PNR ''Nu skal freden vindes'', JyllandsPosten tirsdag den 29. juni 1999

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Det er umuligt at tale om sejr i en konflikt med så katastrofale menneskelige omkostninger som i Kosovo. Men der er ingen tvivl om, at den serbiske tilbagetrækning fra provinsen er en afgørende landvinding, der forhåbentlig kan blive indledning til en ny æra på det vestlige Balkan præget af forsoning og økonomisk vækst.

Det kan forekomme håbløst, når vi ser de rygende ruiner, massegravene og hadet. Men jeg vil minde om, hvor håbløst der så ud i vores hjørne af Europa efter Anden Verdenskrig. Ingen turde vel dengang have håbet på, at Frankrig og Tyskland kunne udvikle et tæt og tillidsfuldt partnerskab til gavn for hele Europa. Eller at Tyskland ikke bare skulle blive regionens økonomiske lokomotiv, men også en klippe af politisk stabilitet.

Derfor skal vi ikke fortvivle, men ligesom de visionære amerikanske statsmænd, der dengang skabte Marshall-hjælpen, skal vi være parate til at give en splittet og forarmet region det nødvendige skub fremad. Vi skal ikke bare hjælpe med at genopbygge de nedbrændte huse og ødelagte broer. Lige så vigtigt er det at få bygget menneskelige broer mellem de stridende befolkningsgrupper.

Regeringen har på den baggrund vedtaget en samlet handlingsplan for en bred og dynamisk dansk hjælpeindsats i milliardklassen på det vestlige Balkan. Vi kan selvfølgelig ikke løse alle problemerne alene. Men ligesom da Sydafrika kastede apartheid-åget af sig, kan vi gå foran med et godt eksempel og være katalysator for en positiv udvikling mod demokrati, forsoning og økonomisk vækst. Dansk erhvervsliv og de frivillige organisationer er godt rustet til at bidrage til repatriering af flygtninge og genopbygningen.

I Kosovo regner vi med at koncentrere genopbygningsindsatsen i det område, hvor den danske bataljon i den fredsbevarende styrke skal stationeres. På den måde kan de militære og civile kræfter arbejde tæt sammen om det fælles mål: At få Kosovo på fode igen. Genopbygningen skal ske i tæt samarbejde med beboerne i regionen – inklusiv de tilbagevendende flygtninge.

Hele befolkningen i Kosovo – både albanerne og serberne - skal inddrages aktivt i genopbygningen. Det vil være med til at sikre en hurtigere normalisering af livet i Kosovo – og også bidrage til den nødvendige forsoning mellem de to befolkningsgrupper.

Ikke kun Kosovo har mærket følgerne af konflikten, også nabolandene og ikke mindst Albanien har båret store byrder og vist en enestående gæstfrihed. Vi bør også derfor se positivt på en udvidelse af den danske overgangsbistand til Albanien. På samme vis må vi være åbne over for støtte til Makedonien og Montenegro.

Spørgsmålet om bistand til Serbien er mere kompliceret. Serbien er et land i dyb krise, men den nuværende politiske ledelse bærer ansvaret for så uhyrlige forbrydelser mod de civile albanere, at vi ikke kan gå ind med støtte på samme måde som i resten af regionen.

På den anden side kan vi ikke vende ryggen til eller lukke øjnene. Et isoleret, forarmet og hævngerrigt Serbien vil være en evig trussel mod freden på Balkan og en katastrofe for landets befolkning. Derfor er vi allerede nu klar til at gå ind og støtte de demokratiske kræfter i det serbiske samfund, som måtte gå i 'flyverskjul', medens konflikten stod på.

Mit håb vil være, at udviklingen snart vender og går i den rigtige retning, og at det virkelige reelle demokrati også kommer til Serbien. Når det sker, må vi gribe chancen og hurtigt åbne op for økonomisk og handelsmæssigt samarbejde.

Våbnene tier på Balkan, og tiden er inde til at vinde freden. Med regeringens handlingsplan er Danmark parat til at yde sit bidrag. Og med vor aktive deltagelse i det europæiske samarbejde skal hele EU på solidarisk vis løfte opgaven i de kommende år.