PNR ''Vi kan gøre det endnu bedre'', Herning Folkeblad den 9. september 1998

Vi har drevet det vidt. Siden 1994 er 175.000 kommet i arbejde. Arbejdsløsheden er i dag under 7 pct. Det er det laveste niveau siden 1976. I de sidste fire år er antallet af danskere på overførselsindkomst faldet med over 100.000. Vi har dermed fået frigivet mindst 15 milliarder kr., som vi har kunnet bruge til at nedbringe gælden og forbedre kvaliteten i vort samfund. Det er kort sagt svært at bevare pessimismen. Men vi er ikke færdige med at få folk i arbejde. Vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærrene.

Fem års hårdt arbejde ligger bag os. Det næste store træk skal sikre, at vi får de sidste med på holdet. De invalidepensionister, som stadig har en del af arbejdsevnen i behold. De langtidsledige, som mangler den nødvendige uddannelse til at klare kravene på nutidens højteknologiske arbejdsmarked. De efterlønsmodtagere, som føler sig presset ud af jobbet, fordi de ikke kan løbe lige så hurtigt, som deres yngre kollegaer. Alle skal de med.

Hvorfor denne iver efter at få arbejdsløsheden endnu længere ned? Fordi det er uacceptabelt af sociale årsager at parkere folk på passiv forsørgelse, hvis de har viljen og evnen til en aktiv indsats. Vi har alle behov for at vide, at der er brug for os. Ledighed fører til manglende selvværd og dårligt helbred. Plads til alle og brug for alle. Det er nøgleordene for fremtidens arbejdsmarked.

Også af økonomiske årsager er det uacceptabelt at lukke folk ude fra arbejdsmarkedet. Hvis vi skal have råd til velfærden, så skal flere i arbejde. Flere penge til ældre, børn, sundhed og uddannelse forudsætter en forøgelse af den kage, som vi i fremtiden skal skære af.

Den borgerlige opposition vil sikre servicen ved at spare på overførselsindkomsterne. Regeringen vil forbedre servicen ved at flytte folk fra passiv forsørgelse til aktiv indsats. Menneskeligt og økonomisk er det en bedre strategi.

Regeringens mål er at skabe over 200.000 nye job i de kommende syv år. Ledigheden skal ned på 5 pct. Antallet af personer på passiv forsørgelse skal reduceres med 100.000.

Midlet er en forøgelse af den samlede arbejdsmængde i Danmark. Danskerne arbejder i dag ca. 4 milliarder timer om året. Det lyder af meget, men er faktisk for lidt. Vi må ikke glemme, at vores nuværende rigdom skyldes en kæmpe arbejdsindsats gennem generationer. En arbejdsindsats der er nødvendig, fordi vi som nation ikke har haft fordel af mange naturressourcer. Vores råstof er vores viden.

Da jeg kom på arbejdsmarkedet i begyndelsen af 1970’erne var det til en arbejdsuge på næsten 42 timer og tre ugers ferie. Siden har vi fået mere fritid, men vi må ikke bilde folk ind, at der er råd til i fremtiden at øge fritiden markant og samtidig fastholde velfærdssamfundets serviceniveau.

Vi har tænkt os at spille på flere strenge for at øge arbejdsmængden. Et af problemerne i dag er populært sagt, at de unge kommer for sent på arbejdsmarkedet, og de ældre forlader det for tidligt.

Vi skal opmuntre til en senere tilbagetrækning. Ikke ved at afskaffe efterlønnen, som det er foreslået af den borgerlige opposition, men ved at gøre den mere fleksibel.

Debatten om efterløn har skabt usikkerhed om ordningens fortsatte beståen. Det har ført til hamstring. Flere har for en sikkerheds skyld valgt at gå på efterløn, for man vidste jo aldrig, om den ville blive afskaffet. Regeringen vil fjerne usikkerheden ved at udstede en lovfæstet efterlønsgaranti. Så behøver ingen, der passerer de 60 år frygte, at efterlønnen vil blive afskaffet, mens de stadig er på arbejdsmarkedet.

I den anden ende skal vi sørge for, at de unge kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Unge på de videregående uddannelser er gennemsnitligt næsten 30 år, når de kommer på arbejdsmarkedet. Det er væsentligt ældre end i andre lande. Det må være muligt at gennemføre uddannelsen hurtigere, uden at kvaliteten sættes over styr.

Skabelsen af et mere rummeligt arbejdsmarked er en anden streng i regeringens politik. Så rummeligt at der også er plads til personer, som ikke er i stand til at udfylde et normalt job. Frem til år 2005 skal der oprettes 30-40.000 jobs på særlige vilkår. Det kan kun lade sig gøre, hvis virksomhederne påtager sig et medansvar for opgavens løsning. Nu må tiden være kommet, hvor de flotte ord om virksomhedernes sociale ansvar afløses af konkret handling.

Arbejdsmarkedet skal også være mere fleksibelt. Fleksibiliteten skabes ved at give den enkelte mulighed for at varierer arbejdsbyrden i løbet af livet. Der kan fx være behov for at gå på nedsat tid i den periode, hvor man har små børn. Modsat bør der være mulighed for at give den en ekstra skalle i de år, hvor børnene er fløjet fra reden, men hvor man stadig har den fulde erhvervsevne.

Jeg erkender, at regeringens mål er ambitiøse. Pessimister har allerede advaret om, at vi stiler for højt. Tillad mig stilfærdigt at minde om, at det ikke er mange år siden, at flere kloge hoveder proklamerede, at der ikke var udsigt til nogen løsning på ledighedsproblemet. Arbejdsløsheden var kommet for at blive. I dag er vi heldigvis klogere.

Men regeringen kan ikke nå sine mål alene. Arbejdsmarkedets parter og den enkelte lønmodtagere må spille med. Ingen kan vaske hænder og fralægge sig et medansvar for det næste store træk. Vi har alle en fælles dagsorden: Endnu flere i arbejde