PNR ''Sindslidende - er også vores fælles ansvar'', Politiken den 26. oktober 1998

Af statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Det er lørdag formiddag i foredragssalen på Rigshospitalet. To dage efter åbningsdebatten og starten på manges efterårsferie.

Temaet er 'forskning i psykiatrien' arrangeret af 'Psykiatrifonden'. Det markerer, at det denne lørdag, den 10. oktober 1998 er 'International Mental Health Day'.

Jeg har sagt ja til at indlede dagen. Er der virkelig mennesker, der vil spendere en lørdag formiddag i stedet for at holde efterårsferie - også fra politikere? Ja, det er der - auditoriet er pænt fyldt op, og jeg føler mig så glad, fordi det er en ny bekræftelse på en udvikling, der længe har været på vej: en fornemmelse hos flere og flere i Danmark af, at nu handler det om at forstærke fællesskabet og ansvarsfølelsen hos os allesammen. Og så må vi påtage os et endnu stærkere ansvar for at holde hånden under de mest udsatte. Gøre hvad vi kan for, at der også bliver et mere tåleligt liv for de mennesker i vores samfund, som har sårbare sind.

Derfor samlede min tale sig om de følgende hovedpunkter:

Det er meget vigtigt, at arrangementer som Psykiatrifondens 'International Mental Health Day' får bragt forskningen i psykiatrien ud i det offentlige rum.

Forskning og samfund hører sammen og er gensidigt afhængige af hinanden. Derfor er formidling og dialog om forskningens fremskridt og resultater af afgørende betydning. Men det er mere end det. Det kan bidrage til, at den psykiatriske indsats afmystificeres. Det kan bidrage til større folkelig forståelse.

Afmystificering er nødvendig, fordi det bidrager til at klargøre, at god psykiatrisk behandling først og fremmest drejer sig om bedre omsorg - og ikke alene kan betragtes som et klinisk laboratorie-problem.

De lidt anderledes må ikke gemmes væk. Så får vi ikke forbedret forholdene gennem øget folkelig forståelse. Debatten må ikke kun finde sted mellem de professionelle. Så får vi heller ikke folk med.

Det drejer sig om status og visioner i dansk psykiatri og forskning.

Psykiske lidelser har eksisteret til alle tider og i alle kulturer.

Omsorgen for psykiatriske patienter blev i Danmark, som i resten af Europa, helt op til midten af attenhundredetallet varetaget af private. Forståelse og behandling var det så som så med.

Den afvigende adfærd eller galskab blev bl.a. forklaret ud fra religiøse forestillinger. Det 'onde' måtte uddrives af kroppen, og den 'gale' blev spærret inde i fx private 'beplankningsrum'.

Derefter fulgte en lang periode - helt frem til midten af 1900-tallet - da omsorgen for de psykiatriske patienter blev en opgave for fællesskabet, det vil sige staten.

Anstalter og statshospitaler kom til over hele landet. Viden om og forståelse af, at psykiske lidelser er en sygdom, der kan lindres og behandles, blev fremherskende.

Men behandlingsmulighederne var små. Hovedmidlet var anstaltens ro og regelmæssighed. Inden for institutionens snævre, men trygge rammer, kunne den syge udfolde sig uden at skulle konfronteres med samfundets krav om normalisering.

Den psykiske syge blev skærmet af fra samfundet og blev usynlig i det offentlige rum.

Fra 1950’erne blev psykiatrien knyttet tættere og tættere til det almindelige somatiske sygehusvæsen, og 1970’erne var præget af stor debat om psykiatriens mål og metoder. Nye syn på og tilgange til psykiatriens opgaver vandt indpas, og behandlingsmetoderne blev raffineret.

Og så er vi fremme ved det mest afgørende nybrud i den psykiatriske behandling siden bygningen af de første statshospitaler i midten af 1800-tallet - nemlig indførelsen af distriktspsykiatrien, der for alvor vandt frem i 80’erne. Udbygning af distrikspsykiatrien er stadig i gang. Vi er langtfra færdige. Vi er samtidig i gang med at høste ny viden om, hvordan vi bærer os ad for at nå de bedste resultater.

Målet er klart og bygges på en udvikling, der er båret af klare kulturelle og politiske holdninger i synet på den psykiske lidelse:

Decentralisering og integration i normalsamfundet. Men som samtidig går hånd i hånd med den faglige udvikling i behandlingstilbuddene.

Målet er klart. Men har vi nået det, vi ville i virkeligheden?

I dag anlægges både en biologisk-medicinsk, psykologisk og en socialpsykiatrisk tilgang til beskrivelsen og behandlingen af psykiske lidelser. De enøjede patentløsningers tid er forbi. Patientens individuelle behov står i centrum. Og tilbud må sammensættes med udgangspunkt i flere metoder og teknikker.

Sådan er ordene. Det er også rigtigt nok og rigtigt tænkt. Men der er stadig mange steder, hvor virkeligheden ikke passer til vore mål. Der er stadig meget at gøre.

Omlægningen til distriktspsykiatri er ikke forløbet smertefrit. Det ved vi. De nye tilbud er ikke blevet skabt i samme takt med, at de mange sengepladser blev nedlagt.

Der er stadig meget at gøre. En række amter er nået langt. Men andre steder er der stadig lang vej igen.

Det har højeste prioritet for regeringen, at samfundets svageste ikke bliver overset eller glemt. Det var et bærende element i min åbningstale, og det er det i regeringens praktiske, daglige arbejde. Det har det altid været i denne regerings arbejdsperiode.

Derfor har regeringen i de seneste fem år taget en lang række initiativer til forbedring af forholdene for de sindslidende.

Alene i perioden 1996-2000 har regeringen afsat over 1,1 mia.kr. til en øget indsats for de sindslidende. Regeringen har indgået en række aftaler med amterne og kommunerne om udmøntningen af de ekstra midler.

Resultatet af aftalerne viser sig nu efterhånden i form af forbedringer for de sindslidende.

For at nævne nogle af de mest markante:

Antallet af enestuer på de psykiatriske afdelinger forventes fra 1996 til 1999 at stige med 600-800. Det er langt mere end de 400 enestuer, der oprindeligt blev aftalt. Men der er behov herfor.

Antallet af botilbuds- og væresteder for psykisk syge er vokset med 900 fra 1994 til 1998 og forventes fortsat at vokse i de nærmeste år. Der er et meget stort behov her for en stærk udbygning.

Fra 1997 til 2000 forventes etableret knap 300 nye døgninstitutionspladser for børn og unge.

Jeg sagde i min åbningstale:

'Men der er stadig problemer, der skal løses. Det viser bl.a. debatten om psykisk syge børn, der indlægges på voksenafdelinger, og debatten om manglen på psykiatriske læger.

Sundhedsministeren har netop udmøntet en pulje på 20 mill.kr. til forbedring af forholdene på de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, der bl.a. vil gå til etablering af flere pladser.

Regeringen vil i begyndelsen af 1999 evaluere indsatsen på psykiatriområdet.'

Det største problem lige nu er, at der er mangel på psykiatrisk uddannet personale visse steder i landet. Regeringen har derfor allerede i psykiatriaftalen fra 1997 afsat 50 mill.kr. til tilskud til amter, der opretter nye uddannelsesstillinger for speciallæger i psykiatri. Hertil kommer, at regeringen har oprettet en uddannelse som specialsygeplejerske i psykiatri.

Manglen på uddannet personale kan kun løses, hvis amterne prioriterer opgaven højt nok.

Uddannet personale er kolossalt vigtigt. Men der er brug for mere end det. Vi må tænke bredere - over alle de menneskelige ressourcer, vi i virkeligheden har til vor rådighed, hvis vi selv vil!

Tænk engang: Hvis der fandtes en statistik for, hvor lang tid et sindslidende menneske har personlig kontakt med andre mennesker, såvel uddannet personale, som andre - så ville man få temmeligt chokerende lave tal frem. Det gælder også for vore psykiatriske afdelinger!

Der er for lidt tid til personlig kontakt. Det er særligt vigtigt på dette plejeområde - fordi netop mange sindslidende er særligt udsat for ensomhed og isolation.

Der er ingen tvivl om at forskning og udvikling vil bibringe os stadigt øget viden om de psykiatriske sygdommes behandling, og en række nye behandlingstilbud vil blive introduceret.

Dette kombineret med, at vi ser tegn på, at samfundet bevæger sig i retning af større social bevidsthed og forståelse, åbenhed og tolerance over for mennesker med psykiske problemer, lover særdeles godt. Ikke mindst, hvis vi skal løse den store opgave om større personlig ansvar og kontakt.

Regeringen vil fortsat have gode tilbud og god behandling til de psykisk syge højt på dagsordenen.

Og vi vil arbejde for etableringen af et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor også personen med et skrøbeligt sind får plads. Vi skal samtidig fastholde så mange som muligt på arbejdsmarkedet og tage hånd om de menneskelige problemer, der kan opstå for enhver undervejs - uanset om det er alkoholproblemer eller pludseligt opstået depression.

Alle kan noget. Og samfundet kan ikke undvære nogen. Det er ledetråden i regeringens indsats for at skaffe plads til dem, som ikke helt passer ind i vore 'firkantede' systemer. Dem, som ikke er 100 procent effektive, men som alligevel kan gøre en indsats og har det allerbedst derved.

Jeg kender i dag eksempel på en virksomhed, hvor en autist har fået ansættelse.

Men samtidig må vi erkende, at det moderne samfund skaber nye grupper med psykiatriske problemer, som vi i dag dårligt er i stand til at opfange og give et tilfredsstillende tilbud.

Det gælder ulykkelige kombinationer af psykiske lidelser, depressioner og alkoholproblemer. Misbrugere, de hjemløse, den voksende gruppe af demente, fremkomsten af nye grupper med personlighedsforstyrrelser og tvangslidelser og den høje forekomst af mennesker med depressive tegn.

Det er en stor opgave for os alle - psykiatere, behandlere, netværk, kommuner og politikere - at finde svar på disse udfordringer. Jeg vil gerne understrege - os alle:

Vi skal hele tiden tage ny veje til at formidle viden og opbakning til de nærmeste omkring det sindslidende menneske - forældre, familie og nære venner. Vi skal forstå og bidrage til at skaffe tid, rum og aflastning for det store pres og ansvar, som mange af 'de nærmeste' også føler. Flere bofællesskaber og væresteder er en del af svaret, men næppe det hele. Fælles forståelse og grundlæggende omsorg for hinanden i lokalsamfundet er også fundamentalt.

Forskningens opgave er at give os ny erkendelse og sikre, at ny viden og forskningsresultater kommer psykiatriens patienter til gode.