uden værdighed?

Det er en menneskeret, frit at kunne være det menneske man er. Med tanker, ideer og følelser. Med forskelle i ideologier og religiøse ståsteder. Med forskellig historisk og kulturel baggrund.

Mennesket har en værdi i sig selv, uanset økonomisk og social baggrund. Det er kernen i den nordiske velfærdsmodel.

Hos os er mennesket i centrum. Det betyder ikke, at vi bevidstløst hylder individualismen, som det sker i liberalismens hellige navn. Vi taler om frihed under ansvar. Frihed inden for fællesskabets rammer. Eller som det er formuleret i Menneskerettighedserklæringen: 'Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.'

Den personlige frihed må aldrig føre til, at mulighederne for andre indskrænkes. Individualisme er ikke synonymt med egoisme.

Selvom respekten for de grundlæggende menneskerettigheder er en fundamental del af de nordiske velfærdssamfund, så er det at bo i et velfærdssamfund ikke ensbetydende med, at alle er lige heldigt stillede. Det ved vi alt for godt. Vi har et socialt ansvar. Derfor bør vi i menneskerettighedernes ånd tage vare også på de, der befinder sig på eller tæt ved samfundets bund. Alle skal have chance for at vise sin værdi, blive brugt og bidrage til fællesskabet.

Ingen kan undværes, heller ikke på arbejdsmarkedet. Derfor må vi træffe politiske valg. Vi må handle. Lad mig gentage: Politik er ikke blot at mene det rigtige. Det er først og fremmest handling.

Kun gennem handling sikrer vi, at velfærdssamfundet går styrket ind i det nye årtusinde - at det også i årene fremover er bæredygtigt. Det kræver fornyelse. Politisk tænkning.

Midlet er dygtiggørelse. Det er vores svar på globaliseringen. Tryghed og konkurrenceevne og høj beskæftigelse er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger.

For os i de nordiske lande er det naturligt at passe på egne borgere. Men ingen bliver lykkelige af blot at tænke på sig selv. Vi må derfor udvide vores horisont og favne mennesker også udenfor vore egne grænser. Det har vi tradition for i Norden.

Vi kan ikke alene knække den sociale nød, eller sikre os, at menneskerettigheder ikke bliver knægtet ude i Verden. Men vi kan påvirke, skubbe i den rigtige retning og bistå med råd og dåd. For uden en aktiv indsats sker der intet. Aktiv indsats kræver aktiv befolkning, og sådanne har vi i Norden.

Den nordiske stemme er væsentlig - overalt og hele tiden. Den høres globalt og regionalt. Vi engagerer os. Og vi vil gerne lære fra os. Vise, hvordan bæredygtig vækst opretholdes. Hvordan menneskerettigheder respekteres.